Under temaet Nye chefer – nye visioner tager ISCENE pulsen på, hvad publikum kan glæde sig til at opleve hos landets nye teaterchefer. I januar tiltrådte Gitte Nielsen som leder for Egnsteatret i Vordingborg, det tidligere Cantabile 2. Hun fortæller her om sine planer for teatret.
Hvad er din vision for teatret?
“Vores hovedfokus som egnsteater er at udvikle nye produktioner, nye scenekunstneriske formater og fortsat skabe den internationale festival Waves hvert andet år. Egnsteatret i Vordingborg er en del af en fælles platform i huset Pavillon K.
I de kommende fire år samarbejder vi med de professionelle kompagnier og kunstnere, der bor i kommunen og er tilknyttet foreningen Pavillon K. Det er kompagnierne: Sew Flunk Fury Wit, Institute of Interconnected Realities, Teater du Milde Himmel, Kristjan Ingimarsson Company, Paolo Nani Teater, Jens Andersen, Enter Octopus, Sanseværk, Teatret Fyren og Flammen, Kompagni47 og Teatret Aspendos.
En af vores visioner er at styrke den kunstneriske frihed og genrediversitet
En af vores visioner er at styrke den kunstneriske frihed og genrediversitet. Vi har derfor en dialog med kunstnerne om hvilket emne eller projekt, de ønsker at arbejde med, og så ser vi på, hvordan det passer ind i Egnsteatrets opgaver.
Vores kunstneriske profil stikker derfor i flere retninger. Vi arbejder med mere end én profil, og præsenterer scenekunst til alle aldersgrupper, og til publikum med forskellige præferencer for hvilken scenekunst, der interesserer dem. Vi tænker lokalt og internationalt på samme tid, og samarbejder med det netværk der allerede er i Pavillon K og tilføjer nyt via residencies, Waves Festival, gæstespil og besøgende kunstnere”.
Hvad tager du med videre fra før – og hvorfor dette?
“Jeg har arbejdet i det frie felt i knap 20 år og kender til kunstnerne dér. Og jeg mener, at det mest nyskabende i dansk scenekunst kommer fra scenekunstnerne i Det Frie Felt. Vi ved, det har stor betydning for kunstnerne og kompagnierne, at man have længevarende samarbejder med det samme teater. Og det er også godt for publikumsudviklingen”.
Hvor sætter du ind med helt nye tiltag og hvad inkluderer disse tiltag?
“Vi har kastet os ud i et ambitiøst projekt. Egnsteatret skal omstille sig til et højere aktivitetsniveau og med langt flere samarbejdspartnere. Vi skal skabe Waves Festival ud fra et nyt ståsted, men stadig med stor respekt for det, som fungerer virkelig godt. Vi er også i gang med at opfinde måder hvormed netværk og vidensdeling bliver til gavn for flere. Bl.a. har vi stillet rekvisitter, scenografi, teknisk udstyr og biler til rådighed for kunstnerne i Pavillon K. Flere af kunstnerne gør det samme indbyrdes, så folk er stille og roligt begyndt at låne på kryds og tværs og støtte og hjælpe hinanden.
Folk er stille og roligt begyndt at låne på kryds og tværs og støtte og hjælpe hinanden
I Egnsteatrets aktionsgruppe – vi kalder personalegruppen for aktionsgruppen – arbejder vi med en høj grad af selvledelse, uddelegering og tillid, og så har vi fokus på, at vi skal fungere godt sammen som team. Arbejdsmiljø ligger os alle meget på sinde og er noget, vi tager alvorligt. Vi supplerer umiddelbart hinanden virkelig godt, og så lader vi egoerne have så lidt indflydelse som muligt.
Jeg læste for nyligt et citat, som jeg har taget til mig. Det lyder: “Vi er her ikke for sjov, men vi skal have det sjovt, mens vi er her.” Så her er plads til slapstick!”

Hvad kan publikum glæde sig til at opleve på teatret, som de ikke har oplevet før din tid som teaterchef?
