★★★★☆☆ Melania blink twice if you need help – original vinkel på tidsånden

Melania blink twice if you need help, der gæstespiller på Aveny-T, er en frenetisk punket leg med klicheer, fordomme og falskhed, der tør stille de spørgsmål, vi så åbenlyst fortrænger i den afmagt, der rammer, når magtens sprog får frit løb.

Det vrimler med gæstespil af og med yngre scenekunstnere på Aveny-T, og lazygirls Melania blink twice if you need help hører til blandt de mere interessante af slagsen. I en selvbevidst dobbeltudforskning af fænomenet Melania Trump og projektets karakter af frelserkompleks får vi en original vinkel på vor tids polarisering. Forestillingen indgår i et minitema på teatret i anledning af præsidentvalget i USA.

Ludmilla Faber Striim byder os småsludrende velkommen og ind i scenografiens republikanerrøde vinylunivers. Men nej, vi er ikke til rally med Donald, men tilbage i tiden til Met Galla i 2004, hvor samme Donald friede til Melania. Det er jo hende, det handler om. Eller om det, hun er symbol på. Eller om det, Ludmilla projicerer ind i hende i sit forsøg på at forstå – og frelse – den tidligere og måske kommende førstedame.

Hvad er sandt, hvad er falsk?

Ludmilla er nemlig besat af Melania. Eller det påstår hun i hvert fald, om end – eller måske netop fordi – de ikke har andet til fælles end deres mørke hår. Som så nok er lidt til den farvede side, men sådan er det jo så meget i et univers, hvor løgn og falskhed er væsentlige komponenter.

Når Ludmilla vakler ned ad trapperne i sylespidse hæle og med bind for øjnene til Niko Ursins pulserende rytmer, er det et håndfast billede på den omsorgssvigtede lille Melania, der aldrig vandt så meget som én af de skønhedskonkurrencer, hendes forældre meldte hende til. Eller er det fordommen om et liv levet et andet sted? En opvækst i Aarhus er i sandhed ikke det samme som en i ex-Jugoslavien.

Genertheden har de tilfælles, postulerer Ludmilla. Den må overvindes med en striptease, der fører direkte til mødet med Trump, der selv som bøjlehængt udstråler magt. Et kys kan blive til et kvælende blowjob og ingen griner mere, mens Ludmilla skifter mellem at være intimiderende Donald og skamme den tilskuer ud, der i rollen som Melania overvejer at give ham sit nummer.

Jeg vil ikke redde verden

Melania er en værre lazygirl, der ikke gider pynte op til jul i Det Hvide Hus, og som stjæler Michelle Obamas ord til sin indsættelsestale. Men Ludmilla har nu også engang udgivet en andens ord som sine egne, og Melania kan sige ord. Ord, der taler direkte imod den mægtige Donald. Og ord, der kalder Ludmillas projekt:

“Find en anden til dit saviourkompleks. Jeg vil ikke ændre verden,” lyder det fra den iskolde førstedame, der nægter at tage den tilbudte offerrolle på sig. Dybet mellem de to positioner kan ikke overskrides, og således bliver Melania blink twice if you need help et såre dystopisk blik på menneskelig forståelse anno 2024.

Men den er også en frenetisk punket leg med klicheer og fordomme, der river os fra latter til forarget gys i samme replik, og som tør stille de åbenlyse spørgsmål, vi fortrænger i den afmagt, der rammer, når magtens sprog får frit løb.