★★★★★★ Stedsans – emmer af skønhed og menneskesans

Poesien og skønheden glider ind i TeaterBLIKs smukke humanismeforestilling Stedsans. Om at være barn i en krig, der var engang.

Hvordan kan man skabe teater om at være barn midt i en krig? Og hvordan formidler man krigens frygteligheder videre til andre børn, så de forstår alvoren, men ikke mister håbet? Det er den svære opgave, som Gertrud Exner fra TeaterBLIK har givet sig selv. Og som hun har forløst i forestillingen Stedsans med smuk poesi og menneskekløgt – med så blid nænsomhed og musikalitet – at tilskueren sidder tilbage med blanke øjne og stille tanker.

Historien foregår omkring 2. verdenskrig. Den er åbenbart baseret på en sand historie fra Gertrud Exners familie, der boede et sted i Bøhmen, hvor der taltes to sprog. Tysk og noget andet. 

Store dramaer i små udtryk

Forestillingen begynder med en historie om en ung mand, der var glad for at spille musik. ”Han drømte om at gøre verden til et endnu bedre sted. Han vidste bare ikke helt hvordan,” som det lyder i en idealistisk og ubekymret replik. Og herfra handler forestillingen om hans hustru og deres børn. Om hvordan familien kommer på flugt – og hvordan deres ældste datter endda på et tidspunkt placeres i pleje hos nogle fremmede mennesker, simpelthen for at overleve.

Ole Sørensens instruktion har ramt Gertrud Exners særlige evne for at skabe store dramaer gennem små udtryk – beskedent og dog insisterende. Gertrud Exner står i sin enkle, kobbergyldne kjole og sine fine snøresko bag nogle gamle, sprossede vinduer, mens hun fortæller. Stilfærdigt og venligt. Så begynder hun at kridte vinduesglassene med hvid maling – kun for senere at skrabe noget af det hvide frit igen. Med en legende pensel tegner hun noget af det, hun fortæller om.

Hvis hun da ikke projicerer gamle filmstrimler på de hvidmalede ruder. Enkelt og effektfuldt. Her ser man teaterkunstneren, der også er billedkunstner: Roligt og naturligt udtrykker hun sig gennem ord og billede samtidig. Men man ser også dokumentarfilmens sørgelige beviser for en krig med sultne mennesker og en sønderbombet banegård.

Alt blev anderledes

Bag hende sidder musikeren Simon Voigt. Han følger hende opmærksomt. Lader sine forskellige instrumenter – lige fra en lille harmonika til en kæk lyre – udtrykke de mange forskellige følelser. Fra frygt og chok til lettelse. Dermed kommer han til at virke som en skytsengel i denne skæbnesvangre beretning om at være tæt på at miste livet og hinanden under en uforståelig krig. 

Sammen med Gertrud Exner synger han en smuk lille sang: ”Jeg er en lille, vild fugl”. Så vi mærker barnets følelse af at være lille i verden. Stedsans handler om en familie og ikke mindst om den ældste datter. ”Hun var ikke bange for noget,” siger Gertrud Exner stolt. Og så fortæller hun ellers historien om pigens trygge barndom. Som en replik lyder på et tidspunkt: ”Det var en lykkelig tid.” 

Men hun fortæller også om, hvordan familiens liv pludselig blev forandret. ”Alt blev anderledes,” siger hun underdrevet – og fortæller, at børnenes far blev hentet og sat i fængsel. Som skuespiller formår Gertrud Exner at udtrykke flere følelser på samme tid. Hun har fortællerens rolle i sin voksenstemme. Men hun kan også fortælle, hvad pigen tænker, så man kan høre barnets boblende nysgerrighed i hendes stemme. 

“Endelig sker der noget,” som datteren naivt nok siger det, da familien tager på flugt. Fordi barnet kun har fantasi til at forestille sig, at flugt er noget godt. Mens musikken fra folkedansen, Ländler, drejer ro og tradition ind i forestillingen. 

Krigen presser sig på

Vores tid i 2025 er en oprustningstid. Krigen presser sig på globalt, og krigen bliver også del af danske børns bekymring. I teatret er krigen også blevet nærværende. En af de mest vellykkede og skræmmende forestillinger om børn og krig må have været teatret AKUT 360’s voksenforestilling Krigsbørn i 2024.

Den er baseret på vidneudsagn indsamlet af Svetlana Aleksijevitj og kommer på turné igen i 2026. Og blandt børneteaterforestillingerne fandt Håbets koloni hos Teater ZeBU et særligt udtryk for børns frygt for krig. Skildret af børnene selv med idealisme og håb.

Men Stedsans er i særklasse, når det kommer til æstetikken. Den udtrykker sig så formfuldendt gennem de malede ruder og den opmærksomme musik, at den oprigtige krigshistorie vitterlig opleves som en medrivende sansefusion. Og ikke mindst som en kærlig omfavnelse.