★★★☆☆☆ Kong Lear – Jubilaren stråler i klodset klassiker

En storspillende Waage Sandø har fået en drømmerolle som Kong Lear i Shakespeares tragedie, som i disse uger turnerer landet rundt under Folketeatrets faner, før den lander i Nørregade. Desværre er der som helhed ikke tale om noget mindeværdigt resultat, men Sandø tager den plads, han skal bruge og udfylder den på fornemmeste vis.

Jeg tog toget til Herning for at se Folketeatrets turnéudgave af Shakespeares mastodontiske tragedie om Kong Lear. Kongens liv nærmer sig sin afslutning, og han vil derfor overlade magten i sit rige til de tre døtre Goneril, Regan og Cordelia. Det udvikler sig til et af litteraturhistoriens største familiedramaer.

Længe leve jubilaren

Waage Sandø, der i denne sæson fejrer et imponerende 60-års jubilæum på Folketeatret, kan med rollen som Lear sætte endnu et stort trofæ på kaminhylden. Hvor energien dog strålede ud af manden, og som jeg sad dér på en tung og tåget onsdag i februar i Herning, følte jeg mig momentvis ufatteligt taknemmelig!

At få lov til at opleve et menneske, der generøst deler ud af de forfinede frugter af årtiers hårdt arbejde, det er stort. Shakespeares detaljerigdom i portrættet af den gamle konge, der oplever sit eget forfald som en lucid drøm, hvor galskab og glasklar erkendelse veksler vilkårligt, leveres mesterligt af Sandø. Han ligner en mand, der stortrives hele forestillingen igennem.

Diktionen og gestikken er af højeste karat, og Sandøs minutiøse fortolkning af den uendelige Lear gør hvert et skridt, han tager mod graven, til en sorgfuld fryd at følge.

Mere bedaget end klassisk

Desværre er der ikke meget andet, der for alvor fungerer i forestillingen. Instruktionen, som varetages af garvede Vibeke Wrede, virker mere bedaget end egentlig klassisk. Og de statiske, enkeltstående scener følger hinanden i et forløb, der er så staccato, at det næsten knaser fra tid til anden.

Dertil kommer, at jeg savner et grundigere arbejde med replikkerne, som alt for ofte ender som den rene information og ikke udfolder tekstens poesi eller de facetterede portrætter. Der mangler ganske enkelt bundklang i karaktererne, og derfor bliver den store tragedie om kærlighed, grådighed og livets ende aldrig rigtig vedkommende.

Peter de Neergaards scenografi, en klassisk turnéscenografi med få flytbare elementer og tilføjede videoprojektioner, gør ikke meget væsen af sig. Vilkårene for den slags mobile scenografier er, forståeligt nok, som de er, men jeg savner at se scenografien mere idérigt integreret i forestillingen.

Manglende sammenhæng

Interaktionen mellem spillere og scenografi virker mere omstændelig end gennemtænkt, og det bidrager ikke med nogen dybere betydning til det samlede udtryk. Et eksempel kunne være den skulptur, der udgør et af scenografiens få elementer og bliver flyttet ind og ud og på tværs af scenen i en uendelighed. Stort ståhej for noget, som egentligt bare står lidt i vejen.

Også lydsiden halter en smule. Alexander Wrede Elung-Jensens kompositioner er isoleret set passende, men det samlede lydbillede tenderer mod det parodiske og ender ofte med at forstyrre mere, end det bidrager. Et lille eksempel er, at vi på scenen ser Lear, Edgar og andre tale om det afgørende slag, som snart skal finde sted, mens vi på lydsiden hører lyden af et slag, der allerede er i fuld gang.

Alt i alt fremstår Folketeatrets Kong Lear ikke som nogen synderligt vellykket forestilling. Den er uopfindsom og rodet, og den er ikke i nærheden af at forløse det potentiale, der ligger i teksten. Det er ikke en mindeværdig forestilling, men den rummer én meget mindeværdig præstation, og det var egentlig al besværet værd. Så stort tillykke med jubilæet, Waage Sandø!