Holdet er stjernen – Elisa Kragerup og Eva Præstiin takker af på Betty Nansen Teatret

Direktørduoen Elisa Kragerup og Eva Præstiin har siden 2019 arbejdet med kollektive tilgange til at skabe scenekunst på Betty Nansen Teatret under navnet BETTY UDVIKLER. Nu lukker de dette kapitel i deres fælles arbejdsliv, som også tæller fire år i Det Røde Rum på Det Kongelige Teater. De meddeler nemlig i dag, at de stopper på teatret i juni 2026, når deres kontraktperiode udløber. ISCENE satte dem derfor i stævne til en snak om erfaringerne med at arbejde med samskabelse i en stor institution.

Vi mødes en tidlig morgen på teatret, og det står straks klart, at Elisa Kragerup og Eva Præstiin er en sammentømret duo, der kan færdiggøre hinandens sætninger, men også lytter nysgerrigt til, hvad den anden har på hjerte. Deres samarbejde begyndte i Det Røde Rum på Det Kongelige Teater, hvor Elisa instruerede, og Eva var producent, og det er ingen tilfældighed, at vejen derefter førte til Betty Nansen Teatret.

”Vi var begge interesserede i at blive i vores fagligheder, samtidig med at vi var ledere for et teater, og på Betty har der været tradition for delt ledelse. Faktisk havde de kun slået én stilling op, så vi måtte argumentere for at være to, men hvor var det heldigt, at vi vidste, vi ville det. Jeg var i hvert fald ikke blevet lykkelig som teaterdirektør alene. Det har været godt for os personligt og for teatret, at vi var to. Jeg er så glad for, at vores makkerskab er intakt og styrket, når vi nu stopper,” slår Elisa Kragerup med det samme fast og Eva Præstiin tager over:

”Vi havde stor lyst til at fortsætte arbejdet med den måde, vi producerede på i Det Røde Rum, og vi kunne ikke se et sted, hvor vi kunne flytte ind og gøre det. Så vi måtte gøre det selv. Vi ville finde et sted, hvor vi kunne sætte en markant kunstnerisk profil, og samtidig tage alt det, vi har lært i Det Røde Rum og putte det ud over en stor institution sammen med en kunstnerisk familie, som var knyttet tæt til stedet. Så vi rakte med det samme ud til folk, vi ville samarbejde med,” fortæller hun om de tanker, duoen gjorde sig, da de begyndte at tale om at finde et teater sammen.

Samskabelse i alle faser

Den mulighed opstod hurtigt på Betty Nansen Teatret, hvor de med det samme gik konkret til værks med ideerne. ”Vi startede ikke med manifestet, vi startede med at gøre det. Vi samlede nogle mennesker med forskellige fagligheder, som vi tog med ind i et drømmerum. Vi var fra start meget optagede af at skabe det udviklingsrum, som blev til det, vi senere har formuleret til samskabelse i alle faser,” fortæller Elisa Kragerup.

Samskabelsen opstår, når kunstnere bliver inviteret tidligt ind i skabelsesprocessen. Det er en metode, der indebærer længere processer og workshops tidligt i forløbet, som man typisk kender det fra det frie felt.

”Vi samler hele holdet, nogle gange år før premieren, og inddrager dem i, hvad forestillingen skal i verden. Huset her har haft tradition for at arbejde med store kunstnere, som har drømt vildt og stort, men det kræver noget andet at arbejde med den kollektive tilgang. Det er en helt anden procestænkning, som øger kompleksiteten ved at involvere flere i mindre styrede processer end den traditionelle, hvor direktøren og det kunstneriske hold beslutter det hele,” forklarer Elisa Kragerup. Hun peger på, at samskabelsesmetoden derfor også har krævet en vis øvelse og nogle nye greb indadtil på teatret.

Det kunne også være kroppen

”Det at teste alt muligt tidligt kan skabe usikkerhed om, hvad retningen er. Så vi har indført det, jeg kalder metasnakke, hvor vi taler om, hvad vi oplever lige nu i arbejdsfællesskabet. Vi må jo være ærlige og sige, at processerne kan blive retningsløse. Så har vi brug for et hus, der støtter det kunstneriske hold, og af og til er i stand til at gå lidt på kompromis med deres egen faglige ekspertise. Så blev det måske ikke det allerflotteste kostume eller lys, men noget, der var bedre for helheden,” fortæller Eva Præstiin og Elisa Kragerup supplerer:

”Ofte er det teksten, der er det styrende parameter i en forestilling, men vi siger, at det også kunne være kroppen. Det kunne være billedsproget, det kunne være musikken. Så vi forhandler parametrene på ny hver gang og spørger, hvad processen har brug for. Vi har arbejdet med flere store internationale kunstnere, og det er ret utroligt, hvor uvante de er med, at en institution spørger dem, hvordan de gerne vil arbejde.

