★★★★☆☆ Drip Tekhne – danset teknologisk evolution rusker op i kulturarven 

Dansk Danseteater har verdenspremiere på et nyt værk af den anmelderroste koreograf Adam Linder på Store Scene i Skuespilhuset. Danserne i Drip Tekhne portrætterer indlevende evolutionen og kroppens reaktioner på en moderne, evigt fornyende verden. Dansens dogmer transformeres med stor nysgerrighed til nye hybrider fra det jordnære til det højtsvævende i en urban og industriel ramme.

Australskfødte Adam Linder er kendt fra opsætninger på scener og museer verden over og præsenterer for første gang Dansk Danseteater for sit unikke, koreografiske udtryk. Sammen har de undersøgt, hvordan mennesker påvirkes fysisk i en verden af teknik, udfoldet evolutionært gennem fire dele. Fra flydende materier til tænkende og socialiserede fremtidsmennesker.

Drip er relateret til kroppens kødelige forbindelse til det jordnære, som typisk vises med kroppens vrid og drej på gulvet med store bagoverbøjninger med rygsøjlen i centrum. Tekhne kommer fra det græske ord for teknisk, som danserne udfolder mere oprejst gennem trinsprog. Stor teknisk spændvidde visualiserer teknologiens påvirkninger af individet i form af kunst, mode, seksualitet og clubbing.

Starten på liv

Først kommer lyden. En raslen af sten og høj rungen fra verdensrummet og to høje podier i forlængelse af hinanden. Organismer sidder ubevægelige bag podierne, mens to ligger sammenfiltret på bordet i et svagt rosa skær. Som en glidende bølge flyder organismerne op over podiet og bevæger sig langsomt og organisk blidt fra side til side, afbrudt af små, pludselige ryk og svaj bagover.

Hænder og fingre griber livsbegærligt op i luften for at undersøge omgivelserne og hinanden. Kroppene skaber smukke, synkrone mønstre mod alle verdenshjørner. I en ny bevidsthed om omverdenen ser de pludselig ud på os. En danser bygger kropsligt bro til det nye liv, da podierne gradvist trækkes fra hinanden i en brydningstid. Dyr kravler under på alle fire. Shahryar Nashats lysdesign suger os langt ind i universerne.

Erwan Sène har skabt intense lyduniverser, der fx introducerer syntetisk orgellyd som spirende tegn på civilisation, mens Deniz Celteks scenografi skifter til kølig, grøn baggrund. Alt fremstår stramt og afstemt som om hele forestillingen er iført et tætsiddende kostume af lys og lyd. Hver ny farve og lyd skaber et øjebliks turbulens, der forplanter sig som små chok i salen for hvert evolutionært skift i handlingen.

Hjulene går i gang 

Den der lyd, da man som barn satte et papstykke på sit cykelhjul for at få den til at lyde som en knallert. Sådan lyder musikken her ved starten af civilisationen. De mekaniske hjul er gået i gang, og er endnu ikke blevet lydløst effektive. To plader på toppen af stativet fjernes, og en danser balancerer på metallet, der får helt nye arkitektoniske funktioner, og så forsvinder kroppen i dybet. Det skorter ikke på chokeffekter.

En pludselig skarp lyd i musikken får publikum til at hoppe i sæderne. Nogen udbryder ”uh”. Stativet, der før lignede et bord, kommer på højkant til to store kvadrater. Det drejer vildt rundt, og danserne svinger sig akrobatisk i stængerne. Hører vi et hoved ramme metal? I næste øjeblik vælter et stativ og flere hopper atter nervøst i sæderne, men snart danser stativerne videre med danserne som en ustoppelig drift.

Mennesket er blevet en mekanisk hybrid, der minder om Leonardo Da Vincis Vitruvianske mand med arme og ben ud til siderne. Stativerne skaber rum for koncentrerede billeder, der er et kunstmuseum værdigt, badet i farvet spotlys til høj, skærende og pulserende lyd. En scene, der både er højintens og løst tilbagetrukket med dansere stående i udkanten af scenen. Måske clubbing-vibe?

Den sociale agenda

I den nye sociale orden er bevægelserne balletinspirerede eller rettere ballettransformerende. Der er trippende, samlede fødder på halv tå og spring med buede arme over hovederne. Formationer i kæder, tableauer og battles mellem to hold baglæns og forlæns, næsten svæver over gulvet. Det akrobatiske element og den lave dans på gulvet fastholdes som kontrast, men i form af socialt partnerarbejde. 

Det er tydeligvis krævende teknisk at arbejde med Adam Linder. Især den akrobatiske interaktion med stativerne, som ikke er en disciplin, kompagniet har stor rutine i. Styrken ligger i den velartikulerede historiefortælling med stort overskud i forskellige bevægelseskarakterers frasering, timing og dynamik. Kompagniet får med Adam Linder en partner in crime til at udfordre og omfortolke kulturarven i detaljen. 

Drip Tekhne er tidløs og futuristisk på samme tid. Den er über cool urban mode, men også et til tider skræmmende portræt af en glat og følelseskold, afhumaniseret verden. Det er et værk, der vil gøre sig ekstra godt i kunst-arkitektoniske rammer som fx Guggenheim Bilbao eller Helsinki. Endnu engang slår Dansk Danseteater sig fast som en international aktør, der favner samtidsdansen helt ud i hjørnerne.