★★★★☆☆ Trubadur – fra køligt tilbagelænet til brandvarmt og medrivende musikteater 

Kolding Egnsteater hylder Tønder Festival med den musikalske forestilling Trubadur – kærligheden til Tønder, som gennem musik fortæller historien om trubaduren, der netop fortæller historier gennem musik.

Februar forvandles til august på Kolding Egnsteater, hvor Ole Sørensen har iscenesat en hyldest til Tønder Festival, der afholdes i det Sønderjyske hvert år i den sidste uge i august. 

Teatret betegner selv forestillingen som en teaterkoncert, men Ole Sørensens iscenesættelse er i virkeligheden mere en finurlig, musikalsk teaterforestilling. I modsætning til en traditionel teaterkoncert rummer den en gennemgående fortælling og blivende karakterer.

Bevidst langsommelighed

Det hele begynder meget roligt. Som var vi fluer på væggen, kan publikum betragte livet backstage på Tønder Festival. Gennem fortæppet bagerst i Siggi Óli Pálmasons backstage-scenografi kan vi ane silhuetter af kunstnerne på scenen. 

Resten af scenerummet er et hjemligt miskmask af ting. Et festivaltoilet bagerst i venstre side, et tøjstativ og et makeup-bord i højre side. Længere fremme til venstre står et klaver. På et tæppe midt på gulvet står en sofa og et sofabord dækket af flasker, pizzabakker og diverse småting. Rundt omkring i lokalet ligger forskellige instrumenter spredt.

Her udspilles en meget rolig scene. De seks på scenen er musikere, der hænger ud og småsludrer inden en koncert. Den ene klimprer lidt på en guitar. En anden synger med. De snakker om sangvalg, om for og imod. Spiller små brudstykker af forskellige sange. Nogle mere velklingende end andre. Og indimellem mærker vi deres forskellige personligheder. 

To væsensforskellige halvdele

Vi aner en spirende romance mellem Nana Schwartzlose og Jesper Lohmann. Vi hører om Uta Motz’ savn efter den voksne datter. Og vi får spændingerne mellem Jens Andersen og Jesper Lohmann at mærke gennem spydige kommentarer, som ”jeg vidste ikke, at du kunne spille på papkasse.”

Det hele går så trægt, at jeg begynder at længes efter at høre blot en enkelt sang helt til ende. De seks på scenen formår – gennem Ole Sørensens kyndige instruktion – at give indtryk af en dvaskhed, en tilstand af venten, som næsten kan mærkes helt fysisk på publikumsrækkerne.

Dette instruktørvalg får mig til at spekulere både over de medvirkendes musikalske evner og over, hvordan dette kan opfattes som en hyldest til noget som helst. Men da pausen slutter og anden halvdel begynder, giver det hele fuldstændig mening. For nu bevæger forestillingen sig fra halvfrossen til brandvarm.

Fuld fart på koncertdelen

I anden del ser vi scenen forfra. Røde bagtæpper og blå, draperede strimler giver en oplevelse af et festivaltelt. De seks medvirkende på scenen optræder nu præcis, som var de et band til en koncert. ”Et sammenrend af trubadurer fra nær og fjern,” som Jens Andersen præsenterer dem.

Herfra går det forrygende. Musikken brager ned fra scenen med medrivende folkemusik fra hele verden. Fra Schwartzlose og Lohmann i duet med Johnny Cash’ Jackson til alle de medvirkendes alternative fortolkning af den gamle danske vise En pige gik i enge. Fra Uta Motz’ rørende, fine version af Sag mir wo die Blumen sind til Jens Andersens fuld-gas-version af Folkeklubbens Fedterøv. 

Hele vejen igennem leverer musikalsk arrangør og kapelmester Joakim Okkels sammen med musiker Mikas Bøgh Olesen – der tilsyneladende kan mestre ethvert instrument, inklusive skeer – en spillevende og medrivende lydside fra scenen. Anden del af Ole Sørensens iscenesættelse er så overbevisende en koncert, at vi faktisk glemmer, det er teater. Og hvis jeg ikke tidligere havde lyst til at besøge Tønder Festival, så har jeg det nu!