★★★★☆☆ Prøvedage – fortællingens kraft på et nedbrændt loft

Filip Vest har indtaget Rundetaarn med sin kombinerede udstilling og performance Prøvedage. I forestillingen prøver tre praktikanter gennem fortællingens kraft at nærme sig narrativer, de kan se sig selv i, mens de rydder op på et nedbrændt teater.

“Hvad hvis branden ikke er slutningen, men begyndelsen?”

Replikken indrammer forløbet i Prøvedage, hvor tre praktikanter rydder op efter en brand på det teater, de arbejder på. De fordriver tiden med at fortælle historier, da de kommer til at smække sig inde på det støvede, sodsværtede scenografiloft, og performancen sender dermed hilsner til både det absurde drama og en mere episk fortælletradition som fx Dekameron.

Nye narrativer

Livets mening og mangel på mening er omdrejningspunktet for det limbo, de befinder sig i. Konkret, fangede som de er i loftsrummet, men, som det hurtigt viser sig, også fangede i meningsløse opgaver som kaffebrygning og dokumentformatering i deres udsigtsløse praktikantjob.

Det er derfor på alle måder på tide at finde på “nye narrativer”, som Ludvig Brostrups praktikant 18s psykolog opfordrer til. Omkring lejrbålet, der består af en orange paryk og en lille vindmaskine, lægger praktikant 18 selv ud med fortællinger om ikke at blive set af sin familie og derfor gå op i røg. Om oplevelsen af, “at folk vil gerne eje retten til at fortælle din historie”. Ludvig Brostrups karakter er forsigtig med en fin uudgrundelighed, der af og til hensætter dem i et tænksomt fravær.

Kunstens (afmægtige) rolle

Marie-Lydie Nokouda er praktikant 2. Hendes forsigtighed handler om at holde andre på afstand. “Jeg er træt af at skrive mine egne replikker, hvis alle alligevel kun hører de ord, de gerne vil høre”. Hun tegner tydelige linjer og er den, der er mest hånlig over for institutionen, de arbejder på, og som definerer sig selv som “et teater for politik?”.

Kunsten rolle – og måske afmagt – løber som en tråd gennem Prøvedage. På metaplanet ved selv at være kunst. Konkret som kunst, der bearbejder identitet, men også som institutionen kunst, der “kun er så politisk, som de får støtte til at være”, og som systematisk udnytter praktikanternes arbejdskraft symboliseret i de tilbagevendende kassekoreografier.

Rebecca Langley Jensens praktikant 18 er pleaseren, der går til verden med ja-hatten på, men derfor også bliver den, der må rive det hele ned. Scenografiloftets kassestabler og forkullede artefakter er en drøm om tilstanden før fødslen, et mareridt, man kan strande i, men også et muligheden for noget andet.

Måske er de asken

Prøvedage foregår i Bibliotekssalen i Rundetaarn og fungerer også som en udstilling. De grå kasser står stramt i stabler, men overalt titter forvredne figurer frem, mens lyset skifter mellem kulde og et blødt skær, der lægger sig omfavnende om karaktererne og af og til udvides med et orange dyb mod bagscenen, som de er forbundet til med de orange elementer i deres ellers douche dragter i hvidlige og grønlige nuancer.

Joakim Wei Bernilds lydspor rummer en distant buldrende uro, der af og til overtages af blide toner, der som det bløde lys åbner til en anden varme, et øjeblik, hvor lykken er at dele en pose tørre, salte nudler.

Teksten balancerer forbløffende elegant mellem det realistiske og det abstrakte, hvor meget siges direkte, mens underteksten er et grumset sug af eksistensens vildveje og lysninger. Filip Vest har skabt universet og iscenesat sin egen, Sidsel Ana Welden og Jihaan Yussufs tekst med totalt gehør for de små variationer, der lader de mange, store spørgsmål med en åbenhed, der undviger det banale, som lurer faretruende nært emnet taget i betragtning.

Måske bliver de der for evigt. Det kan man tro, når musikken overdøver deres engagerede samtale. Måske er de asken, der “bliver tilbage”. Måske er branden virkelig begyndelsen og prøvedagene vil forandre sig til andre dage.

Læs mere om forestillingen hos Toaster her.