★★★☆☆☆ Walden – et adstadigt pusterum fra verdens larm

Bådteatret bringer Henrik David Thoreaus Walden – Livet i skovene til live i en næsten meditativ, men også meget ordrig iscenesættelse, der tro mod forlægget aktualiserer romanens naturromantiske refleksioner i en klimaangst tid.

Henry David Thoreaus klassiker Walden – Livet i skovene fra 1854, der er baseret på hans eget toårige ophold i en skovhytte, er det ultimative litterære udtryk for drømmen om at forlade civilisationen og leve et mere autentisk liv i naturen. Bådteatrets adaption af romanen til scenen er uhyre loyal mod bogens tone og afsluttende resignation over for projektet i Simon Bobergs gennemførte, næsten meditative iscenesættelse.

Langsomheden i det enkle liv

Først er der intet. Kun skitsen til et hus, der indrammer forscenen. Så træder Jens Gotthelf og Signe Kærup Dahl ind og begynder deres dobbelte fortællerrolle, hvor afsnit og sætninger snor sig ind og ud af hinanden oven på Janus Jensens blide lyddesign. Det hensætter os auditivt i den romantiske drøm om skoven – der dog aldrig brydes af den rasende efterårsstorm, som netop dér i skoven viser andre af naturens kræfter.

Men det er ikke projektet i romanen og således heller ikke på scenen. Det er derimod fordybelsen, langsomheden i det enkle liv i skoven, hvor Henry “vil suge marven ud af livet, leve fuldt og helt”.

Han bygger sin hytte, passer sine planter og betragter dyrene omkring huset. Det lille hus, som han selv sidder med på skødet. Her er “en stol til ensomhed, to til venskab og tre til selskab”, men menneskeligt selskab er der ikke meget af. Kun den “homeriske” brændehugger kommer forbi og ses stoisk kløvende træ i en af bagvæggens låger.

Et kig ind i dioramaet

Scenografien er skabt af den estimerede, amerikanske dukkemager Dan Hurlin, der selv refererer til den som et diorama, altså en slags perspektivisk dyb opstilling af figurer. Sådan fungerer den også både i sin helhed og med de finurlige lemme og låger, der åbens og lukkes i bagvæg og gulv som led i de to fortælleres flow over scenen.

Her titter vi ind i den lille hyttes indre. Her vokser skriften frem på den ene romanside efter den anden, der kan vendes og blive til en stadigt voksende skov af træer, hvor fisk kan flyve og ræven kan jage den hare og den agerhøne, vi ville være fattige uden.

Efter vi har gennemløbet årstiderne og Henry har reflekteret over eksistensen i et krydsfelt mellem naturen og litteraturen, forlader han atter skoven. Der er kun et mærke i jorden tilbage af hans hytte.

Skoven er bare skoven

Walden – Livet i skovene taler således direkte ind i tidens søgen mod det enkle som en reaktion på klimakrise og forbrugertræthed. Henry kan nøjes med at arbejde hårdt i få måneder for at dække sine materielle behov og fordybe sig i skrift resten af året. Alligevel forlader han til sidst sit simple liv i pagt med den lille satiriske understrøm i teksten, der peger på menneskets altid megalomane tro på at være i centrum. Skoven er bare skoven, uagtet om Henry er der eller ej.

Der er altså en lille kant, som også visualiseres i dioramaets distance. En lille modhage i den mildhed, der lægger sig om os og trækker os med ned i tempo til et behageligt, men ikke behagesygt pusterum fra en tid, der i dag måske opleves endog mere grasserende vild end på Thoreaus tid.

Simon Boberg og Dan Hurlins univers er meget tro mod forlægget i sit adstadige tempo og i scenografiens detaljerigdom. Men det betyder også, at der er virkelig meget tekst, som er lagt i munden på Jens Gotthelf og Signe Kærup Dahl. De er begge blandt Danmarks fremmeste dukkeførere og det kan undre lidt, at de skal bakse med så mange ord i stedet for at udnytte deres særlige ekspertise. Især, når man har inviteret en kapacitet som Dan Hurlin ombord på båden.