★★★☆☆☆ Simili – vigtige pointer drukner i tværæstetisk univers 

AVA er et nyt kompagni for performance stiftet af dukkefører Astrid Kjær Jensen og producent Victor Nuno Lyse. Aveny-T lægger scene til premieren på Simili, der udforsker menneskets grænseflader til det kunstige. Alle sejl er sat, når det kommer til sceniske virkemidler i en hybrid mellem det analoge og digitale, mens vi som publikum roder forsvarsløse efter mål og mening.

Der er råben og skrigen i salen, som bugner af udskolingsklasser. De tæver løs på hinandens skuldre, helt indtil lyset går ned til start, hvor de brøler som til en rockkoncert. Syret musik vælter ud af højtalerne, og Jens Ole Árnasons fascinerende tekstildesign af bølgende stoffer blinker forførende i pink og blåt. De to performeres entré overdøves for en tid af det opildnende anslag.

De folder langsomt en dukkerobot i barnestørrelse ud, der hænger foran scenografien. Løfter dens hoved og strækker dens lemmer, så den på magisk vis bliver levende i dukkeførerens dygtige hænder. Den er sort og hvid, ligesom performernes kostumer, og vi peges i retning af et sci-fi-univers. Det handler tilsyneladende om teknologi, og hvad kontakten med det gør ved os.

Dansende glimmer

Dukken kan gå, sidde og sågar flyve, og den sætter sig legende over skrævs på danseren. Nogle elever råber ”ad!” Men Astrid Kjær Jensen er en fremragende dukkefører, der suger hele salen til sig med sin magi i et forunderligt, men alt for kort fokus. For i næste øjeblik brager Oliver Kincaids storslåede musik afsted igen som på katastrofekurs i en nedadgående sirene.

Scenerne scroller afsted, som skærmbillederne på en teenagers mobil: ”Vi er en håndfuld glimmer smidt op i luften, der hver dag danser for dine øjne,” siger dukkerobotten, og vi forstår, det handler om børn, der bliver syge og skal passes.

I omtalen af forestillingen fremgår det, at vi som mennesker er i stand til at knytte bånd til næsten alt, hvis det imiterer liv, men at der kan opstå en usund afhængighed. Forskningen viser, at den nye generation af teenagere ikke længerere oplever en grænse mellem at være på pixel-kanal eller analog kanal. Dukkens overdel smelter sammen med dukkeføreren til en hybrid, der spejler denne logik af medfødte, flydende overgange. Marcus Alexander Roydes danser tilsyneladende barnets frie udfoldelser, før verden gik helt af lave og alle børnene blev syge.

Liv uden ansigt

Dukken kan give kærlighed og næsten kærtegne de syge børn, den taler om. Der tales om at være instagrammer og lægge kattekillinger op. Afhængigheden beskrives som uro i fingrende, mens de to performere står med hænderne i en lyserød gelé, der klæber sig til huden: ”De er uden ansigt, men de må have rørt ved os.” Det er dystopisk i al sin lyserøde, glitrende indpakning.

De overfladiske liv parodieres, som at melde sig syg for at farve håret lidt anderledes rødt, end det allerede er. Danseren parodierer TikTok-dans, der udvikler sig til imponerende kraftspring og maveglidere til stor morskab for det unge publikum, der endnu ikke har forstået alvoren. Robotdukken reflekterer over, om den har været med til at slå børnene ihjel. 

Astrid Kjær Jensen og Victor Nuno Lyse mødtes på produktionen Fishtail på Bådteatret for to år siden. Her opstod det kække fortællergreb i en tværæstetisk, queer og nonlineær fortælling. Simili betyder en efterligning af et ægte smykke, ligesom robotten kun imiterer ægte liv. Hele scenen er udført som et fake, levende smykke, som er godt tænkt, men plottet selv er også uslebent.

Løbet over ende

Forestillingen udvikler sig til en dystopisk refleksion over, hvordan servicerobotter, kodet med empati, i fremtiden vil tage det arbejde, andre ikke vil. Der leveres også en kort pointe om at kunne sortere fostre? Sirener og stroboskoplys illuderer måske en AI-overtagelse af verden, hvor scenografien puster sig op og truer os, mens vi forsøger at finde hoved og hale i, hvad der foregår.

Først nu forstår vi, at dukken/robotten, der åbenbart hedder Mia, var den sidste omsorgsrobot et sted ude i fremtiden: ”Man kan slukke for mig, uden det gør ondt,” siger den, og her slutter forestillingen som at klappe låget i på en bærbar computer. Der bliver lidt at samle op for lærerne. Vi ved ikke, hvad de unge uddrager, for pointerne er pakket godt ind i flertydige, sanselige virkemidler.

AVA skriver på deres hjemmeside, at de kommunikerer i et tværæstetisk billedsprog udenom alle de ord, der let trænger sig på – for at slippe kategorier og tvangsprægede analyser. Spændende tanker. Vi kan forvente os meget af fremover. Måske dramaturgi vil give mere klarhed end algoritmer, men som eksperiment er det en interessant iscenesættelse af menneskets kontroltab.