★★★★☆☆ Griselda – rystende misogyn barokopera i nye klæder

Det Kongelige Teaters første Vivaldi-opera, Griselda, kæmper med at iscenesætte det rystende kvindesyn i værket. Et halvbagt metagreb bliver reddet af sprudlende vokalpræstationer og Concerto Copenhagens levende barokklang.

Det er ikke hver dag, man får muligheden for at opleve en barokopera på Gamle Scene. Faktisk er det første gang nogensinde, at Det Kongelige Teater opfører en opera af Antonio Vivaldi. 

Har man tøvet lidt med at tage en opera som Griselda op, er det imidlertid til at forstå. Middelalderfortællingen om hyrdinden Griselda, der bliver udsat for årelang psykisk tortur for at bevise sin værd over for sin mand, kong Gualtiero, er nok noget af det mest misogyne, man kan støve op i operalitteraturen. Og det siger ikke så lidt. 

Kvindeundertrykkelse som berettermodel

Vi har efterhånden diskuteret operahistoriens problematiske kvindesyn i en del år. Hvordan skal vi håndtere den vold og undertrykkelse af kvinder, som udgør en stor del kernerepertoiret? 

At føre en opera som Griselda ind en moderne kontekst virker som en uhyre vanskelig opgave: Kan man overhovedet iscenesætte et værk, der på den måde bruger kvindeundertrykkelse som berettermodel, uden at flå det fuldstændig fra hinanden?

Svaret er nej, det kan man nok ikke. Men Béatrice Lachaussées opsætning på Gamle Scene gør da et halvhjertet forsøg. 

Thi kendes for ret

Inden ouverturen sætter i ind, bliver straffelovens paragraf 243 projekteret på en skærm. En lov der tilsiger, at man bliver straffet med fængsel indtil tre år, hvis man udøver negativ social kontrol eller psykisk vold i hjemmet. Vi får altså besked på at tage de anakronistiske briller på og se den 290 år gamle opera fra et nutidigt perspektiv. Dette bliver endnu mere tydeligt under forspillet, hvor en ung kvinde læser om Griseldas ulykkelige skæbne på sin tablet. 

Det indledende metagreb føles ret invaderende, og derfor undrer det mig, at det ikke får større konsekvenser for opsætningen. Det kunne have været en kreativ motor, men kommer til fremstå som en pligtskyldig berettigelse. Faktisk bliver det forstyrrende svært at mærke rollerne, når man selv skal stå for mentalt at overføre de absurde prøvelser, Griselda bliver udsat for, til noget der kunne foregå i dag.

Griselda nægter at bryde sit troskabsløfte, koste hvad det vil. På et tidspunkt ofrer hun endda sin egen søn for lydigheden. Hvad er det for en ekstrem kraft, som får hende til at holde fast? Det bliver aldrig rigtig klart, og derfor kommer modbydelighederne til tider til at virke ufrivilligt komiske. 

Ældgammel, men sprællevende musik

Sprudlende vokalpræstationer og det formidable specialensemble Concerto Copenhagen kompenserer for den udfordrede iscenesættelse. Især brillerer sopranen, Marlene Metzger, i bukserollen som bejleren Ottone. I første akt længes Ottone efter den forbudte kærlighed i en ømskindet da capo-arie, efter Griselda ubønhørligt har afvist ham. Det er en fryd at høre, hvordan orkestrets frodige triller smitter af på Metzger, der til sidst lægger sig helt ned på maven i forgabelse.

Hvordan er det overhovedet muligt at synge fra sådan en position? Hun er i symbiotisk kontakt med orkestret, og feromonerne strømmer ud i salen fra den sødmefulde musik. Senere danser hun sejrrigt på et bord, mens orkestret triumferer med et opløftende blæserakkompagnement. Barokmusikken rummer både det inderlige og det liflige, og Concerto Copenhagen spiller den med en energisk indlevelse, der kan mærkes helt ind i kroppen.  

Operaen er spækket med krævende koloraturpassager, som kan give sved på panden for selv den mest rutinerede sanger. Den norske soprankomet, Mari Eriksmoen, viser især teknisk overskud i rollen som Constanza. I anden akt imponerer hun med en febrilsk, men kontrolleret levering af koloraturen med de hurtige skalaløb og store intervalspring. 

Med Griselda har Det Kongelige Teater begået et vovestykke. Det skal de have ros for. Den tidlige musik kan sagtens være med på de store scener, selvom målgruppen er snæver. Med Vivaldis brutale opera havde man endda muligheden for at skabe lidt forargelse. Træerne vokser ikke ind i himlen.