★★★☆☆☆ Så er der afgang! – omstigning til eventyret

Randers Teaters tween-teaterforestilling Så er der afgang! handler om at overvinde sig selv og sin egen usikkerhed – og acceptere et venligt skub ud over kanten – når alt det, man drømmer om, ligger lige for éns fødder.

Gudskelov for nysgerrige og anmassende naboer. For naboen Irma, der lige er flyttet ind ved siden af Anders, møver sig ind på ham, glemmer sin kaffekop hos ham og fornemmer temmelig dårligt, at hun overskrider hans privatsfære og blander sig i ting, der ikke vedkommer hende. Men det viser sig efterhånden, at hun bliver hans redning.

I vejen for sin egen drøm

Det er ellers ikke tydeligt fra starten i Randers Teaters forestilling Så er der afgang!, om Anders’ drøm om at flytte til Østrig for at blive stationsforstander i Salzkammergut har hold i virkeligheden, eller om det er en vildfaren fantasi. Men Irma tror på ham, og det begynder vi efterhånden også at gøre.

For alting er på plads. Han har postkortet fra den nuværende stationsforstander, der inviterer ham ned for at overtage jobbet. Han har planlagt ruten og lagt detaljerede rejseplaner. Han kan det hele udenad. Og han har kasketten. Han mangler sådan set bare at stige ombord på sit livs eventyr.

Men Anders finder hele tiden på nye undskyldninger for ikke at tage afsted, og så bliver hans pas også hele tiden væk. På den måde viser det sig, at han selv er den eneste, der står i vejen for alt det, han drømmer om.

Vi har brug for hinanden

Man kunne nok nemt pøse et par lækre diagnoser på en fyr som Anders, der spilles komplekst og præcist af skuespiller Daniel Bevensee. Hans behov for orden og kontrol er nærmest neurotisk, og dermed forstår vi også, hvorfor han ikke kan tage afsted: Der er simpelthen for meget uforudsigeligt i vente.

Men er det ikke netop sådan med eventyr? Anders bliver en karikatur på den usikkerhed, vi sikkert alle genkender i os selv, når vi står over for valg i livet. Store og små. Og det er formentlig en følelse, som de unge såkaldte tweens i forestillingens målgruppe også kan sætte sig ind i.

Naboen Irma, som Lisbeth Knopper gør flagrende og kaotisk – måske også med belæg for en moderne diagnose eller to – bliver som en kontrastfarve til Anders. Og pointen om at vi nogle gange er nødt til at lade os skubbe ud i det ukendte for at blive lykkelige, står derfor nærmest som bukket i neon for os.

En sød detalje i forestillingen er, at Irma også går rundt med uforløste drømme. Hun var engang glad for at danse. Men nu er hun blevet for gammel, synes hun. Hun tror også, at hun er blevet lidt for tyk til den dansekjole, hun ellers er faldet for i genbrugsbutikken. Men her er det Anders, der i godhed giver hende troen på sig selv igen. Hjælpen går altså begge veje.

Stilmæssigt forvirret

På den måde er der tydelige og vigtige budskaber i forestillingen. Og de to markante skuespilpræstationer er absolut forestillingens styrke. Daniel Bevensee må især fremhæves for sin evne til at gøre indadvendte karakterer ekspressive, hvilket flere gange er set lykkes i hans tidligere forestillinger, og som også fungerer fremragende her.

Desværre er der også kosmetiske minusser ved forestillingen. Kurt Bremerstent iscenesættelse er som beskrevet veludført, men der er på mere lavpraktisk niveau taget nogle valg, som gør arrangementet for underlig og kaotisk. Samtidig virker det heller ikke til, at man har taget et stilmæssigt valg, men flakker lidt forvildet rundt i virkemidlerne.

Og så er forestillingen bare rent æstetisk ikke nogen fornøjelse. Disse kedelige opslagstavler på hjul, der udgør en slags bagvæg, er lige til at falde i søvn over. Og resten af scenografien er som lysdesignet jævnt og teateragtigt praktisk. Det er faktisk køreplanerne, der er klistret op på tavlerne, der er det mest spændende at kigge på i scenografien, hvilket jo siger ikke så lidt.

Men Så er der afgang! er ikke desto mindre en velspillet forestilling med et budskab om at hjælpe hinanden til at turde eventyret, og det er formidlet så indtrængende, at det ikke er til at tage fejl af.