★★★★★☆ Salome – makaber skandaleopera giver de mest frydefulde myrekryb

I Richard Strauss’ højspændte splatteropera Salome er sopranrollen ikke bare overmenneskeligt udfordrende. Den er også en ikonisk feministisk teaterfigur. På Malmö Opera brillerer kometen Laura Wilde i Eirik Stubøs postapokalyptiske opsætning.

Salome er ikke typen, der håndterer en afvisning pænt. I operaen med navn efter den bibelske prinsesse, nægter moralens vogter Jochanaan, aka Johannes Døberen, at kysse hende. Det skal blive undergangen for dem begge. For Salome tager, hvad hun have, og i Malmö Opera ligger hun til slut i en forkullet, postapokalyptisk scenografi og råsnaver hans afhuggede hoved, som hun har fået serveret på et sølvfad. Lyder det ulækkert? Det er det også. En berusende dødsklam oplevelse.

Den store skandale

Det er den amerikanske soprankomet Laura Wilde, der løfter den uhyre svære opgave, det er, at træde ind i rollen som Richard Strauss’ Salome. For det første er vokalpartiet noget af det mest krævende, operakunsten har budt på. For det andet har Salome-figuren været en ikonisk feministfigur i scenekunsthistorien, siden Oscar Wilde i 1893 skrev det stykke, som Strauss’ opera baserer sig på.

Man skal altså både kunne synge nærmest overmenneskeligt og spille den enormt komplekse karakter. Og det kan Laura Wilde. Ganske overbevisende endda.

Da Strauss havde færdiggjort operaen i starten af 1900-tallet, var det svært at finde operahuse, der ville opføre værket og sopraner, der ville tage rollen som Salome. Dette skyldtes ikke mindst De Syv Slørs Dans i midten af operaen, hvor Salome klæder sig af for sin stedfar Herodes, der i opsætningen på Malmö Opera synges af baritonen Lars Cleveman. Premieren i 1905 blev en forudsigelig skandale på grund af den erotiske stripscene, ja, men måske endnu mere fordi værket udstillede to af datidens kvindeundertrykkende samfundsmekanismer: patriarkatet og religionen.

Et syndigt dødskys

I én højspændt akt på en 1 time og 45 minutter er magthierarkierne i ubalance. Den underskønne Salome snor mændene om sin lillefinger, og Laura Wilde synger med en forførende beslutsomhed, når hun overtaler den håbløst forelskede fangevogter Narraboth, sunget af Connie Thimander, til at lukke hende ind til Johannes Døberen, der er taget til fange.

Hun er fascineret af den mystiske profet, der introduceres af et fromt hornmotiv i orkestret og synges med en urokkelig stolthed af bas-baritonen Kostas Smoriginas. Han lader sig ikke friste af Salomes tilnærmelser, selvom man tydeligt kan se, at han har lyst. Som selvforsvar mod synden kaster han hende på jorden, sviner hendes mor til og kalder hende nærmest en horeunge.

Af med hovedet

Når man tænker på, at Oscar Wilde i flere år sad i fængsel på grund af sin homoseksualitet, kan man måske forstå, hvorfor han fandt inspiration i den bibelske fortælling om den drabeligt uregerlige Salome. Også i instruktør Eirik Stubøs opsætning er den indespærrede seksualitet omdrejningspunktet.

Der er tradition for, at De Syv Slørs Dans udføres af en substitut, men her bliver Laura Wilde i rollen. Scenen begynder at dreje og Malmö Operaorkester spiller tirrende den temperamentsfulde sats med de æggende, orientalske fraser. Trillerne i orkestret indikerer, at det er en farlig leg, men Salome er i fuld kontrol. Hun danser mere for sig selv end for Herodes, og pludselig er det hans liderlighed, der er fængslet.

Prisen for dansen? Et styks profethoved på et sølvfad, tak. Inden hun endelig får sin belønning – der i øvrigt ser uhyggeligt ægte ud! – løfter hun sølvfadet som en pokal. Det er nydelsens sejrrige martyrium, hun udfører. Et ophobet, blodtørstigt begær, der kulminerer i manisk eufori med et blændende lys rettet mod publikum og operahistoriens mest radbrækkende akkord.

Laura Wilde afslutter det vanvittige vokalmaraton med en imponerende volumen over det store orkester. Så længe der findes magthierarkier baseret på køn og seksualitet, vil Salome være aktuel opera. Og Stubø har med sin simple og dystopiske opsætning forstået netop denne tidsløshed.