★★★★★☆ Desertør – flænsende æstetisk værk

Blaagaard Teater sætter med næsten fem års corona-forsinkelse Sargun Oshanas adaption af Halfdan Piskets graphic novel Desertør på scenen. Og tak for det! Historien om et liv kuldkastet af konflikt er lige så brændende relevant, som forestillingen er en overvældende visuel og kompromisløs fortolkning.

Musikken brager ned over os. Så knækker den, og stopper, og lyset går op over fængselscellen. Tre mennesker med hvidkalkede ansigter sidder op af væggen. En lille sammenkrøbet, skrøbelig skikkelse ligger foran dem. Nænsomt samler de skikkelsen op og giver dens fortælling liv, mens krigens lyde ryster rummet både konkret og mentalt.

Dyster grundtone

Desertør er første bind i Halfdan Piskets trilogi om farens liv og opvækst i Tyrkiet på grænsen til Armenien, hvor han var omgivet af de “ansigtsløse”, de tyrkiske soldater, der bevogter grænsen. Pisket bliver som voksen selv en af de ansigtsløse og havner i isolationscelle, efter at have deserteret for at komme hjem til sin syge far.

Piskets sort-hvide graphic novel har en dyster grundtone, men rummer også barndommens harmoni, hvor forskellige religioner kunne leve respektfuldt side om side, og hvor unge venner med livsmod kunne drømme sammen med fuglene på tagets top. Vennens tilfældige død, forårsaget af en af de ansigtsløse, slår ham ud af kurs og fanger ham i den livets labyrint, han associerer med den mytologiske figur Minotaurus. Den var også produkt af en usikker verden.

Det er som teatret – uvirkeligt

Sargun Oshana har med lige dele loyalitet og originalitet overført Piskets fortælling til scenen som en hjerteskærende uafviselig fortælling, vi skal høre. Det er et genialt greb at give dukken rollen som protagonist, da det fanger den fremmedgørende distance, som udgøres af voice-overstemmen i originalværket.

De tre spillere, Haesam Jakir, Ellaha Lack og Kasper Krassimir, smelter ind i dukken under kyndig vejledning af den sublime dukkefører Astrid Kjær Jensen. De er dukken og kan samtidig betragte den udefra og i sjældne tilfælde agere med den. Fx når far kræver, at han skal overtage forretningen. Når mor pisker sig med brændenælder over fortidens synder. Eller når den talentfulde bror dør meningsløst under en demonstration.

“Det er som teatret – uvirkeligt”, siger han undervejs gennem pinslerne, inden han til sidst kollapser med et sidste håb om, at solen vil skinne gennem vinduet. Udmattet af at løbe fra det, der kunne kaldes en skæbne, men mere er et tilfældigt sted i tiden.

Det er vores ansvar at lytte

Det visuelle univers er tro mod Piskets værk, men bringer dets tegninger til live i en hård, billedsugende collage af skarpe silhuetter, blidt dalende fnug og fugletræk over himlen. Brat bringes vi tilbage i cellens dunkle mørke, hvor de hvide ansigter lyser op. Som dødningehovedets memento mori, men også med den insisterende, næsten messende tale, der fortvivlet strækker sig mod os. Hans livsbane findes i verden, og det er vores ansvar at lytte til den.

Desertør var planlagt til premiere i marts 2020. Den har været værd at vente på og er måske endnu mere relevant i dag, hvor krigen er rykket tættere på og ikke blot finder sted andre steder i verden. Det er en vigtig historie, der samtidig er blevet til et flænsende æstetisk værk, hvor alle elementer spiller sammen i et rørende og kompromisløst udtryk.