“Vordingborg kommune er nu ved at blive det scenekunstmekka, der har været basis for i flere år, fordi her bor så mange kunstnere og er etableret så mange kompagnier i kommunen. Så publikum kan se og mærke, hvor fedt og varieret det kan være at opleve scenekunst.
Publikum kan se og mærke, hvor fedt og varieret det kan være at opleve scenekunst
Derudover bor vi jo i en mindre kommune, som betyder, at vi kan få et tættere forhold til vores publikum, hvis vi er gode til at forstå, hvem de er, og kommunikere med dem – og det arbejder vi med hver dag.
Næste år skaber vi Waves og har samtidig tre premierer på co-produktioner. Waves festival foregår hver andet år og skal udvikle sig. Visionen for 2025 er at have meget mere diversitet, repræsentation og bæredygtighed i programlægningen, og så have et særligt fokus på unges inddragelse, både som publikum og medskabere.”
Hvad er de største udfordringer ved overtagelsen af teatret?
“Vi bor i en mindre kommune, som støtter egnsteatret. Men kommunen er også ramt af nedskæringer. Vi er et af Danmark lavest driftsstøttede egnsteatre, så vi er afhængige af, at der er nogle andre samarbejdspartnere, der er interesserede i at støtte det samlede projekt.
Vores ønske er, at flere kunstnere flytter til Vordingborg Kommune og bliver en del af Pavillon K. Det er vigtigt, at de kan føle sig frie til at gøre det og ikke skal være nervøse for, om deres bevilling bliver beskåret, fordi de flytter ind i et hus, hvor der er mange kompagnier og et egnsteater. Eller at det bliver vurderet, at nu har kunstnerne i Vordingborg Kommune fået tilført nok midler. Så fonde og andre støttegivere skal stadig støtte Pavillon K’s scenekunstnere, som fortsat er selvproducerende kompagnier med egne projekter og formål.
Waves er en af Danmarks store, internationale festivaler, som efter min mening burde være på finansloven
Derudover er der flere spændende udfordringer, vi skal finde løsninger på hen over de kommende år. Waves festival skal have en langt mere bæredygtig økonomi. Det er en af Danmarks store, internationale festivaler, som efter min mening burde være på finansloven. Og så har vi brug for at blive gode til at tiltrække publikum fra både nabokommunerne og fra København.
Hvad skal der stå, hvis du skal fuldende følgende sætninger for dine visioner:
Jeg var den som… “var en del af et fællesskab, hvor vi banede vejen for en ny måde at være egnsteater på. Et sted, hvor både egnsteatret, men også kunstnerne og kompagnierne styrker hinanden og udvikler sig. Nationalt og internationalt fik vi Vordingborg på kortet, som et sted, man ser mod, i forhold til et scenekunstnerisk udviklende miljø med plads til professionelle kunstnere, som søger netværk, vidensdeling og plads til personlig udvikling”.
Om 10 år er teatret… “et organisk velfungerende, omskifteligt netværk af afdelinger. Vi er dem, der producerer forestillinger, producerer Waves Festival, arbejder med børne-/ungeindsatser, beskæftiger sig med residencies, og beskæftiger sig med kunstneriske udviklingsarbejder. Og så er vi dem, der har fokus på bæredygtighed og publikumsudvikling!”
Det største aftryk, teatret fik sat, var… “at kunsten og kunstnerne udviklede sig og følte sig frie i samarbejdet med os, og at de voksede med deres egne kompagnier. At borgerne i lokalområdet nu kender til deres egnsteater og er aktive publikummer, og at vi sender de lokale unge ud i verden med en bevidsthed om, hvad kunst og kreativitet er, og hvordan de selv kan bruge den. At der kunne komme så meget virkelig god scenekunst ud til så mange publikummer ved at man driver et egnsteater på denne diverse måde”.
Det bedste, vi gjorde for publikum, var… “at de følte sig tæt forbundne med deres egnsteater og de andre kompagnier, som var i Vordingborg kommune og var nysgerrige og åbne for diverse scenekunstgenrer”.