Alle, der arbejder i store huse, er vant til en meget fast proces, så deres reaktioner siger mig, at vi har gang i noget, der er fedt. Vi kan jo ikke bede dem om at gå nye veje, hvis vi ikke selv tilbyder andre processer,” smiler hun, der også selv ville elske at blive spurgt om, hvilken proces hun ønsker.

Det feministiske afsæt

”Der kommer et andet hovedfokus, som vi jagter sammen. Og hvis man kan få alle med på den jagt, er der potentiale for at lave noget spændende med et scenisk sprog, vi ellers ikke ville have fundet. Vi skal selvfølgelig stadig lave et produkt, men vi jagter ikke det perfekte,” uddyber Eva Præstiin. Hun understreger, at det har været et vigtigt fokus at opbygge en sund økonomi, så der er plads til at tage chancer og slå skæverter. Men at de ikke kun måler sig selv på økonomien, men også på bæredygtighed og socialt engagement.

Deres metode har dermed et feministisk afsæt, som ifølge Eva Præstiin handler om at gøre op med patriarken på alle planer. ”Vi arbejder med masser af stjerner, men vi arbejder alle sammen på gulvet sammen, så man kan sige, vi gør op med ideen om kunstneren som geni. Man kan heller ikke komme her og forhandle sig til et højt personligt tillæg. Den traditionelle ulighed ville vi ikke videreføre, men vi tager andre hensyn. Man skal fx kunne være på barsel her,” siger hun, mens Elisa Kragerup peger på, at processerne skal være omsorgsfulde, selvom arbejdet med scenekunst handler om at levere og præstere.

LÆS manifestet FLERSTEMMIGT – FYSISK – FEMINISTISK her

Legelysten frisættes i det fælles rum

Det er ikke alle kunstnere, der trives med samskabelse, hvor man skal byde ind tidligt i processen, og direktørduoen gør derfor også meget ud af casting af både skuespillere og det kunstneriske hold.

”Der er nogen, der har været med mange gange, fordi de befinder sig godt i arbejdsformen, men vi har også haft mulighed for at få mange forskellige med. Dansere, komponister og musikere, der performer sammen med skuespillerne i workshoppen. De rum giver mod, for på det tidspunkt er der langt til premieredatoen. Jo tættere, man kommer, jo mere vil man ofte gerne have kontrol. Men vi kan bedre vise tillid, når vi har stået i de rum, hvor alle bud er gode. Og det hører med at fejle,” forklarer Elisa Kragerup, der oplever, at legelysten frisættes, når man starter sammen i det fælles rum.

”Vi er nysgerrige på, hvad kunstnerne kan og deres måde at arbejde på. Vi caster også det kunstneriske hold ud fra deres lyst til at gå på gulvet med performerne. For vi leder efter nogen, der ligesom os vil skabe materialet med de medvirkende,” siger Eva Præstiin, mens Elisa Kragerup understreger, at de langstrakte processer også giver plads til at ændre retning, hvis ideerne ikke holder. 

Vi har gang i en modstandspraksis

Selvom det kan lyde sådan, er strukturen i processerne ikke flad. ”Der vil altid være en, der faciliterer rummet, men alle øver sig i at kigge på hinanden. Det er ikke kun spillerne, men også scenografen, der er sårbar, når der skal en tidlig skitse på bordet,” fortæller Elisa Kragerup. Hun pointerer også vigtigheden af at dokumentere arbejdet med alt det, der kommer inden læseprøve og premiere.

”Vi ville gerne prøve at skabe en forandring på institutionelt plan, og vi kom hurtigt i kontakt med Bikubenfonden, som vi har haft et godt og langt samarbejde med om BETTY UDVIKLER. Det var vigtigt, at vi fik det op på et akademisk plan og har kunnet publicere materiale internationalt,” forklarer Eva Præstiin om samarbejdet. Det har gjort det muligt at tilknytte artistic researcher, Mette Tranholm, som projektets dokumentarist.   

Den institutionelle forandring er på mange måder lykkedes på Betty Nansen Teatret, men parret ser mange benspænd i den eksisterende branchestruktur:

”Vi plejer at sige evolution, ikke revolution, men alligevel opleves det, som om vi har gang i en modstandspraksis, når vi vil gøre tingene anderledes. Det kan være rammeaftaler, overenskomster eller de fysiske bygninger. Der er ikke noget galt med de systemer, de er bare bygget til en anden tid. Så vi har nok lært, at man ikke kan gøre det hele på én gang. Vi kan starte i arbejdsfællesskabet og så stille og roligt begynde at skubbe til nogle ting,” reflekterer Eva Præstiin, mens Elisa Kragerup vender tilbage til styrken i at være to:

”Jeg har lært, at delt ledelse er en vidunderlig ting. Man skal vælge hinanden og være enige om de grundlæggende værdier. Jeg er så taknemmelig over det, vi har skabt sammen i alle faser, og det er en vej til forandring, synes jeg. At to er den mindste enhed på dette teater. At der er flerstemmighed i de rum, hvor der traditionelt er én, der bestemmer.”

