Aaben Dans og Public Performance har premiere på forestillingen NABO hos Aaben Dans i Roskilde 4. marts – og senere på Folketeatret i København. ISCENE har spurgt instruktør og performer Erik Pold og dramaturg Adelaide Bentzon, hvordan de har arbejdet med forestillingen, der involverer helt almindelige mennesker i nabolaget.
NABO er skabt af Public Performance i co-produktion med Aaben Dans og Folketeatret, der inviterer publikum på en live opdagelsesrejse ude fra byrummet – direkte ind i teatersalen. Performerne Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild live-streamer deres møder i nabolaget udenfor teatret direkte til scenen, hvor Erik Pold guider det hele.
Performanceteater med live-stream direkte fra nabolaget er ikke hverdagskost på de danske scener. Men lige udenfor teatret – på den anden side af væggen eller hækken, hvor vi bor, leves et liv, der kun fornemmes i fragmenter, som stemmer, latter, højlydt sex eller skænderi. Instruktør Erik Pold spørger sig selv, hvad vi i virkeligheden ved om dem, og hvad vi forestiller os.

Nabolagsportrætter
Forestillingen udfordrer grænserne mellem det private og det offentlige, det spontane og det iscenesatte med stor nysgerrighed, humor og varme. I hver ny by, NABO spiller i, skaber de medvirkende naboer en ny version, og publikum får dermed et portræt af netop deres by.
“Vi skal bearbejde og undersøge hvert sted, den opføres, da hver by kræver sin egen version af
NABO. Forud for performancen går vi på opdagelse i nabolaget, møder de mennesker, der bor der,
og bygger forestillingen op omkring deres historier. På den måde får hvert sted sin helt unikke
udgave.
Vores mål er over tid at skabe en serie levende portrætter af danske nabolag – og vise, hvordan vi bygger naboskab på tværs af forskelle, konflikter og fælles håb. I NABO er rammerne defineret på forhånd, men med plads til det uforudsigelige, til improvisation og til interaktion med publikum og lokale borgere,” siger Erik Pold, der både er instruktør, performer og en del af den kunstneriske ledelse i Public Performance.

Opbygning af relationer
Arbejdet med forestillingen er i fuld gang, og her tæt på premieren sker det hele på én gang, fortæller Erik Pold og Adelaide Bentzon:
“Vi startede meget tidligt op med indsatsen for at skaffe deltagere, altså naboer, som er villige til at invitere os indenfor – noget, som er en central del af forestillingen. Det er altid en længere proces, der kræver, at man får hul på de rette kontakter. Vores erfaring er, at det ofte er en eller to personer, hvis indsats bliver afgørende, fordi de bruger deres tid og kræfter på at hjælpe os.”
Public Performance har efterhånden skabt en del projekter, hvor de skulle rekruttere såkaldt almindelige borgere. De understreger, at det er essentielt, at teatret/organisationen er involveret, og at de finder de ildsjæle, der hjælper dem videre. Aaben Dans i Roskilde er co-producenter på forestillingen og har, i tilfældet med NABO, sat dem i forbindelse med de rigtige mennesker, forklarer Erik Pold og Adelaide Bentzon:
“I bund og grund handler det om at sætte tid af til at opbygge relationer. Det er de relationer, man får skabt, som afgør, hvor godt det kommer til at gå. Vi lavede et kickoff-arrangement allerede den 28. januar, hvor vi inviterede naboer til eftermiddagskaffe. Samme aften deltog vi i et arrangement, der hedder Orange Onsdag på Roskilde Festivalens højskole, som også ligger i området Musicon, hvor vi testede lidt fra forestillingen af på højskoleelever. Begge dele var en succes og skaffede os rigtig gode kontakter, så nu er der hul igennem.”
Improvisationer og klare rammer
Første del af prøveperioden blev afholdt i København, og først de to sidste uger rykker Public Performance ud til Aaben Dans og arbejder aktivt med området hver dag. De har også allerede været forbi Folketeatret flere gange, som er det kvarter, der indgår i forestillingen på Hippodromen til maj. “Der har vi også så småt fået fat i nogle kontakter til naboer i kvarteret, men det arbejde kommer først for alvor til at ligge i perioden efter premieren i Roskilde,” forklarer Erik Pold og Adelaide Bentzon.
I prøvelokalet arbejder de med det tekniske og det dramaturgiske. De to medvirkende performere Annika Lewis og Nicolai Perrild har været på Nørrebro og Vesterbro og filmet i gaderne med smartphones og selfiestick og haft tilfældige møder.
“Vi har langsomt arbejdet os ind på tematikken og skaber løbende et skitseagtigt manuskript, som bygger dels på deres improvisationer i gaderne og nogle af mine idéer og tanker. Meget kommer til at være improviseret i den endelige forestilling, men indenfor nogle klare dramaturgiske rammer, og det er dem, vi arbejder med at fastlægge lige nu,” siger Erik Pold.

