Populært lige nu

Annonce

★★★☆☆☆ Bad Guy – Potent men problematisk identitetsdrama

Efter succesen med Kool Kool Kina er dramatiker Aleksa Okanovic tilbage på Teater Katapult. I Bad Guy får vi en højaktuel fortælling, som trods en respektaftvingende solopræstation desværre ender som en forestilling, der vil for meget og kan for lidt.

Annonce

Johannes er i krise, og det samme er resten af verden. Johannes har det forkerte køn, og rundt om ham er verden ved at opløse sig selv i krig og katastrofer. Alle kriser synes lige uløselige, og i takt med at desperationen stiger, frister mere og mere rabiate løsninger.

Bad Guy på Teater Katapult. Foto: Jens Peter Engedal.
Der er store fysiske udladninger hos Line Bie Rosenstjerne i Bad Guy på Teater Katapult. Foto: Jens Peter Engedal.

Idéfattig iscenesættelse

Isabelle Reynauds iscenesættelse er lige ud af landevejen, og historiens mange scener udspiller sig ved de tre stationer, der udgør Aleksandra Lewons scenografi. I midten ses et styrkecenter, i den ene side af scenen står tre mikrofoner, i den anden et hæve-sænke-bord. I rollen som Johannes, flyver Line Bie Rosenstjerne fra sted til sted og spiller egenhændigt forestillingens fulde karaktergalleri.

Det er imponerende solopræstation, og Rosenstjernes enorme fysiske udladning er i overvejende grad et fascinerende skue. Hun formidler Johannes’ søgende frustration med en alvor, der yder tematikkernes tyngde retfærdighed, og de øvrige karakterer er konsekvent skildret, så historien skrider sikkert frem.

Det er imponerende solopræstation, og Rosenstjernes enorme fysiske udladning er i overvejende grad et fascinerende skue

Desværre virker iscenesættelsen idéfattig i store dele af Bad Guy. Ensformigheden sniger sig ind i de mange tableauer, der gestaltes i en meget en-til-en stil. Fx når Johannes familie er samlet til middag, og de tre mikrofoner skal tydeliggøre de skiftende karakterer. Det er meget effektivt, men ikke synderligt interessant at betragte i længden.

Annonce
Bad Guy på Teater Katapult. Foto: Jens Peter Engedal.
Line Bie Rosenstjerne i Bad Guy på Teater Katapult. Foto: Jens Peter Engedal.

Uhensigtsmæssig distance

De konstante sceneskift tvinger tempoet op på et niveau, hvor også Rosenstjerne bliver mere hektisk end nærværende. Det er en skam, for når hun er til stede, er hun fremragende. Men de stramt koreograferede arrangementer sætter en kile mellem sal og scene og skaber en uhensigtsmæssig distance.

De stramt koreograferede arrangementer sætter en kile mellem sal og scene og skaber en uhensigtsmæssig distance

En art kompensation finder sted i form af hyppige henvendelser til publikum. En ting er, at den slags rammer nogenlunde så langt fra undertegnedes smag, som det nærmest er muligt. Værre er det, at det er med til at forsimple en hyperkompleks problemstilling til noget, vi som publikum skal svare ja eller nej til. Refleksion reduceres til umiddelbar reaktion.

Annonce
Bad Guy på Teater Katapult. Foto: Jens Peter Engedal.
Bad Guy på Teater Katapult. Foto: Jens Peter Engedal.

Teksten vil for meget

Dramatiker Aleksa Okanovic står bag teksten til Bad Guy, der beskrives som en “kønskrigerisk forestilling med politiske overtoner, der udvisker grænserne mellem verdens rædsler og den personlige krise.” De politiske overtoner kan ikke diskuteres, men at den skulle udviske grænserne mellem det globale og det personlige, stiller jeg mig mere skeptisk over for.

Koblingen er åbenlys forestillingen igennem, men de to niveauer formår ikke at skabe en troværdig syntese, og fortællingen ender med at fremstå ufokuseret. Sideløbende med Johannes’ historie, hører vi om alt fra Wegovy til Hitler og andre despoters syn på kønsroller. Men de mange indskud ender med at forstyrre hovedhistorien, ikke understøtte den. 

Bad Guy er uden tvivl en intens oplevelse, men den drukner i postulerende indfald

Bad Guy er uden tvivl en intens oplevelse, men den drukner i postulerende indfald, der sammen med den monotone iscenesættelse er med til at holde den personlige fortælling ud i strakt arm. Jeg vil så gerne forstå Johannes’ dramatiske udvikling, men selv efter 70 minutter i selskab med en yderst veloplagt Line Bie Rosenstjerne, føler jeg ikke rigtigt, at jeg kender ham.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Emil Amby
Emil Amby
Cand.mag i klassisk filologi og litteraturvidenskab og mangeårig teaterblæksprutte med forkærlighed for klassikere.