★★★★☆☆ Mestersangerne i Nürnberg – overrumplende Wagner-opera strøget med hårene

Man kan ikke andet end at gispe af gåsehudsfremkaldende overrumpling, når Richard Wagners storladne musik rammer publikum som en trykbølge i tredje akt af Mestersangerne i Nürnberg. Men instruktør Laurent Pellys berøringsangst med værket gør fortolkningen unødvendigt harmløs i Den Kongelige Teaters opsætning.

Det er cirka midtvejs i den 4,5 timer lange opera, det går op for mig: Den generationskløft, Mestersangerne i Nürnberg tegner op, er et spejl af det publikum, der oplever værket. Jeg ser rundt på de mennesker, der sidder i salen og forsvinder et øjeblik i mine fordomsfulde tanker. Har det store overtal af seniorer mon de samme forventninger til opsætningen, som jeg har?

Man kan let foranlediges til at tro, at forandringsparathed uundgåeligt forsvinder med alderen. Men i Laurent Pellys fortolkning af Richard Wagners eneste komiske opera, er det lige før generationerne mødes. Alligevel ender det med, at ungdommen, i form af det nygifte par Walther og Eva, bryder med traditionen, trækker fortæppet og pakker den gamle, støvede verden væk. 

Ridderligt overmod

Ét grundlæggende metalag gennemsyrer værket: Det er som om det spørger: hvorfor går vi overhovedet i operaen og oplever de samme værker igen og igen? Er det for at bevare eller forny traditionen? I Pellys fortolkning får vi bogstaveligt talt skåret kontrasterne ud i pap. Den majestætiske glans, der møder os i ouverturen, formidabelt leveret af Det Kongelige Kapel, bliver afmonteret af det univers, der gemmer sig bag scenetæppet. Her er fordums stolthed lagt på loftet.

Nürnberg er lavet af papkasser, og mestersangerne er placeret i en slidt billedramme. Gamle, grå og pedantiske værner de om reglerne for deres ædle sangtradition. Den unge Walther von Stolzing, sunget tilpas ømt af tenoren Magnus Vigilius, bliver til gengæld grebet af hovedkulds forelskelse og ridderligt overmod. Han forsøger at sprænge rammerne og ændre spillereglerne. 

Et tidløst værk?

Vi lærer først operaens egentlige hovedperson rigtigt at kende i starten af anden akt: skomageren og mestersangeren, Hans Sachs. Han er ofte blevet tolket som Wagner selv, og Johan Reuter formidler på poetisk vis den alvidende karakter.

Med sit falkesyn over generationskløften, er han den eneste mestersanger, der ser et potentiale i den unge ridders uskolede sang. “Hvorfor måle det umådelige?” synger han med en fyldig klang og formulerer her den senromantiske genitanke, som værket emmer af. Musikalsk skønhed er mere end godt håndværk, og et ægte geni forstår, at traditionens udvikling er en historisk nødvendighed.

Men det føles nærmest som om, værkets indbyggede geniæstetik har virket afskrækkende for Pelly. Den tidløshed, som opsætningen er rundet af, kommer mest til at fremstå som en berøringsangst for at sætte en kontekst for værket. Det føles som om, instruktøren misser en oplagt chance for at sige noget om generationerne i vores tid. 

En musikalsk trykbølge

I stedet lader Pelly værket tale for sig selv. Og sangerne løfter da også den særdeles krævende opgave, det er at føre os igennem Wagners komplekse net af ledemotiver. Tom Erik Lie er forhutlet som den ynkelige bejler Sixtus Beckmesser. Han synger med bævende desperation sine fejlslagne serenader til Jessica Muirhead, der imponerer som Eva med sin gennemtrængende klang over det kæmpemæssige orkester.

Ydmygelsen af Beckmesser gør virkelig indtryk i anden akt, der afslutningsvis går fra nul til hundrede, når et mylder af mennesker stimler sammen på scenen for at prygle den stakkels notar. Sachs synker afmægtig i knæ over for det vanvid, han har overværet. Johan Reuter indleder den berømte monolog i starten af tredje akt med lavmælt, nervespændt intensitet. Han er næsten knækket, men pludselig skifter musikken til en strålende dur. Han har set lyset: kunsten. Kunsten kan skabe orden i kaosset. 

Selvom jeg længes efter bare en snert af ikonoklasme over for Wagners mastodontiske værk, bliver jeg alligevel overvundet af den pompøse kraft i slutscenen, hvor alle er på scenen og hylder geniet Hans Sachs i et monumentalt fortissimo. Det føles næsten som historiens vingesus, der rammer som en trykbølge og runger fra en fjern fortid: den romantiske sublime skønhed. Og det er en musikalsk oplevelse, der er grund nok til at bruge en hel søndag i operaen på.