Teateranmelder og kulturskribent Lars Christian Wredstrøm Wallenberg, er gået bort efter længere tids sygdom. Jakob Steen Olsen og Rie Hammer, tidligere forpersoner i Foreningen Danske Teaterjorunalister har skrevet disse mindeord.
Lars Christian Wredstrøm Wallenberg var teateranmelder og scenekunstformidler af hele sit hjerte. Han var anmelder på Børsen gennem mange år, han anmeldte revy for ISCENE, han lavede scenekunstneriske portrætsamtaler for DR og i bogformat.
Han havde en forkærlighed for det hele og bød ind på det meste. Han støttede op om scenekunsten og uddelingen af Danmarks ældste teaterpris, Teaterpokalen, som mangeårigt bestyrelsesmedlem i Foreningen af Danske Teaterjournalister. Han rejste landet tyndt som jurymedlem for Revyernes Revy og bestyrelsesmedlem i Den Danske Cirkuspris.
Passioneret for scenekunst
Lars var passioneret, havde humor og en skarp mening om det meste. Vidende, satirisk og lige så stærk i sine sympatier som i sine antipatier. Han gav gerne læseren en opfordring med på vejen – ikke mindst i sine anmeldelser. Han holdt fx ikke af Matador, da den spillede som musical på Det Kongelige Teater i 2007.
”Matador er en ligegyldighed, der kun kan gøre én trist”, skrev han i anmeldelsen i Børsen. Da musicalen alligevel var udsolgt på forhånd, var hans forslag: ”…brug de 655 kr., billetten koster til at købe Matador på dvd”. Da 1001 Nat spillede på Teater Republique vurderede Lars, at den var ”Årets teaterforestilling” i 2021, og forlangte at læserne så forestillingen (Børsen, 2021), mens han mente, Cirkusrevyen 2021 var ”en knaldperlerevy, der fortjener at blive set” (ISCENE, 2021).
Sikker næse for antikviteter
Lars var et vidende menneske, der kunne tale længe om de ting, han som en ægte nørd gik op i. Teater, opera, ballet, kunst. Og ikke mindst de antikviteter, han havde en sikker næse for. En interesse, der førte ham rundt i Europa. Lars vidste om nogen, om noget var noget værd, og han havde en udpræget sans for kvalitet i alle livets afskygninger.
Det var ikke for ingenting, vi i Foreningen Danske Teaterjournalister trygt kunne overlade bestillingen af et nyt design af foreningens årlige, traditionsrige pris, Teaterpokalen, til ham. Resultatet var en smuk, genkendelig sølvskål, som Lars fik indgraveret og afleveret i skinnende, nypudset form. Det var Lars, der bestemte, at foreningens instruktørpris, Teaterkatten, skulle ledsages af en tung lagkagekniv – også den i sølv, for ”sådan en bør man have i enhver husholdning.”
En livsnyder
Lars holdt af at udforske verden på rejser, med venner, familie, i teatret, i litteraturen og kunstens verden. Han var en livsnyder og generøs og givende i alt hvad han gjorde. En kop kaffe blev oftest til et godt måltid mad, han selv havde kokkereret krydret med vægtige samtaler om kunst og kultur. For Lars elskede selskaber og havde altid tid.
Han var ikke bange for mennesker. Hverken høj eller lav. Han ejede slagterhundens inkvisisatoriske frækhed – når han satte sig for at få noget at vide, spurgte han uden blusel. Det var journalisten i ham. Men han besad også en gammeldags høflighed, en chevaleresk largeness. Det gjaldt i forhold til at dele ud af sig selv, men også i forhold til dem, han mødte på sin vej. Ingen kunne som han strø om sig med velplacerede og velmente komplimenter – det var ikke usædvanligt, han underskrev sig med ”en fan”, når han lige syntes, en kollega fortjente moralsk opbakning eller et rosende ord med på vejen.
Nu er der blevet stille. Det gør der altid, når et menneske dør, men særligt, hvis det var et menneske, der var i live – som forstod at få noget ud af tilværelsen. Det gjorde Lars, både i privatlivet og i den kunst, der var en så integreret del af hele hans sfære.
Han vil blive savnet.
