★★★★☆☆ Jeppe på Bjerget – sikker sællert

Frederik Cilius leverer en pragtpræstation som hovedrollen i Det Kongelige Teaters Jeppe på bjerget. Forestillingen pleaser mere end den udfordrer, og ofrer sit indlysende potentiale for at være en skarp magt-satire til fordel for god underholdning. Det må man godt, men kalder tiden ikke på mere?

Knap havde Frederik Cilius gjort ansats til at åbne munden, før kvinden bag mig brød ud i bragende latter. Sådan fortsatte det, og hun var ikke den eneste. Det Kongelige Teater har ramt plet med castingen af Frederik Cilius i den ikoniske rolle som Jeppe på Bjerget. Han træder i mange forgængeres store sko, men løfter opgaven med generøs glans og skaber sin helt egen sønderjyske, brovtende og flæbende Jeppe.

Der står Cilius på det hele

Hvis man var i tvivl om Cilius’ evner til at skabe et nuanceret billede af den danske nationalkarakter, som lille, og med rette eller urette forurettede mand, gav et enkelt kig på tv-serien Orkestret en vis forventning om, at det nok skulle blive godt. Og det er det. Fra første entré som Holberg på piedestalen med sin hvide mands-monolog til hvert et rul i møddingen, hver en magtberuset gestus og hver arrogant metakommentar.

Hans kendisfaktor bruges dygtigt til at lege med stykkets indbyggede magtstrukturer, der således kan sættes i spil og vendes på hovedet i en uendelighed. Det er virkelig sjovt, men har ikke megen brod. En lille snert før pausen, hvor Jeppe er på magtens tinde og bruger sin position til at agere endog mere brutal end det baron-hof, der har ham til bedste. Frederik Cilius kan give den brutale magt krop, men det bruges ikke, og efter pausen dør magtspillet i det lidt langtrukne skue-retsdrama.

Netop den scene viser iscenesættelsens svage punkt. De normalt svine-dygtige spillere Simon Mathew, Casper Kjær Jensen og Stephanie Nguyen hænger tilsyneladende frit til tørre uden instruktion, da vi ser dem gribe til udtryk, de med held har brugt i andre forestillinger.

Kontrapunktisk smukt musikalsk spor

Alt er centreret om Frederik Cilius, der spiller Jeppe. Og det er i princippet også alt nok, fordi han er så god, som han er. Men det er mig en gåde, hvorfor man ikke udnytter de gode skuespillere til at løfte det ret beset temmelig kedelige og meget moralske drama mere. De tæller, ud over de nævnte, også Zaki Nobel, Patricia Schumann, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Ursula Esmeralda Brage. Flere af dem har gode momenter, men det virker mere tilfældigt end planlagt. Det at majoriteten har ikke-etnisk dansk klingende navne er en god pointe – men kun én gang.

Til gengæld fungerer det musikalske spor ved den længselsfulde sanger Morten Grove Frandsen og musiker Ramez Mhaanna kontrapunktisk smukt. Det snor sig omkring fortælling og karakter og udsiger al den smerte og naivitet, der er indfoldet i komedien. Sminket som hvide klovne smelter de – som de fremmede fugle de er – ind i baronens hof i Christian Albrechtsens underskønne pastiche-kostumer.

Hvem er manden bag ploven?

Visuelt er Jeppe på bjerget en betagende balance mellem rummets begsorte intethed og hof-kostumernes bolsje-eksplosion. Mellem gyldentglimtende scenarier omkring baronhoffet og retssalen og jordfarvernes grålige tyngde i Jeppes Waterloo, kroen. Visuelt åbner fortællingen sig mod større vidder, der giver et sug i maven over magtens perspektiver. Langt mere end meta-referencerne til aktuelle tyranner – nudge, nudge.

Jeppe på bjerget er, i kraft af Frederik Cilius’ pragtpræstation, særdeles underholdende, så alle med billet skal nok få valuta for pengene – sikkert også i kommende sæsoner. Men hvad den vil, ud over at garnere en dygtig kunstner og et suverænt, visuelt univers, henstår i det uvisse. Måske skal vi blot more os? Alle komponenter til en svidende magt-satire er ved hånden her, men bliver ikke bundet sammen.

Hvem er manden bag ploven, som vil tage kampen op?