★★★★☆☆ Peter af Farum – Danmarkshistorien levendegjort i stærkt ensemblespil

Det er en stor fornøjelse, at også en stor scene som Folketeatret giver plads til nyskreven dramatik. Andreas Garfields komedie Peter af Farum har mørk kant i sin fortælling om Venstrepolitikeren Peter Brixtofte, der drømte stort, men gik vild undervejs. Denne bid af Danmarkshistorien forløses i en forestilling, der lykkes godt med at vægte ensemblespillet omkring eneren.

“Janni, det går for langsomt.”

Sådan råber Jens Jørn Spottags Peter Brixtofte til sin allestedsnærværende sekretær, da korthuset begynder at ramle i Farum. Replikken fanger bykongens storhed og fald. Rastløsheden og drivet, der fik ting til at ske med forbløffende, ikke-kommunal hast, men også de hurtige løsningers bagside, når tæppet forsvinder under en, og man må kæmpe for livet for at redde, hvad muligvis reddes kan.

Det skal være sjovt at bo i Farum

Peter Brixtofte var – i modsætning til Holbergs Jeppe, der for tiden huserer på Kgs. Nytorv – ikke danskernes foretrukne heltetype: den lille forurettede mand. Han var stor i slaget, men havde blik for den lille mand i form af borgeren. “Det skal være sjovt at bo i Farum,” er mantraet for det liberale kommuneprojekt, Peter for alvor sætter i gang, da de landspolitiske drømme ikke indfries. Han taber både formandspost og næstformandspost til “træmanden” Anders Fogh og “den lille” Lars Løkke Rasmussen, men i Farum er han Gud.

I hvert fald i sin egen Venstre-gruppe, der tilbeder ham. Alle vil være på vinderholdet. Også Tina Gylling Mortensens opportunistiske, konservative Kirsten. Kun Ulla Vejbys insisterende – og lettere øretæveindbydende – socialdemokrat, Silja, forsøger at opponere mod uigennemskuelige regnskaber og dagsordener. Pc’er til skolebørnene, solrejser til pensionisterne, en skulpturpark og ikke mindst Farum Arena. “Afsted med det”, siger Peter uden tøven, når hans folk får en idé eller foreslår en grumset finansieringsplan.

Rider med på tigeren

Det vilde er, at det er en sand historie. Andreas Garfields manuskript lægger ikke noget faktuelt til det konkrete handlingsforløb. Jeg kender ikke historien detaljeret nok til at sige, om karaktererne, ud over Peter selv, også er fremstillet 1:1. Det er heller ikke vigtigt, for de fungerer som selvstændige personligheder med hver deres dagsorden til at ride med på tigeren.

Henrik Lykkegaards dårligt siddende sweater matcher hans desillusionerede økonomimand, Bjørn, der til sidst siger fra. Hans mimik er også en komisk gave som potentiel sponsor fanget mellem Peter og hans højre hånd, Kasper, som Carsten Svendsen spiller nuanceret med stadigt stigende panik i stemmen. Det går ham ilde. Flot præstation. Alexander Bryld Obaze er skøn som ung ambitiøs Venstreløve og tilpas neddæmpet som journalisten, der sætter skub i skandalen.

Petrine Agger vimser kompetent omkring Peter som den føromtalte Janni, der, ligesom de øvrige, ikke er bange for at sige ham imod, selvom farligheden kan glimte og ramme dem alle. Camilla Lau og Sophie-Marie Jeppesen er de kvindelige parti-klakører, begge med fornem timing og stærke karaktertegninger. Ulla Vejby og Tina Gylling Mortensen klarer med stil deres kedsommelige roller som opposition og allieret. Tom Jensen dukker op tre gange som en form for ond ånd i skikkelse af en særdeles magtvillig Lars Løkke Rasmussen. Det er ikke et helteportræt.

En komedie, der vender vrangen ud

Så er det nemmere at holde af Jens Jørn Spottags Peter trods hans uforudsigelighed og tiltagende alkoholisme. Han vil også magten, men ikke opportunismen. Et sted derinde er der et ønske om at gøre noget nyt, noget godt. Spottag okser rundt, men har fint fat i nuancerne i dette komplicerede menneske. Han lyser og inspirerer, han lusker og dominerer, og til slut går han i opløsning. Egentlig ikke dramatisk – blot søger hans rådvilde øjne os i mørket. Hvad var det, der skete? Hvor løb han vild?

Det visuelle univers hjælper derouten på vej fra åbningens fine paneler i Rådhuset og den imposante flaskeopstilling i “Restauranten” til slutningens tiltagende mørke og skræmmende spejlkabinet. Det fanger, ligesom Esa Alannes koreografier, vanviddets excesser under den tilsyneladende socialrealistiske historie. Festen slår over i alkoholtågens flimrende dans, magttrin truer, og panikken før lukketid får trin at gå på.

Andreas Garfield har valgt at gå særdeles kronologisk til værks i et manus, der er fyldt med gode replikker af typen: “Det sker ikke, bare fordi du siger det”. Løkkefiguren strukturerer skæbnefortællingen for en mand, der ikke kan blive kalif i stedet for kaliffen og derfor skaber sit eget kalifat. Men dramaturgisk kunne man nok have skåret lidt skarpere til.

Peter af Farum er en komedie, der undervejs vender vrangen ud. Det er i sig selv en svær præstation, der især lykkes i kraft af Jens Jørn Spottags spil og det fremragende hold, han har omkring sig. Rune David Grues iscenesættelse favoriserer komedieelementet i et forrygende og særdeles underholdende tempo, der dog har det lidt svært ved at finde balancen til Løkke-scenerne. Det sagt er det en fornøjelse at se en bid af Danmarkshistorien levendegjort i en alt overvejende vellykket forestilling, der vægter ensemblespillet omkring eneren.