★★★★☆☆ Ob(e)ject – kunstens stereotyper sat til tælling

Kongelig solodanser Astrid Grarup Elbo har for længst markeret sig udenfor arnestedet, Kongens Nytorv. Hun er nu aktuel med sit første soloværk som koreograf og danser på Blaagaard Teater med værket Ob(e)ject. I et sanseligt, humoristisk og eftertænksomt møde gennem dans, musik og debat stilles spørgsmål til de store klassikere og roller, hun selv er vokset op med.

Hvem har retten til at skrive og udvælge de klassikere, kunsten reproducerer igen og igen? Stiller vi de rigtige spørgsmål til værkerne i dag? Astrid Grarup Elbo inviterer til et opgør med de stereotyper og kvinderoller, hun selv forventes at fremstille på scenen og spørger, om det er muligt at bryde ud af den objektivisering, hun har arbejdet hele livet for at passe ind i?

Med humor, kvindelist, sanseligt smuk scenografi og stor kærlighed til dansen tager hun bladet fra munden. Hvad gemmer sig bag karaktererne, når patriarkatet og de historiske kønsfremstillinger ikke længere har den førende stemme i de mytologiske, universelle fortællinger? Elbo har hidkaldt kunstneriske medsøstre – en strygetrio fra bandet Toechter og forfatteren Ditte Holm Bro, der har skrevet bogen Eva & Jeanne.

De døde kvinders skov

Elbo har for længst slået fast, at hun har funny bones, og at hun ikke er bleg for at stille sig derud, hvor debatten stormer, eller hvor emner som identitet, magt og begær kræver en veltalende skuespiller og power-ballerina. Så det undrer os ikke, at hun er i slåskamp fra første scene. Med Patriarkatet forstås – i en solo af råb, kvælertag og store undvigende svaj til stor morskab.

Undskyldende retter hun ind og giver os det forventede – feminint koketteri, begærlige blikke båret på yndefulde ballettrin. En kasse med titlen Døde kvinder før og nu hentes frem og granskes, mens tæerne tapes – klar til en tåspidsjagt efter døde, tyl-dansende kvinder i skoven. For hvad laver de, når prinsen er gået hjem? Et underfundigt grønt skovvæsen overtager scenen med grønne pigge på ryggen og sylelange negle – og Elbo ejer den med hud og hår.

Det grønne skovvæsen bærer et træ ad gangen ind i en dis af haze, mens skygger af grene breder sig over gulvet fra Sarah Fredelunds og Kia Lundorffs helt vidunderlige lyseffekter. Skovvæsenet vandrer foroverbøjet på trippende tåspids, spiller på bladene med sine lange negle, sparker og drejer i en grotesk persona, der siger alt med sine subtilt timede bevægelser.

Klassisk eksperimenteren

Timet er også skovvæsenets rap, “All the creatures say your name” med mikrofon og håndtegn og publikum som kor. Flere kvindefigurer fra ballettens repertoire undersøges, fx fra Svanesøen med yndefulde, klassiske vingebevægelser. “Skal jeg lave noget fugleagtigt?” spørger Elbo og undrer sig over, at karakteren ikke selv kender årsagen til sine følelser. Hilda fra Et folkesagn finder ud af, hun ikke er en trold “Min hjerne er eksploderet,” råber Elbo, så vi pludselig møder Hilda i vores tid.

Elbos moderne take på klassikerne deler hun med medsøstre, der har samme agenda. Det dansk/tyske klassisk-elektroniske band, Toechter, arbejder selv mellem den klassiske kunstskoling og det nye, eksperimenterende. Lisa Marie Vogel (violinist/vokal), Marie-Claire Schlameus (cello/vokal) og Katrine Grarup Elbo (violinist/vokal) udfolder deres strengeinstrumenter med elektroniske beats, pedaler og loops.

De leverer en sprød og frisættende koncert, der ikke kan sættes i bås, men forener genrer, der giver det klassiske rå kant og det pop-jazzede finesse og dybde. De er vanvittigt dygtige som de både spiller, synger flerstemmige vokaler og timer pedaler med fødderne. Salen er omdannet til en stemningsfuld koncertsal, mens Elbo giver stafetten til musikken i en sidste dans, der viser musikken i poetiske billeder.

Teater til tiden

Efter pausen møder Elbo forfatteren Ditte Holm Bro under overskriften “Når vi nægter at være objekter”. I samtalen gør de op med de såkaldte universelle fortællinger. For nylig inviterede Operaen til et internationalt symposium, der handlede om glemte kvindelige komponister. De stillede sig samme spørgsmål om, hvem der har udvalgt de universelle værker – hvorigennem en unuanceret fælles selvforståelse fastholdes.

Elbo og Bro arbejder for at skabe plads til andre perspektiver. I romanen Eva & Jeanne har Bro givet mikrofonen til Eva (hende med æblet) og Jeanne (som i d’Arc) for at give dem mulighed for selv at redefinere deres roller. Hvad sker der, hvis de ikke længere er objekter i andres fortællinger? Bro søger “et rum der kan udforske spørgsmålet om køn og handlekraft.” At slå noget andet end 1’ere med terningen hele tiden, som Elbo siger.

Soloværket Ob(j)ect er teater til tiden, og kunne fint blive til den første af en serie kunstudtryk med debat. Et format “der destabiliserer vedtagne narrativer og giver adgang til nye stemmer – eller bare til at være i flok i stedet for at være en enlig helt,” som Elbo og Bro understreger. Det personlige vidnesbyrd i en samfundskontekst – undersøgt gennem kunst, humor og stor, kærlig nysgerrighed – det kan bestemt noget på denne scene.