★★★★☆☆ I’m alone – Kolding 1986 byder på et fint tidsportræt

I I’m alone – Kolding 1986 på Kolding Egnsteater fortælles små bidder af livshistorier, der flettes ind og ud af hinanden. Det er lokal- og Danmarkshistorie tilsat musik fra 1980’erne, som nogle steder giver bedre mening end andre.

”Jeg må også hellere se at få røven ud af denne her lorteby,” erklærer den unge, venstreorienterede aktivist, Nanna, før hun igen slår sig ned på bænken. Der er ikke megen handling bag ordene her. For hvor nemt er det egentlig at forlade et sted, hvor man er født og opvokset? 

Den omtalte by er Kolding, tiden er 1986 og Nanna, der spilles af Katrine Juliane Krone, er blot én af de seks vidt forskellige personer, publikum stifter bekendtskab med i Thomas Markmanns fortælling. Her er store temaer som atomkraft, AIDS og mordet på Olof Palme, der har været internationale samtaleemner i 1986. Og så er der de mere nære, lokale fortællinger om nybyggerier i byen, indslag på TV Syd og den store succes, det koldingensiske band Skagerak har opnået.

En broget, men genkendelig skare

Der er i det hele taget masser af genkendelighed i de små livshistorier, Thomas Markmann har kreeret til I’m alone – Kolding 1986. Selvom de alle er spundet ind i byens historie, så kunne den brogede skare have været at finde snart sagt hvor som helst i 1986, hvilket gør historierne mere alment relevante og interessante at følge. 

Charlotte Amalie Kirkegaard er frisøren Hanne, der i virkeligheden drømmer om at blive sangerinde. Anders Vølpert Momme er hendes småkedelige mand, Anton, der ikke kan tænke på andet end det hotelbyggeri, han arbejder på. Og som desuden er ganske afvisende over for sin hustrus idé om, at de skal tage på Roskilde Festival og opleve Skagerak på Orange Scene. ”Det er ikke noget for os,” konkluderer han og lukker samtalen.

I den mere farverige ende af skalaen møder vi Thomas Bangs Dennis, der engang var en lovende musiker i København, men nu arbejder som bartender på den lokale bar i Kolding. Mikas Bøgh Olesen er tilflytteren Brian, som arbejder for DSB og egentlig synes, byen er ganske fin.

Katrine Juliane Krone er den førnævnte unge aktivist, der hænger ud i gaderne og skriver sine politiske statements på byens mure. Sidst, men ikke mindst, er der Christiane Bjørg Nielsens Birgit, som er en særdeles ihærdigt opsøgende journalist på TV Syd.

Fint tidsbillede med lokal forankring

1980’erne gennemsyrer hele iscenesættelsen, ikke kun musikvalget. Den mærkes som det allestedsnærværende mismod, der understreges af den betongrå farve på de flytbare vægge i Rikke Juellunds scenografi. En by bestående kun af farveløse mure, som dog også kunne danne baggrund for noget nyt – som et blankt lærred for fremtidens håb og drømme. Eller for Nannas spraydåser.

Men årtiet ses også i flere af kostumerne: Hannes turkise gamacher og lilla benvarmere, den overdimensionerede facon på Birgits lysebrune frakke, og på Antons lyse turkisblå skjorte, der er som taget ud af farveskalaen fra Miami Vice.

Kombinationen af den helt nære lokale forankring og linkerne, der trækkes til den fælles historie, er det, der får I’m alone – Kolding 1986 til at fungere. Ligesom i Da rocken kom til Randers på Randers Teater er det historiefortælling, som måske nok tager udgangspunkt i musikken, men som bliver til noget mere alment interessant.

Mere eller mindre vellykket musikalsk islæt

Én ting er fortællingerne, der lever virkelig fint i Charlotte Bøvings iscenesættelse. Noget andet er musikken, som byder på nye versioner af kendte sange fra 1980’erne som Dieters Lieders Dig og mig og TV-2’s Hele verden fra forstanden. Især i første akt er der ikke den store sammenhæng mellem fortællingen og sangnumrene.

Der er faktisk ingen af sangene i første akt, der sidder lige i skabet. Det er fint, men mere som et velspillende gymnasieband end noget, man forventer at opleve i en professionel iscenesættelse. I anden akt står det hele noget bedre til. Her falder musikken mere naturligt i sammenhæng med fortællingen, og der er mere bid og mere energi i hele iscenesættelsen.

Afslutningen – der måske tenderer til lige lovlig meget happy end, de seriøse emner taget i betragtning – byder på en mindeværdig version af Skagerak I’m alone, der både indrammer forestillingen og den tid, der portrætteres.