Uforudsigelighedens styrke
At udvikle en forestilling på denne måde læner sig op ad en slags tilrettelæggermetode, altså nærmest en slags journalistisk tilgang, fortæller de: “Fordi det, performerne laver, er en slags live-reportage fra virkeligheden. Men modsat den journalistiske tilgang, leger vi også med både koreografiske elementer og fiktion undervejs, og på den måde bliver det en form for reportage-performanceteater på gaden.”
De forklarer, at det er lidt i retning af det, mange kender fra begrebet devising, hvor skuespillere improviserer en tekst frem. “Forskellen her er, at vi bibeholder det uforudsigelige, fordi vi bevæger os ud af teatret, ud i det offentlige rum og går i dialog med det,” forklarer Erik Pold og Adelaide Bentzon.
Erik Pold har gennem flere år samarbejdet med performancegruppen Gob Squad, som har base i Berlin. Ideen til denne forestilling er særligt sprunget ud af hans samarbejde med dem om om forestillingen Super Night Shot fra 2004. Dengang kunne de ikke arbejde med streaming som i dag, så filmen blev optaget på digitale videokameraer på bånd, som derefter blev afspillet.
“Som forestilling er det i virkeligheden en film skudt på fire kameraer, lige inden publikum ankommer til teatret (publikum er med i sidste scene). Den bliver så screenet uredigeret, og det giver den samme følelse som live-stream, men var det altså ikke dengang. I dag kan vi netop transmittere live fra vores smartphones, og det giver jo nogle helt andre muligheder, men inspirationen kommer blandt andet fra den forestilling,” fortæller Erik Pold.
Mellem fiktion og virkelighed
Som en del af arbejdet har Public Performance også lavet research omkring både Musicon i Roskilde og Nørre Kvarter omkring Folketeatret i København. De har blandt andet interviewet forskellige eksperter som en lokalhistoriker, en arkitekt, en der arbejder med konfliktløsning og en forbrugerekspert. De interviews er skabt i tæt samarbejde med Helle Lyshøj, som er en videokunstner, Public Performance har samarbejdet med i mange år. De bruger researchen som baggrund for arbejdet, men noget af den indgår også som en del af forestillingen.
Public Performance hed tidligere Liminal, men skiftede navn ved 25-års jubilæet i 2024: “Vores nye navn reflekterer noget centralt i det, vi vil med den scenekunst, vi skaber. Nemlig at arbejde i krydsfeltet mellem fiktion og virkelighed. Vi vil gå i clinch med det offentlige rum, og dem vi er som offentlighed, dem vi performer, når vi går ud af døren,” fortæller Erik Pold og Adelaide Bentzon.
Det sker på flere måder, fx i Boat Tours NHZ (New Harbour Zones), som genopsættes under CPH STAGE til sommer, men altså også i NABO, dog på en helt anden måde: “Det er en fascination af det teater, der udspiller sig, når vi bevæger os ud i det offentlige rum. En leg med identitet, og hvordan vi performer som mennesker – dybest set en undren og interesse for, hvordan vi indretter os som mennesker.”
LÆS OGSÅ: ★★★★★☆ BOAT TOURS NHZ – smuk og kras tur gennem havnen

En humanistisk tanke
Public Performance beskriver deres tilgang som noget eksistentielt krydret med noget politisk: “Når man rører ved det offentlige rum eller offentlighed generelt, bliver det hurtigt også politisk. Virkeligheden er hyper politiseret i disse tider, og det afspejles også i det offentlige rum, på gaden, og i mødet med almindelige mennesker.” En af de politiske ambitioner bag NABO er at gøre op med den polarisering, som præger den offentlige debat lige nu:
“Vi laver reelle møder i øjenhøjde med de mennesker, vi bor lige ved siden af, men måske undgår at forholde os til i dagligdagen. Man kan undgå, at konflikter brænder på, hvis man tør gå ind i en direkte dialog med mennesker, man måske ikke forstår eller er uenige med. Det er den grundlæggende humanistiske tanke, som er en stor del af det, vi vil med scenekunsten i Public Performance lige nu,” fortæller Erik Pold og Adelaide Bentzon.
“Der sker noget helt særligt, når det lykkes at få sat publikum, lokale borgere og den omgivende by
i spil i en leg med virkelighed og fiktion. Så rammer vi kernen af det, vi gerne vil med scenekunsten,” siger Public Performance om at arbejde med produktioner, der tager afsæt i det stedsspecifikke og
publikumsinddragende.
Public Performance blev etableret i 1999 af Erik Pold og Adelaide Bentzon, og undersøger hvad der
udgør et offentligt rum i dag med ønsket om at skabe overraskende scenekunstneriske oplevelser. Dette
undersøges på tværs af fiktion og virkelighed, i forskellige fysiske kontekster, og gennem digitale
rum.
Idé, instruktion: Erik Pold. Video-, streaming- og interaktionsdesign: Søren Knud Christensen (Omnivox). Videokunstner og kamera: Helle Lyshøj. Lysdesign Elke Laleman. Scenograf konsulent Nicolai Spangaa. Dramaturg Adelaide Bentzon. Komponist Tobias Shaw. Lyddesign og afvikling Brian Larsen. NABO er en co-produktion med Aaben Dans Roskilde og Folketeatret.
Medvirkende Annika Lewis, Nicolai Duckert Perrild og Erik Pold.
Nabo spiller hos Aaben Dans i Roskilde d. 4. – 6. marts og på Folketeatret d. 30. april – 9. maj.




