Bornholms Teater har i februar ageret rullende selskabslokale, hvor Phie inviterer publikum til fødselsdag for onkel Max og samtidig får fortalt den vestlige verdens udvikling de seneste 80 år. Formatet er velegnet til blid publikumsinddragelse, og plottets to niveauer fletter sig fint sammen med vægten lagt på de menneskelige relationer.
Phie inviterer indenfor til rund fødselsdag for hendes onkel, Max. Hun hilser på et par stykker af os og får os så bænket ved langbordene til det, der ligner en klassisk familiefest. Ganske vist mangler æresgæsten, men der er vin i glasset, lys på bordet og en værtinde, der gør alt for, at vi skal blive feststemte.
Værtsskab med en agenda
At der lurer en anden agenda under hendes ivrige, men også lidt distræte værtskab, fornemmer man nok, men vi ved ikke helt, hvad det kan være. Så vi læner os tilbage og går med på at holde generalprøve på aftenens indslag med Max personificeret af en stol i midten af rummet – lige der hvor de kulørte lamper mødes.
Trygge i festens rutine er vi da friske på at synge lejlighedssang
Trygge i festens rutine er vi friske på at synge en lejlighedssang – med en lidt besk undertone. En kvinde træder villigt ind i rollen som Max’ første kæreste og læser op af et kærlighedsbrev, han engang har sendt hende. Små brudstykker føjer sig sammen til et billede af en karakter, der har fejet gennem andres liv og sat sig selv først.
Jordkloden hænger trist
MAX er jo nemlig ikke bare Phies onkel. Ja, faktisk er han hendes far, viser det sig undervejs, men han er også den vestlige verdens udvikling. Phie er både en konkret, overset datter og en mere abstrakt repræsentation af kloden selv. En klode, som menneskets teknologisk-økonomiske udvikling også kan siges at have negligeret og med uoverskuelige klimakonsekvenser til følge.
De to niveauer i plottet fungerer fint ved siden af hinanden, fordi vægten ligger på de menneskelige relationer
Den lidt slatne ballon med jordkloden hænger trist, alene i et hjørne, og også Phie emmer af tristesse trods sin smilende inddragelse af os alle i sit projekt, der handler om at forstå Max – og især at få ham til at se hende. De to niveauer i plottet fungerer fint side om side, fordi fokus er på de menneskelige relationer og det, vi – MAX – gør mod hinanden uden tanke for de langsigtede konsekvenser.
Blid publikumsinddragelse
Det er en både enkel og kompleks historie, der her bages ind i et koncept, der på overfladen er let. Vi har rum for at sludre lidt med sidemanden og gnaske saltstænger mellem Phies indslag, men historiens vægt og dens indflydelse på den aktuelle klimakrise sniger sig alligevel med ind. Fortællingen anviser ikke handlemuligheder, men konstaterer nøgternt, at udviklingen ikke venter på nogen.
Det er en både enkel og kompleks historie, der her bages ind i et koncept, der på overfladen er let
Siff Vintersol mestrer i Jens Svane Boutrups diskrete iscenesættelse sikkert balancen mellem at være en omsorgsfuld vært i rummet sammen med os og at lade smerten træde frem i de afgørende tekstbidder, hvor hendes og MAX’ hemmeligheder og handlinger afsløres. Formatet er velegnet til en relativ blid publikumsinddragelse, der alligevel er uforudsigelig nok til at holde os på tæerne og bakke op om Phies projekt.
Tekst: Vivian Nielsen, Instruktion: Jens Svane Boutrup. Scenografi og kostume: Tien Mette Jespersen. Lyd, lys og teknik: Michael Brøndum. Assistent: Fie Støttrup.
Medvirkende: Siff Vintersol.
MAX spillede på Bornholms Teater og Teater V i februar 2025.
