★★★★☆☆ De døde lykkeligt til deres dages ende – requiem for glæden og sorgen

Danseteateret NordenFra havde sidste år premiere på De døde lykkeligt til deres dages ende. Forestillingen blev skabt på baggrund af tabet af kollegaen og vennen, Gitte Kielberg, der omkom i en ulykke. Invitationen ind i et tabubelagt tema er en hyldest til livet og en dans med døden i et stort omsorgsfuldt kram, der nu spiller for udsolgte huse på Teater V.

De døde lykkeligt til deres dages ende handler om et af livets grundvilkår – at vi skal dø, og hvordan man kan leve videre med de store tab. For hvad nu, hvis man ikke har lyst til at være den sidste tilbage i sin vennekreds? Forestillingen udfolder tre venners plan om at dø sammen og viser samtidig de individuelle livsportrætter, som vi kan spejle os i, garneret i filosoferende humor.

Danseteatret NordenFra er en festlig og farverig gøglertrup i ordets fineste betydning. De er omrejsende artister, der binder historiske tider, geografiske områder og menneskers liv og historier sammen på tværs af alle tænkelige grænser. Musikken udspringer af dansk folkemusik med inspiration fra både øst og vest med lige så folkelige trin og naturligt nærvær, som var vi på gaden sammen. Forestillingen spiller nemlig også i en udendørs version.

I pagt med døden

Forestillingen er skrevet og instrueret af Jens Kløft sammen med hele holdet efter idé af Elisabeth Groot. Det er sjældent at opleve så alvorligt et tema leveret så ukrukket og nærværende som her, Truppen vader, som de gadeartister de er, lige ind i os med lune og varme. Begyndelsen er, meget passende, et begravelsesoptog ført rankt an af Julie Jane Nissen, som spiller døden. Tre venner i sorte kapper og hvide masker følger efter ledsaget af harmonika, violin, klarinet og små marchtrommer.

“Når klokken slår 12, danser døden på den frosne kirkegård.” De tre optræder noget manierede og rodede i begyndelsen. De er rystede over at have mistet en ven og bærer gravlys ind på kirkegården med dens lysende ånder. Ingen ønsker at stå alene tilbage en skønne dag, så de diskuterer måder at dø på – samtidig. Man kan tage gift, meeen man kan også lige nå et punkt mere på sin bucket list. Og så springe ud fra Møns Klint.

Scenografisk er forestillingen enkel og virkningsfuld. Tre farvede, aflange kasser i lilla, rød og grøn agerer gravsten, garderober, klipper og kister. Det giver et stringent udtryk med flydende overgange mellem scenerne. De tre venner spilles med humor og skøn timing af Marie Louise Schmidt Maegaard, Helle Pørksen og Elisabeth Groot. Deres mange stemningsskift og filosofiske overvejelser forbinder livet og døden.

Døden er almenmenneskelig

Dødens rolle i stykket er også en slags joker og håndlanger, der trækker i trådene. Hun gør festkjolerne og giften klar, og bestiller bisættelsen. Men så vil den ene til Mexico, den anden opleve ro, og den tredje have sex. Marie Louise Schmidt Maegaard laver en forrygende soloparodi på den stressede kvinde, der gerne vil finde ro, men har 117 tanker om dette og hint, hun burde gøre for at leve “rigtigt”.

Der leges med døre som overgange, hvor to kasser sat lodret sammen skaber transformation – én går ind, en anden kommer ud. Sjov med magi og revyagtige indslag med rod i det jordnære og almenmenneskelige har hele salen med. Det er forløsende at kunne grine af scenarier omkring døden sammen med andre, fx når Elisabeth Groth ligger i en kiste, men løfter sig op og skubbes ned, indtil det groteske og barokke forløser rummet.

Når hun dør, vil hun være mexicaner, for i deres kultur inviteres de døde på middag en gang om året. Men som hun også vedkender: “Det er utrygt for de levende, hvis de døde bliver hængende for længe.” Et vink til dansk kultur om at italesætte døden mere. Helle Pørksen fisker stående på en kasse med tid for grublen og filosoferen. Efter at have oplevet sin far “glide ud af sin krop”, tror hun på, at alle, der har eksisteret, er en del af verden.

Returbillet til døden

Musikken er en integreret del af forestillingen og fletter sig ind og ud af scenerne bærende på arven efter middelalderens trubadurer, de østeuropæiske skæve tonaliteter og den franske, legende poesi. Musikerne fastholder os rungende musikalsk i stemninger og tekster gennem pirrende sang, musik og nærvær. Musikken bærer døden i sig i form af forskellige generationers og folkeslags musik i en dansk fortolkning.

Der er plads til mange forestillinger om døden i den befriende karikerede telefonopkald til “Peter”, køen til “lyset for enden af tunnelen” og en forespørgsel om at vende tilbage til livet. En særligt rørende scene udspiller sig i det ultimative kontroltab. For hvor meget veninderne end forsøger at planlægge sammen, må de tage imod dødens buket og gå i dansen med den alene, en efter en.

NordenFra er mestre i at få små og store med i løjerne, når de rejser med deres heste og vogne til events med optog og gadeteater. De døde lykkeligt til deres dages ende holder et unikt rum for os – til både glæden og sorgen i et fællesskab mellem spillere og publikum. Der hersker en tryg og varm anerkendelse af, at det er spraglet at være menneske, uanset hvad vi foregøgler os. De spiller ikke overraskende for udsolgte huse.

Se en trailer her.

Hør Podcast med interview her.