★★★★☆☆ Tro, håb & kærlighed – som at scrolle gennem ungdommens uskyldstab

Bille Augusts filmatisering af Bjarne Reuters pensumdarling Når Snerlen Blomstrer er på Aarhus Teater blevet en fragmenteret men rørende rejse ind i den tid, hvor man kan blive mange år ældre på få måneder. 

“Sig mig, hvor blomsterne er, hvor er de blevet af?,” synger Amanda Friis Jürgensen på tysk med dyb, sørgmodig stemme. I forgrunden sidder Mette Klaksteins Anna med en illustreret bog om anatomi. Med en krampagtig hånd på maven mærker både hun og publikum de alvorlige konsekvenser af sorgløst kæresteri. 

I Tro, håb & kærlighed følger vi Bjørn og hans bedste ven Erik, mens de tager de første, slingrende skridt ind i voksenlivets bekymringer. Bjørns problemer udvikler sig fra matematik i skolen til at skaffe penge til Annas illegale abort, og Erik begynder at gøre oprør mod sin kontrollerende far. 

Fra de glade tressere til voksenlivets alvor

Lige som ungdomstiden starter forestillingen ellers muntert. Der er masser af veloplagte referencer til 60’erne med pladespiller, teaktræsstole, rygning til børnefødselsdag og en tørrehjelm til at holde styr på Carmen-krøllerne. 

Det er svært ikke at grine kærligt, når Erik nærmest svæver ud af sin kejtede krop, da Clara Sophia Phillipsons Kirsten tager ham under armen. Eller når Bjørn kommer til at overdrive egne evner udi roning i et forsøg på at få Anna med på date. 

Det medrivende nostalgitrip slutter dog med første akt, hvor efterårsfarvede blade daler ned fra loftet – ungdommens evige forår er forbi. Efterhånden som alvoren sætter ind, bliver stemningen mere afdæmpet og lyssætningen mere mørk. Uskyldstabet formidles smukt og enkelt af en stor lysende cirkel, der svæver som en glorie over scenografien og langsomt begynder at flimre i takt med, at barndommen falmer.

The Beatles møder Gitte Hænning

I tråd med ungdommens fragmentariske erfaringer skifter forestillingen mellem forskellige scener, perspektiver og tableauer. Scener fra Bjørn og Eriks ungdomsliv krydsklippes og overlappes med nogle af de musiknumre, som også i Bjarne Reuters roman tegner et billede af tidens modsætninger. 

Numrene er veludførte af det bundmusikalske ensemble, og fungerer overordnet godt. Det føles dog indimellem som om, de afbryder den stemning og indlevelse, der bygges op. Til gengæld går det op i en højere enhed, når musikken hjælper med at fortælle historien, som fx når Bjørns frygt for, at Anna skal være ham utro, udtrykkes gennem en lystdryppende udgave af Når en sailor går i land. 

Som at scrolle gennem ungdommen

Det er ikke kun musikken, der indimellem skaber en følelse af at blive afbrudt. Skuespillerne hopper ind og ud af karaktererne, hvilket fungerer godt til at drive fortællingen frem, men forstyrrer indlevelsen i de mere barske situationer. 

Som i en scene hvor Anna fortæller Bjørn, at hun er gravid og ikke vil have barnet. Og han vender sig mod publikum og unødvendigt informerer os om, at “her åbner porten sig til voksenlivet”. Som om de symbolske efterårsblade, den mørke lyssætning eller situationens alvor i det hele taget, ikke var nok til, at vi forstår pointen. 

Rundturen mellem sange, stemninger og perspektiver kommer på både godt og ondt til at føles som at scrolle gennem intense følelser, uden rigtig at have tid til at fordybe os i dem. Men måske er det i virkeligheden også sådan, at ungdommen ofte føles? 

Rørende skuespilspræstationer

Når den fragmenterede rejse rundt i ungdommen alligevel er både genkendelig og vedkommende, er det først og fremmest fordi, de medvirkende formår at skabe rørende øjeblikke, der sætter sig i én. Især Annas hjerteskærende abort og Eriks ensomme forsøg på at tage sig af sin psykisk syge mor rammer lige i hjertekulen. 

Ensemblet formår i det hele taget at gøre ungdommens akavede intensitet både mærkbar og virkelig sjov. Tro, håb & kærlighed er derfor ikke kun et nostalgisk tilbageblik på en skelsættende tid eller en historie om Bjørn og Erik. Det er også en invitation til at se på vores egen, akavede ungdom med kærlige øjne.