★★★★☆☆ Det magiske Tivoliteater – fin og farvestrålende familieforestilling

På Aalborg Teater varmes der op til jul med familieforestillingen Det magiske Tivoliteater, der i Geir Sveaass’ instruktion er blevet en sød og farvestrålende fortælling om fællesskab, familie og fremtidsdrømme.

Det er højsæson for de store familie- og juleforestillinger. Således også på Aalborg Teater, hvor endnu en dramatisering af en tv-julekalender har fundet vej ind på Store Scene. Måske ikke den mest julede af slagsen, men til gengæld en farvestrålende, musikalsk iscenesættelse med fokus på sammenhold, venskab og familie.

Det magiske Tivoliteater bygger på NRKs julekalender Kristiania Magiske Tivolitheater fra 2021, der blev sendt på DR i 2023. Derfor vil der sikkert være mange børn blandt publikum, der allerede kender historien om den fattige dreng Luka, der drømmer om at se sin far træde ud af sorgens skygge og blive glad igen – og så vil han i øvrigt hellere arbejde på teatret end på krudtfabrikken som sin far.

Hilde Brinchmann står bag dramatiseringen, som er skabt til hendes egen iscenesættelse, der spiller på Hålogaland Teater i Norge netop nu, og Niels Fonseca står bag den danske oversættelse, som instruktør Geir Sveaass selv har bearbejdet til scenen i Aalborg.

Kontraster og pangfarver

Luka er en fattig dreng, der bor alene med sin far efter moderens død. Han er halt efter en poliovirusinfektion, og han kommer omkring ved hjælp af den krykke, hans far har snittet til ham. Gadens børn – og især Havnebanden – er hårde ved ham. Men han har en enkelt ven i den lille pige Stikken, der som han selv var poliobarn og nu står uden for fællesskabet.

Magnus Bruno er skøn som Luka. Han er velsyngende og velspillende, så vi let tror på, at han er et barn, uden at han på noget tidspunkt behøver at overspille. Hans udstråling og nærvær fylder scenerummet med en naturlig charme, så det synes svært for nogle af de andre medvirkende at følge trit.

Brunos Luka får dog fint modspil af Ida Mia Appels forkælede rigmandsdatter Ofelia, der i sine svulstige pink skørter, lyserøde sløjfer og perfekt krøllede lokker ikke er for fin til at erklære, at “ingen kan lide fattiglemmer!”. Da vi ser hendes mor, Kathrine Høj Andersens usympatiske Ellen Buttenschøn, er det ikke svært at se, hvor Ofelia har sine holdninger fra. Faktisk er hendes Ellen imponerende kynisk og alt andet end den rene næstekærlighed, hun prædiker udadtil.

Modsatrettede drømme

Familien Buttenschøns stofdraperede candyfloss-hjem står da også i skarp kontrast til den lem i scenegulvet, der illuderer døren til Lukas hjem. Marianne Nilssons scenografi og kostumer skaber i det hele taget en stor del af oplevelsen på Aalborg Teater – ikke mindst i samspil med Egil Barclay Hansen lysdesign, der fører os fra det triste fattigkvarter til de funklende lys på det magiske Tivoliteater.

Og det er da også netop Tivoliteatret, der er sagens omdrejningspunkt i fortællingen om Luka. For på teatret finder han glæde og sammenhold, som han ikke har oplevet siden sin mors død. Her er plads til alle typer, og her får de forældreløse børn en ny familie.

Så da Mogens Rex’ Hr. Buttenschøn beklagende erklærer over for sin hustru og datter, at der næppe bliver råd til en ægte hest til Ofelias julegave, er fruen klar på at ofre alle omkring sig for at kunne bevare sin egen levestandard og status, som også inkluderer de mange artister og forældreløse børn, der lever af og på det gamle Tivoliteater midt i byen, der har til huse i en bygning, som Ellen har arvet fra sin far. Fra hver side er parterne klar til at kæmpe til det sidste for deres respektive drømme.

Store og små præstationer

Det er altid en særlig opgave, når der medvirker børn i en teaterforestilling. På Aalborg Teater har de fundet en virkelig fin flok af små og større spirende skuespillere. Især Bjørk Møller Søhof, der til premieren spiller rollen som den lille Stikken i kørestolen, er ikke til at stå for, når hun med sin blide barnestemme synger “redder du en lille fugl, redder du dem alle”.

Det sagt, så kan man heller ikke forvente af børn, at de kan levere replikker på samme niveau som uddannede skuespillere. Men de gør det virkelig fint og der er et par stykker imellem, som helt sikkert kunne finde sig en fremtid på de skrå brædder.

Alt i alt er Geir Sveaass’ iscenesættelse af Det magiske Tivoliteater både festlig, flot at se på og med nogle vigtige moraler om sammenhold og familiebånd – de biologiske og de selvvalgte. De mange sceneskift sikrer, at energien holdes oppe fra start til slut.