Fredericia Musicalteater inviterer publikum til en omskrevet version af folkeeventyret om De tre bukkebruse. En familiemusical med tre charmerende geder, en tykvommet trold, god musik og et sprogligt overskud.
”Der er altid grønner’ græs om’ på den anden side af dit hegn”.
Sætningen kører på repeat i mit hoved – også længe efter forestillingen på Fredericia Musicalteater er slut. For den synges så muntert af de tre bukkebruse. Og det er jo hele pointen i det gamle folkeeventyr, at de tre gedebukke lokkes til at krydse broen for at nå over til de (tilsyneladende) meget grønnere enge på den anden side af kløften.

Trip-trappende stepsko
George Stiles’ musik swinger da også muntert afsted fra første takt. Søren Torpegaard Lund er i sit es som den virkeligt charmerende og velsyngende store bukkebruse, Mads. Med en rank holdning og et selvsikkert glimt i øjet fører han an i gedetrioen, der alle er iført klikkende stepsko, som giver hele deres fremtoning et ekstra pift. De trip-trapper rytmisk omkring på scenen, hvilket er et enkelt men temmelig genialt træk.
Synger de tre med en swingende streetattitude i introsangen Mads, Sunny og Baby, som får os til at tro på, at geder virkelig er meget sejere end får
Dina Fie Lorentzen er den skarpe mellemste bukkebruse, Sunny, mens Kathrine Lemmeke Madsen tilføjer den mindste bukkebruse, Baby, masser af sødme. ”Med horn, klove og fipskæg er man så smuk, man kan blive,” synger de tre med en swingende streetattitude i introsangen Mads, Sunny og Baby, som får os til at tro på, at geder virkelig er meget sejere end får.

Trolde elsker geder!
Anthony Drewes har i sin genfortælling af folkeeventyret justeret en smule hist og her, og han har blandt andet tilføjet Lille Hyrde-Heidi, som ejer de tre bukkebruse. Det er umiddelbart en lidt overflødig og en anelse skinger karakter, selvom Mille Lamberts Heidi er sød på sådan en frisk, rødkindet måde. Heidi har gerne næsen i en bog, hvilket naturligvis sidenhen viser sig nyttigt i de tre bukkebruses opgør med trolden.
Iført store, lodne ører og en vom af så enorme dimensioner, at trøje og bukser ikke kan mødes på midten, er Cecilie Thiim en ret så uhyggelig trold
Og netop trolden er da også en oplevelse for sig. Iført store, lodne ører og en vom af så enorme dimensioner, at trøje og bukser ikke kan mødes på midten, er Cecilie Thiim en ret så uhyggelig trold. ”I er alle sammen meget heldige, at jeg ikke kan lide børn,” råber hun til publikum, efter hun har sunget om, at hun elsker geder. Altså elsker at spise geder!

Lidt for mørk for de mindste
Som udgangspunkt er Mads M. Nielsens iscenesættelse af Stiles og Drewes musical en anelse mørk og lang til målgruppen på 3 år og op, som forestillingen ifølge teatret er henvendt til. Nogle 3-årige vil nok kunne klare at koncentrere sig i 50 minutter, men der var også lidt gråd hist og her i salen under premieren. Sidstnævnte skyldes nok primært Jonas Vestergaards lidt dystre scenografi, eller måske bare Cecilie Thiims skræmmende trold. Det mørke opvejes dog langt hen af vejen af den høje energi, de medvirkende lægger for dagen.
Jeg er et rovdyr efter klovdyr
Mads Æbelø Nielsens oversættelse er fuld af sprogligt overskud, som vil tiltale de voksne blandt publikum. Selv i den mindste bisætning findes små perler, som når trolden synger: ”Jeg er et rovdyr efter klovdyr”.
De tre bukkebruse er en underholdende og let overstadig musical til hele familien. Den er ikke helt så skarpt skåret som De tre små grise, der spillede på samme scene tilbage i 2021, men mindre kan også gøre det. Fra 5 år ville nok være en mere sikker aldersangivelse, men overordnet set, kan man roligt trip-trappe en tur på teatret og give børn og voksne en god, musikalsk oplevelse.
Musik: George Stiles. Tekst: Anthony Drewe. Oversættelse: Mads Æbelø Nielsen. Intruktør: Mads M. Nielsen. Scenograf: Jonas Vestergaard. Kostumedesigner og gedemager: Lotte Martine Blichfeldt. Koreograf: Liv Stevns. Kapelmester: David Tølbøll Mortensen. Lyd: Peter Løvenhardt. Lys: Martin Jensen.
Medvirkende: Søren Torpegaard Lund, Dina Fie Lorentzen, Kathrine Lemmeke Madsen, Mille Lambert og Cecilie Thiim. Musikere: David Tølbøll Mortensen, Dennis Pedersen, Jens Kokholm og Kim Mikkelsen.
De tre bukkebruse spiller på Fredericia Musicalteater 8. februar – 2. marts 2025. og 21.-22. februar i Musikhuset Aarhus.




