★★★★☆☆ Ensemble c’est tout – råcharmerende feel good kaos er rent bland-selv-slik

Anna Gavaldas feel good roman fra 2004 om fire misfits, der finder sammen i en stor pariserlejlighed, ligger lige til højrebenet for Teater Nordkraft. Her spares der aldrig på virkemidler, publikumshenvendelser, kostumeskift eller madvarer. Den livlige Ensemble c’est tout er bestemt ingen undtagelse og bliver på godt og ondt mest en forestilling om at være sammen.

”23.50! Hvad hedder det?” råber en hypet Jakob Hannibal med en flaske bobler i hånden. ”Ja tak, chef,” råber vi, imens der tælles ned til nytårets højdepunkt. Ved siden af mig puster en ældre herre febrilsk en ballon op, mens flere af slagsen allerede daskes lystigt rundt over vores hoveder beklædt med festhatte.

På scenen er en lille håndfuld tilskuere i gang med at anrette nytårsretter sammen med skuespillerne. Kaosenergien er skruet op på 110 %.

Skål for nutiden

I Ensemble c’est tout møder vi fire karakterer, som vikles ind i hinandens liv. Den flamboyante og kejtede aristokratarving Philibert bor sammen med kokken Franck, som har et stort temperament og helst vil have alting opbevaret i korrekte Condibøtter.

En dag får Philibert sympati for deres udmagrede nabo Camille og overtaler hende til at flytte ind. Det bliver starten på et langt had/kærligheds-forhold mellem hende og Franck, og senere flytter Francks halvforvirrede bedstemor Paulette også væk fra plejehjemmets ensomhed og ind i lejligheden.

Undervejs får vi glimt af hver deres tragiske fortid og indre kampe, men den dybe karakterpsykologi føles i store træk uvæsentlig. Maria Kjærgaard-Sunesen og Minna Johannessons iscenesættelse vil mest af alt skåle for nutiden og dyrke teaterrummets fællesskab. Og netop dét, gør den virkelig godt.

All in på alt

Jakob Hannibals uimodståeligt fjogede Philibert byder os velkommen med bobler og flirt, og med jævne mellemrum inviterer han og resten af det gennemført råcharmerende ensemble udvalgte tilskuere op på scenen, hvor der drikkes, spises og sprøjtes med teaterblod.

Jonathan Stahlschmidts Franck kokkerer imponerende mængder af mad i løbet af forestillingens 2,5 times varighed. Maden fungerer helt oplagt som omdrejningspunkt for fællesskabstematikken og bidrager til den strøm af generøsitet, der løber gennem forestillingen. Ensemble c’est tout er ikke gået ned på noget.

Utallige kostumeskift fører os igennem et overdådigt udvalg af flæsede halsklude, rustningsdele, morgenkåber, leopardprint og pyjamasser. Aske Hoegs lyddesign er en skøn blanding af klassisk musik, franske chansons, opera og elektroniske remixes. Og i ægte horder-stil har Simon Witzansky proppet scenen til med en ukurant blanding af fryseskabe og lyserøde plastikbuster med paryk.

Som at spise en hel pose bland selv slik

Det er fuldstændig umuligt ikke at føle sig omfavnet af forestillingens midlertidige fællesskab. Men den generøse godtepose af teaterslik i alle farver bliver også lidt for meget af det gode. Det er svært at finde den menneskelige kerne, fordi den følelsesmæssige forbindelse til karaktererne jævnligt drukner i Magic Mike-lignende striptease, fælles cancan-numre og spionparodier.

Især bedstemorens historie fremstår næsten komisk på grund af de pludselige skift i tone, selvom der er potentiale for rørende øjeblikke. I scenen, hvor Marion Reuters stædige Paulette skammer sig over sin aldrende krop, tager Mira Elisa Oblings endnu mere stædige Camille tøjet af og beder hende om at vaske hendes nøgne krop. Deres omsorgsfulde møde i sårbarheden kunne blive en rigtig øjenfugter, men kommer til at virke malplaceret midt i alt det overgearede og gakkede.

Bare sammen

Ensemble c’est tout er derfor på godt og ondt mest en forestilling om “at være sammen, bare det”. Om de tilfældige møder, der kan blive til betydningsfulde relationer, hvis man tør at lukke hinanden ind. Eller træde op på scenen. Eller holde sin sidemand i hånden.

Men det er også en forestilling, som ville blive længere i systemet, hvis bland-selv-slikket havde fået tilføjet lidt flere fibre i form af mere dybde til karakterernes overfladiske konturer. Når det så er sagt, er det længe siden, jeg har oplevet en forestilling, der har holdt så grundigt gang i sit publikums lattermuskler.