★★★★☆☆ Dumb Show – satirisk doomscrolling gennem grådighedens væsen

That Theatre Company præsenterer Dumb Show, hvor de atter giver os fornøjelsen af den særlige britiske tone og sans for komedie. Denne gang med et up tempo-satirisk angreb på tabloidpresse og menneskelig grådighed.

Stemningen er høj på hotelværelset, hvor Jane og John møder Barry. De vil have ham til at investere i den bank, de repræsenterer, og prøver også at hyre ham til en eksklusiv optræden for bankens VIP-kunder. Helt starstruck vrider de sig om den aldrende stjernekomiker. Men latteren er for skinger, krumspringene for affable. Noget skurrer i dette møde på hotellet.

Er det private privat?

John og Jane er da også lige så falske som deres navne er anonymiserende. De har aldrig arbejdet i en bank og deres dagsorden med Barry er en helt anden end først antaget. De har fanget ham i en slags honey trap, hvor forførelsen nok mere handler om økonomisk gevinst end seksuel, men målet er det samme. Janes håndtaske gemmer på en hemmelighed, ligesom Barrys samvittighed heller ikke er ganske ren. Han falder snart. Først i alkoholfælden, siden over grænsen med Jane.

Og hun “har det hele på bånd”. En ny dans starter, hvor Jane og John nu lyder deres egne navne, Liz og Greg, og har skiftet smigeren ud med aggressiv, fordømmende pressen på for det bekendelses-interview, det hele tiden har handlet om.

Her har de dog gjort regning uden vært, selvom Barry har gjort sig sårbar ved at sige for meget i gemytligt lag. Han er presset, men skubber tilbage og nægter at gå medieret bodsgang. Han insisterer på, at det private er privat. “Du vil skuffe alle,” fremturer Greg. “Jamen, så lad da være at skrive om det,” replicerer Barry, og så er de klar til endnu en runde, før et plottwist sender historie og sympati i en ny retning.

I sandhed et dumt show

Dramatiker Joe Penhall er blandt meget andet kendt for den psykologiske krimi Mindhunter på Netflix. Dumb Show er en helt anden genre, men afklæder, som tv-serien, samtiden med satirisk brod. Dramaet er over 20 år gammelt og refererer til en særlig, datidig britisk tabloidvirkelighed, men kan snildt overføres på nutidens fake news og doom-scrolling, der bæres af samme fascination. Det er i sandhed et “dumt show”, vi dagligt suges ind i. Nu ikke i glittede magasiner, men på skærmen.

Det problematiske kvindesyn, som ligger implicit i Janes rolle i forførelsen, arbejder iscenesættelsen udmærket udenom ved at gøre karakteren, Liz, til den mest ambitiøse af de to sladderjournalister. Hun skyr ingen midler for at nå sit mål og kommer, modsat Greg, ud af historien uden skrammer. Hun ryster blot parykken og fortsætter ufortrødent.

Og hvorfor ikke. Verden vil forføres og grådigheden mættes. Manuskriptets primære pointe cirkler om grådigheden, der kan materialisere sig som ambition efter berømmelse, men også blot være pekuniær. Liz og Greg er svære at holde af i alle deres inkarnationer, mens Barry er det nuancerede menneske, der på skift påkalder sig sympati og fordømmelse.

Grådigheden bag facaden

Han er ikke værre, end folk er flest, og det er en fornøjelse at se Ian Burns trække alle nuancer ud af dette menneske, der starter med at hævde, at han ikke er til salg. Men det er han, hvis prisen er rigtig. Netop som vi føler mest med ham, fyrer han en patroniserende eller menneskefjendsk bemærkning af, der viser os den usminkede grådighed bag facaden.

Det er fornemt spil, der sekunderes godt af den dynamiske journalistduo i Barry McKennas stilsikre instruktion. Daniel Bambas slår næsten krølle på sig selv i Gregs påtagede næsegruse beundring for Barry, der siden slår om i moraliserende foragt. Sira Stampe doserer fint samme udvikling med et mere subtilt, kropsligt gear, men med fuldt manipulerende retorisk kraft.

That Theatre Company har leveret engelsksproget scenekunst på højt niveau i København siden 1997. Dumb Show er endnu en fin forestilling, der giver os fornøjelsen af den særlige britiske tone og sans for komedie.