★★★★☆☆ Femina Fabula Live – heftig energi i lidt uklar artsfortælling

Kristján Ingimarsson Company flytter Femina Fabula Live fra videoformat til scenen i en kraftfuld og original billedstorm, der forfører kropsligt, men er lidt uafklaret med, hvad fortællingen er – og hvis perspektiv, der fortælles fra.

Vi bliver tjekket ind og ifører os som påbudt hvid heldragt, handsker og skoovertræk. Vi ligner coronatestpersonale, men indgår samtidig som en del af scenografien i Femina Fabula Live. Som en anonymiseret masse af kroppe uden særlige kendetegn smelter vi ind i forestillingens univers af forsøgsstation, der forsker i en ny art, der udklækkes i pupper i det sydsjællandske.

Duften af porre

Vi følger med ind i det første rum, hvor en person klædt som os undersøger en stor træboks med en form for sonde, der registrerer liv i form af en pulsrytme på en skærm. Vi kan selv titte ind i boksen gennem et vindue, ligesom vi kan i det næste store rum, hvor der står flere bokse med kighuller og sprækker, hvor vi selv kan skabe vores eget perspektiv.

En lyd leder os mod rummets modsatte ende, hvor en puppe er tæt på at klække. Den hænger i et køkkenloft, og da kroppen bryder ud af puppen, vrider den sig i spasmer over køkkenvasken, mens den slår om sig med kokkekniv og røremaskine. De voldsomme lyde af stål mod væg forfører og pulsen holdes oppe, da kniven kløver et hvidkålshoved.

Køkkenmaskiner og duftende grøntsager binder rummet – eller rummene i rummet – sammen som sære signaturer eller snarere som symboler uden indhold ud over det metonymisk forbindende. Intellektuel mening skal ikke som sådan søges i værket, der helt i tråd med Kristján Ingimarsson Companys øvrige oeuvre placerer sig et andet sted, hvor mening skabes i det kropslige som sansning.

Rodeotyr i heftig rotation

Nu spyttes flere kroppe ud af boksens, hvis vægge vælter. Kvindekroppene er lidt vrangvillige, undtagen én, der hvinende af fryd styrter rundt mellem os. I en lille boks ligger en krop indhyllet i plast, til den rejser sig i frådende raseri mod den formummede forsker, der med skalpel forcerer plastichinden og fjerner en lille klode eller måske er det et lille æg.

Nu samles de og trækker en af boksene i jublende rundgang, til legen stoppes, og geværet rettes mod den formastelige på toppen af boksen. Noget er ude af kontrol på forsøgsstationen, hvor de klækkede kvindekroppe jages som dyr.

De generobrer rummet. Først køkkenet, hvor blenderen vækker sitrende fryd i fissen, der eskalerer til en dyrisk omgang med bananer. Stadig med det hvinende pigefnis i ørerne. Så ligger de på hylder. De kravler, maser, kollapser på hylder fulde af duftende grøntsager og vatprodukter. Først dovent, så vildere og vildere til varereolen bliver til en rodeotyr i heftig rotation i en af forestillingens mest kraftfulde udtryk.

Det er lidt girlie-girl

Så lukkes rummet atter, og vi kan hver se sit fra hver sin vinkel, mens dansen eskalerer, til de blodindsmurte inderlår kortvarigt tager pulsen ned, før Fugl Phønix til sidst stiger mod himlen i en orgastisk robe, mens små sølvpapirsklædte figurer danser under hende.

Femina Fabula Live er en ustyrlig billedstorm, der leger flot med perspektiver, med den anonymiserede usikkerhed på omgivelserne – hvem er hvem her? – og med kroppens eksorbitante grænseløshed. Men der er noget, der halter med kvindebilledet. Hvad skal al den fnisen til for? Er det en position, man kan identificere sig med som kvinde?

Det er Rebel Girl i passager, men også meget girlie-girl i en forestilling, der energi- og universmæssigt kan meget, men som ikke helt forløser de fem forrygende artister, Ida Frost, Lalla la Cour, Linh Le, Nina Tind Jensen og Noora Hannulas potentiale, og måske også er lidt uafklaret med, hvad fortællingen er – og hvis perspektiv, der fortælles fra.