LÆS MERE om BETTY UDVIKLER her

En kæmpe forandringsarena

Eva Præstiin synes, at det sværeste ved metoden er, at den er tidskrævende. ”En produktion tager som regel to år, og vi laver et unikt procesdesign hver gang. Vi insisterer på langsomhed, og det går imod det høje, projektfinansierede aktivitetsniveau, vores institutioner normalt producerer på. Den tid, samskabelsen tager, kan være svær for nogen at være i, og den kan være svær både institutionelt og økonomisk. Vi blev også nødt til at skære markant ned og lave færre produktioner. For vi vil ligesom alle andre gerne nå ud til mange, men vi vil gøre det på en bæredygtig måde,” fortæller hun med glød i stemmen og uddyber:

”Der er et stort frirum i kunsten, hvor vi kan udvikle os som mennesker, men også som kollektiv. Jeg ser ikke så mange andre steder i samfundet, hvor man kan træne forestillingsevnen sammen med andre i et fysisk rum. Det er for mig en kæmpe forandringsarena, og jeg ville ønske, at flere institutioner fik lov til fordybelse i stedet for at være spændt for en vogn med høj aktivitet.”

Bryd skellene ned

Elisa Kragerup er på samme spor med ønsket om en lidt klarere opgavefordeling i scenekunstlandskabet, hvor hun oplever, at mange laver det samme. ”Vi har ting, vi ikke har gjort, fordi vi har dedikeret os til den kollektive samskabende metode. Jeg kunne drømme om, at de forskellige teatre fik tid til at finde ud af, hvad de brænder for, fremfor at alle løber ind på midten, fordi de skal sælge billetter. Det er svært at nørde, at blive rigtig god til noget, hvis vi kun måler på billetsalg. Det var heller ikke sket her, hvis vi ikke havde haft fondssamarbejdet,” slår hun fast.

Eva Præstiin gentager, at det også handler om, at en traditionel kukkassescene med faste sæder har svært ved at favne genrer som performance og cirkus og nye tværæstetiske formater.  

”Vi har haft en klar strategi om at åbne dørene for koreografi. Det kunne man også gøre med andre genrer, så vi skabte et mere spændende landskab for publikum. Det skal være løgn, tænkte jeg, da vi fik at vide, at man ikke kan sælge billetter til dans på en stor scene. Og så lavede vi Bonnie og Clyde sammen med Signe Fabricius – og den solgte,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har stor lyst til bryde de skel ned, vi sætter op i vores ret lille branche. Vi laver allesammen scenekunst, så det handler om, hvordan vi kan udkomme hos hinanden, og hvordan vi kan lære af hinanden. Det har været sådan en glæde at møde dansemiljøet, og nu slutter vi af med to store danseforestillinger næste år. Så jeg synes, vi er lykkes med at skabe en profil, hvor det fysiske sprog fylder meget,” fortæller hun. Begge fremhæver også deres samarbejde med internationale kunstnere og kompagnier som et krævende, men vigtigt arbejde.

Insisterer på flerstemmighed

Gennem hele samtalen ses en rød tråd om at skabe mulighedsrum for udvikling. ”Man udvikler sig ikke så meget af at lave det, man lavede sidst. Vi vil gerne skabe tid og rum til at udvikle kunstnerskaber,” siger Eva Præstiin, mens Elisa Kragerup med glæde ser, at workshopformen breder sig.

”Det er ikke fremmedsprog længere, at et kunstnerisk hold kommer og vil lave en workshop. Og vi kan jo se, at den kollektive arbejdsform tiltrækker kunstnere, som er relevante for os at arbejde med, fordi vi bekender kulør og siger: Det er sådan her, vi vil arbejde. Det er en modstandspraksis at insistere på flerstemmighed. Hos os er det holdet, der er stjernen, og det er vidunderligt at se dygtige kunstnere strække sig nye steder hen og gå ind på at være fælles,” siger hun og fortsætter:

”Det kræver selvfølgelig, at vi giver tid og guider dem på vej. I stedet for at sige nej, prøver vi deres ideer af, så de får en praktisk erfaring med dem. Jeg bliver virkelig stolt, når jeg møder kunstnere, der oplever, at vores praksis har ændret dem og den måde, de arbejder på. Det gør os alle sammen bedre, hvis vi er generøse med at dele og udvikle hinanden.” 

De kollektive forandringsprocesser bliver også en del af fremtiden, men hvordan ved de to ikke endnu. ”Vi vil nyde denne sidste drømmesæson, og så vil vi kigge på den gamle verden med lidt kritiske briller og prøve at forestille os, hvordan kunsten kan skabe positive fremtidsdrømme,” siger Eva Præstiin. Elisa Kragerup vil også lige trække vejret og se, hvad der sker: ”Vi taler om drømme, men det er svært at være et andet sted, mens vi stadig er her,” siger hun. De glæder sig begge til at se, hvilke ideer der skal bære teatret videre efter dem.