Udsultet scenekunst får et markant løft i finansloven, men er det nok til en reform?

Nyheden om finanslovsforliget, som giver knap 200 millioner kroner til en scenekunstreform over de næste fire år, skabte umiddelbart glæde og optimisme i stort set alle afkroge af dansk scenekunst. Men indtil forhandlingerne går i gang, udtrykkes glæden mest i store forhåbninger og ønsker fra dialogmøder. Det helt store slagsmål vil senere vise sig, når der skal prioriteres og afgøres, hvad der går til ægte reformarbejde – og hvad der bliver lappeløsninger. ISCENE har forhørt sig hos teaterfolk rundt om i landet.

Sjældent har man hørt så mange begejstrede teaterfolk, og glæden skyldes, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) forleden kunne præsentere en stor nyhed. I regeringens kommende finanslov er der afsat 60 millioner kroner årligt til en reform af scenekunstområdet – en mulighed, der ikke er set i scenekunstbranchen i over 40 år.

Direktør i Dansk Scenekunst Peter Mark Lundberg kunne næsten ikke få armene ned: “Vi har længe arbejdet under vilkår, der ikke afspejler den virkelighed, vi står i. Med reformen får vi endelig mulighed for at gøre noget ved det, og kan arbejde for at sikre bæredygtige produktions- og arbejdsvilkår”.

Ægte reformarbejde

Der er også roser fra Dansk Artist Forbunds forperson Sara Indrio, der udtrykker tilfredshed over, at politikerne er lydhøre, men samtidig peger på et skisma:

”Men penge er ikke nok,” siger hun og efterlyser en økosystemisk tænkning, som også ser ind i fremtiden og giver intelligente løsninger på udfordringen i at gøre scenekunsten mere relevant for flere borgere.

“Jeg mener, at der er brug for et ægte reform-arbejde. Hvordan får vi lavet synenergieffekter. Kan vi fx have incitamentsordninger for genopsætninger af nyproducerede forestillinger. Kan vi åbne de store scener for de frie grupper, finde infrastruktur for mere og bedre samarbejde mellem genrerne og de forskellige faggrupper på tværs af scener og områder?”

Sara Indrio forklarer, at der er meget bureaukrati og administration i forbindelse med ansøgninger. Hun understreger det vigtige i at tænke mødet mellem professionel kunst og børn langt mere nuanceret og kvalificeret, hvor blandt andet cirkus kan noget helt særligt.

”Vi skal være et alternativ til den der skærm, og det er ikke nok, at man som barn kun ser teater én gang om året,” slår hun fast.

Sammen i bussen

Der skal nemlig ikke herske tvivl om, at det handler om en tørstig branche, der i mange år har ledt efter vand. En branche, hvor det oftest var alles-kamp-mod-alle for at få del i de sparsommelige bevilliger. Peter Mark Lundberg siger:

“Vi skal væk fra at lave teater med regneark som manuskript. Tilskudsordningerne er blevet så komplekse, at de stjæler fokus fra det væsentlige – nemlig at skabe god scenekunst. Reformen skal ikke knopskyde nye ordninger, men forenkle og målrette dem, så vi får mere kunst, mere frihed og mindre bureaukrati for pengene.”

Anne Dalby, leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst, udpeger vigtigheden af de mange teaterfolk, der har været til dialogmøder i Kulturministeriet.

”Reformen er også et resultat af en branche, der er rykket tættere sammen i bussen. Scenekunstbranchen har været meget kompleks, men nu har vi lagt forskellighederne til side og fået styrket vores metiers helhed. Vi håber, at institutionsteatrene får bedre muligheder for at dele deres scenegulv med det frie felt. Det er nemlig ofte i samarbejdet med de frie grupper, at de nyskabende og modige formater opstår – ikke nødvendigvis i enormt store produktioner, men med stor kunstnerisk gennemslagskraft,” forklarer hun.

Lader kroppen tale     

Ifølge kulturministeren er det vigtigt at arbejde mod, at flere end de nuværende 42 % af den danske befolkning går i teatret. Der skal satses på flere genrer, og i oplægget fra Dansk Scenekunst nævnes blandt andet dansen som et indsatsområde.

Teaterchef Lotte Kofod Ludvigsen fra det lille storbyteater Bora Bora, som fokuserer på dans og visuelt teater, mener, at der skal tænkes nyt for at få dansen med: ”Dansen er ikke til stede i alle regioner i Danmark, og vi vil gerne have, at alle danskere kan møde dansen, dér hvor de bor.”

Hun peger på, at der i indsatsområderne fra Dansk Scenekunst er et ønske om flere midler til de små storbyteatre:

”Jeg ser dansen som vigtig i den her tid, for den lader kroppe tale med andre kroppe. Oplevelsen af dans kan være svær at sætte ord på, men kunstarten har noget særligt at byde på. Den kan skabe modvægt til det digitale på en anden måde end sporten, fordi dansens fokus er på sanselighed og nærvær.”

Ud i landet

Scenekunstreformen skal også rette op på geografiske skævheder. Som landets nordligste landsdelsscene modtager Aalborg Teater hvert år et tocifret millionbeløb mindre i statstilskud end landsdelsscenerne i Aarhus og Odense.

“Det er på høje tid at rette op på en gammel regel. Hvor man bor, skal ikke afgøre, om man kan opleve scenekunst af højeste kvalitet. Vi har både publikumspotentialet og viljen, men uden lige vilkår kan vi ikke løfte Nordjylland på samme måde som de øvrige landsdele,” siger direktør for Aalborg Teater, Claus Nørgaard Poulsen.

”Vi forventer, at politikerne tager ansvar for, at scenekunsten kan blomstre i hele Danmark – og at børn og unge i Nordjylland får samme mulighed for at møde den som i resten af landet.”

Styrke diversiteten

Randers Teater startede som egnsteater, men er nu et regions-teater – ”et forvokset egnsteater”, som direktør Peter Westphael kalder det. Han peger på nogle af de udfordringer, der ligger i reformen:

”Hvor kan vi frigøre bureaukratiske ressourcer og dermed få bedre tid og råd til at skabe ambitiøs scenekunst af høj kvalitet til vores nuværende og fremtidige publikum? Vi skal sikre, at scenekunsten når ud til hele landet – fra storby til landsby, og at den afspejler den mangfoldighed, vi som samfund rummer.”

Han understreger, at man ikke må glemme vækstlaget, de unge kunstnere, de nye stemmer, og de ikke-afprøvede formater:

”Fremtidens scenekunst spirer i det uformelle, det eksperimenterende og det lokale. Hvis vi vil have et bæredygtigt system, skal vi sikre, at der er plads og støtte til dem, der kommer efter os. Det er ikke bare en investering i kunst – det er en investering i fremtiden,” siger han og nævner, hvor vigtigt det er, at kommunerne inddrages aktivt i reformarbejdet.”