★★★★★☆ Håbets koloni – tidens smukkeste teaterhåb

Børnene fra Amager overvælder tilskueren med deres klogskab og deres tro på fællesskabet i ZeBUs fine performance Håbets koloni.

Hvad sker der egentlig, når børnene selv får mulighed for at tage ordet – eller selv får mulighed for at skabe kunst? Det er det tilbagevendende spørgsmål, som vi voksne kan stille os selv, imens vi skaber kunst for børnene. Og det er den effekt, som blomstrer i fuldt flor i forestillingen Håbets koloni på ZeBU. Her har børn fra 4. – 6. klasse deltaget i workshops og sammen skabt en performance i form af en “koloni”, hvor de kæmper for håbet.

Midt i alle de voksnes nedslående nyheder om klimakrise og krigsoprustning, har børnene besluttet at kæmpe for håbet. Det sker gennem et kunstnerisk og æstetisk udtryk, som de giver videre til jævnaldrende i en vandreforestilling med kreative stop undervejs. De guides af en gruppe voksne professionelle, ikke mindst instruktørteamet Nanna Bøndergaard Butters og Signe Kærup Dahl og dramaturg Anne Nymark – hjulpet af scenograf Dorte Holbek og det øvrige kunstneriske team.

Troen på fremtiden

Som voksentilskuer blev jeg benovet over børnenes indsigt, deres idealisme og deres livskraft. Men jeg var også imponeret over deres kunstneriske klarhed og deres konsekvente æstetiske greb – og deres insisteren på skønhed. Jeg blev dybt bevæget. Mærkede det håb, som ellers er så svært at tro på i disse hårde tider i Trump-foråret 2025 – og følte troen på fremtiden sammen med børnene. 

Ude i foyeren på ZeBU blev vi alle sammen budt velkommen som nye beboere på kolonien. Foyeren var omdannet til en slags “håbløshedens tunnel” med collager på væggene fulde med sætninger skrevet af andre beboere om alt det, der bekymrer dem og gør dem bange. “Dør vi af tørst?” og “Hvorfor smelter isen?” stod der på et par af de håndskrevne sedler.

Samtidig lød Trumps stemme i højttalerne: “You are gambling with World War 3,” sagde han. De 10-årige børn i Danmark er gode til engelsk, og de forstår udmærket, hvad det betyder. Snart lød også Mette Frederiksens stemme: “Det er Putin, der truer hele verden.” Den dystre stemning af håbløshed var ved at få overtaget, men så blev vi inviteret med ind i koloniens fællesstue – under en stor, blå fuldmånelampe. Her tog en gruppe børn ordet.

Frygt eller håb?

“Børnene ville lave et sted, hvor de kunne skabe håb sammen med jer,” forklarer disse børn pædagogisk – og taler om alt det, som “alvorlige voksne” har glemt. Kolonibørnene har alle sammen en bamse under armen. De placerer os nytilkomne i en cirkel og deler højtideligt velkomstgaver ud til os. Vi får hver især en amulet, der er en lille knap i en orange snor, som vi kan tage om halsen. Samtidig får vi hver tildelt et ord; mit ord er “kærlighed”.

Så synger børneguiderne Håbets sang, mens de får os alle sammen til at lave enkle fagter med hænderne, som passer til sangen. Herfra bliver vi delt op i tre grupper mellem rummets indre gardiner, der er syet som patchwork-vægge af genbrugsstof i mange farver. Vi kommer ind i et hyggeligt tæpperum, hvor vi hver skal vælge en pude med vores ord.

Her tager børneguiderne ordet. Vi skal lege “Frygt eller håb?” Et barn spørger, og et andet barn svarer – og så deler alle historier med hinanden. Fint og inkluderende. Værterne anslår en tone af høflighed og rummelighed, der spreder sig som respekt. Og de giver os alle mulighed for at skrive om vores håb i små bøger, hvor andre før os har skrevet deres håb.

Bøllehatte og sollys

Men dette er ikke bare snak. Snart sidder alle og laver små håbe-figurer i hvidt ler – figurer, der skal indgå i en eventyrskøn cirkelinstallation med glasflasker og planter, der tilsyneladende bor på samme runde klode. 

Her er symbolske og liggende menneskefigurer, der lader til at kravle videre. Her er stjerner på glas og små huse til drømme. Fra andre rum kommer der børn, der har pyntet kasketter og bøllehatte med perler – og børn, der har skrevet videre på ordene og sat deres udsagn på trillende og beskyttende vægge af pap.

Og pludselig står vi igen sammen i en stor rundkreds. Denne gang under lampen, der nu lyser varmt og gult som solen. Håbesangen lyder allerede bekendt. Alle koloniens nye beboere klapper på lårene, klapper i hænderne og krydser hænderne foran brystet til rytmen, mens de synger med. Fællesskabet er blevet noget, vi nu alle sammen kan mærke. 

Naturlig aktivisme

“Det kan godt være, at vi ikke ændrer verden ved at lave noget i ler. Men det er blevet til en forandring i mig,” siger et barn. Med en naturlig aktivisme som handlekraft og overleverstyrke.

Børnenes kamp for håbet er pakket ind i en besnærende og tjekket teaterscenografi. Børneværterne spiller dokuteater med sig selv som troværdige afsendere med integritet og overblik. Forestillingen har et godt flow med en effektiv dramaturgi, der ubesværet sørger for at få alle deltageres opmærksomhed gennem alle 55 minutter. 

Derfor virker forestillingen som vellykket professionel performancekunst. Selv om den udføres af børn – eller netop derfor. Samtidig bærer Håbets koloni det allervigtigste teaterbudskab overhovedet lige nu i dette globalt uoverskuelige forår 2025. Så her kommer fem tindrende stjerner med tak for håbet.