★★★★☆☆ Folkeviser – taler melodiøst og vildt til os gennem tiden

Dramaturg Solveig Gade og instruktør Elisa Kragerup har med let, men sikker hånd samplet et mash-up af en håndfuld folkeviser. Gådefuldt og skælmsk udfolder de et univers langt fra samtiden – og dog alligevel tæt på. Der er meget for øjet og øret på Edison i en fortolkning, der både er stram og samtidig velgørende vildtvoksende, som viserne selv.

Der pusles og gantes bag det transparente fortæppe. Nynnende, klukkende og småsyngende vimser de rundt derinde. Så kommer et ansigt frem, snart et til og snart alle fem på rad. I hvide kniplinger og snørestøvler står de der som dekonstruerede væsner fra en svunden tid. Og det er netop, hvad de er. Disse reinkarnationer af karakterer fra folkevisernes verden. En fod i det virkelige, en anden i den over- og underjordiske verden af elverkvinder, nøkker og havmænd.

Det er jo ikke dét, jeg siger

Dramaturg Solveig Gade og instruktør Elisa Kragerup har med let, men sikker hånd samplet et mash-up af en håndfuld folkeviser, der gådefuldt og skælmsk udfolder et univers langt fra samtiden – og dog alligevel så tæt på.

For vi genkender da Nicolas Bros kvababbelser, da fristelser lokker ham bort fra fæstemøen og ind i løgnens spind. “Det er ikke dét, jeg siger,” men jo, det er det jo. Koket drages han, mens de andre ryster på hovedet bag ham og ser lige lukt igennem hans selvbedrag.

Og vi genkender også søskendejalousien, når Marie Dalsgaard og Kitt Maiken Mortensens kamp om den samme bejler eskalerer. Nok dræber vi sjældent vores søskende, men den evige konkurrence og raseriet, kan vi mærke. Selvom den tid og det samfund, folkeviserne udsprang af, i dag må betragtes som eksotisk, rammer viserne stadig rent i grundfølelserne. Og måske også i en mere holistisk opfattelse af altings sammenhæng.

Rædselsskrig og saftige bud om elskov

I Folkeviser flyder menneske og natur sammen, og den ene står ikke over den anden. Køn flyder frit. Mennesket er ikke i kontrol. Det gælder Germand Gladensvend, hvis mor blev narret til at give ham bort til til en trold, før hun anede, at hun var gravid. Marie Dalsgaards krop i den underskønne, blå dronningekåbe martres af moderlig skyld, mens alt søges fortiet. Men skæbnen – eller er det naturen? – kalder, og Anton Hjejle folder sine vinger ud fra de mest spooky, pulserende skulderblade, set på en dansk scene. Hans rædselsskrig hænger ildevarslende i ørerne, mens silhuetten smelter ind i bagvæggens kuldslåede stregtegninger af grene.

Universet forvandles med gyldent lys over den kubistisk-abstrakte cirkelformede sol/måne, der drejer bag dem. Verden er farlig, men lokker også med sit svulmende saftige bud om elskov, der løber gennem viserne blandet med det blod, der ofte flyder.

Her bruser dog havet stærkest, da Agnete boblende forelsket stiger ned til sin Havmand. Forført måske, forblindet måske, men også elsket af dette havvæsen, der følger hende op på land, da hun forlader ham. Marie Dalsgaard er mageløs morsom midt i tragedien, da hendes Havmand går til grunde i en flaksen af fimrende finner i det afvisende, tørre landskab.

Folkevisens knaphed og fylde

Humoren snor sig ud og ind af de drabelige begivenheder, den bankende hjerteve og naturens egensindige hårdhed i Elisa Kragerups instruktion. Det balancerer fint mellem de kønslegende, pudseløjerlige, teatralske udbrud, de repeterende koreografier og den lurende, vilkårlige fare, der både kan komme indefra og fra verden omkring.

Musiker Line Felding er konstant på scenen med sine klare og længselsfulde kompositioner, der som Ida Grarups stringente, æstetisk smukke scenografi rummer hele spektret af folkevisens forunderlige knaphed og fylde. Her er meget for øjet og øret i en fortolkning, der både er stram og samtidig velgørende vildtvoksende, som viserne selv.