★★★★☆☆ Anastasia – eventyrlig musical mister pusten halvvejs

Hvis man går i pausen af Det Ny Teaters opsætning af Anastasia, kommer man lykkelig hjem. Anden akt kan slet ikke leve op til den stærke indledning, hvor sangerne stråler om kap og leverer nærvær i skuespillet.

Én attraktion ved Det Ny Teaters eventyrlige danmarkspremiere på Broadway-musicalen Anastasia er indlysende nok et sangerhold i særklasse. Sjældent er der på en dansk scene blevet sunget med så lidt overflødig luft på stemmen og med så stor risikovillighed i toppen, som Emilie Groth, Mathias Hartmann Niclasen og Mikkel Hoé Knudsen gør det her. Det er overlegent.

En anden attraktion er den ro, historien udfolder sig med i første akt. Scenerne er lange, skiftene organiske, og da vi første gang møder Groth som den forsvundne russiske prinsesse med hukommelsestab, fylder hun rummet ud med intet andet end forfrosne gisp i et lille minut. Her er den plads til indlevelse, som manglede ved sidste uges premiere på Saturday Night Fever.

Sangen og nærværet er opskriften på en første akt, der sprudler af musikalitet, dynamik og nuanceret persontegning. Problemet for Anastasia er bare, at historien er fortalt allerede før pausen. Anden akt er en ørkenvandring af musikalske repriser og forsøg på at aflede opmærksomheden fra, at alt krudt allerede er fyret af.

En spektakulær prinsesse

Indtil da kan man imidlertid glæde sig over, at Emilie Groth rammer en bemærkelsesværdig mimisk balance mellem granatchok og intuitiv styrke i sit portræt af prinsessen, der langsomt opdager, at hun er eneste overlevende efter mordet på tsarfamilien i 1917.

Når hun synger, er det med et ubesværet, let vibrato, men også med en skarp, ren kerne fuld af styrke. Ligesom Anastasia er hun klassisk dannet, men kan slå fra sig, og den kombination får tårer til at presse sig på i salen. Hun er spektakulær i rollen.

Lykkeligvis får hun flot modspil. Mathias Hartmann Niclasen – en opportunistisk svindler, der vil slå plat på den forsvundne prinsesse, men forelsker sig i hende – formidler underklassens latente vrede, da han i en stærk scene på en bevægelig bro når at give en lang sluttone både heltevibrato og brøl i samme bevægelse.

Og når Mikkel Hoé Knudsen er i rollen som hård general for bolsjevikkerne, fortæller hans smukke, smertefulde tenor, at hjertet vil noget andet end at gøre det af med den sidste efterkommer af tsarfamilien.

Fortællingen går i stå

Hvor Niclasen når at gennemløbe en fin udvikling fra gavtyv til en ung mand, der må gøre sig hård af skræk for ægte kærlighed, lykkes det dog ikke at løse problemet med Knudsens rolle. Også han er forelsket i Anastasia, men det virker for pludseligt, og det gør den brutale generals drømmende heltevokal pudsig.

Den historie burde foldes ud i anden akt, men forceres i én scene, mens den store fortælling går i stå. I stedet flyttes fokus til Kim Hammelsvang, en misantropisk diva af en svindler, der i Paris går helt out of character i et forelsket gensyn med en letlevende eksilgrevinde. Selvom Julie Steincke brillerer i den rolle, bliver det en distraktion.

Det samme gælder en opførelse af Svanesøen, hvor karaktererne er fikseret i teaterloger. Den dynamik og socialrealistiske detaljeringsgrad, der var i scenografien i første akt – med et futuristisk tog, truende facader og en bro, der pludselig blev til et rustskelet – er afløst af stilstand.

Instruktionen virker også mere karikeret nu. Hammelsvang og Steincke tager farve af kulørt tegneserie, og Marianne Mortensen overspiller Anastasias eksilerede bedstemor – måske for at vise adlens utålelighed, men det skurrer over for Groths nuancer.

Det er et ærgerligt punktum – også musikalsk, hvor sangskrivningen tager et alvorligt dyk i kvalitet – for noget, der startede så fortryllende.