★★★☆☆☆ Bakkens Hvile 2025 – fruerne på Bakken er tæt på at miste balancen

Syngepigerne i Bakkens Hvile holder stadig traditionen i live med glimt i øjet og med kække benspjæt, men årets forestilling gentager sig selv i de frække viser og savner den variation af nyt og gammelt, der holder den relevant og traditionstro på én gang.

Det er i virkeligheden en balancekunst, når syngepigerne – ja, det hedder de stadig – går på scenen i den lille pavillon på Dyrehavsbakken kaldet Bakkens Hvile. For det skal være sensuelt, men ikke vulgært. Det skal være rapkæftet, men ikke grænseoverskridende. Det skal være nostalgisk, men ikke bedaget.

Selvfølgelig har syngepigetraditionen ændret sig igennem de 148 år, hvor der er blevet svirpet med skankerne og blottet blondestrømpebånd i Hvilen på Bakken. Balancen har haft overvægt til kras kritik i krisetider, til ansporende undertoner i opbrudstider og til frisk frimodighed i fredstid. Men at være passende upassende er et fundament for genrens overlevelse og for dens stadige relevans som kunstart.

Sultne forstadsfruer

Og dén balance leverer Bakkens Hvile med Dot Wessman i front stadig år efter år, så syngepigetradition bevares både med museologisk og scenekunstnerisk værdi. Og der er stadig frigørelse at kæmpe for, selvom det næppe tør måle sig med tidligere tiders kvindesyn og konformitet.

I de senere år har det mere og mere syntes at handle om den modne forstadsfrues frie seksualitet. Tidens største frigørelsesagenda er tilsyneladende, at kvinder også er liderlige efter overgangsalderen. Og de jævnaldrende mænd bliver samtidigt fremstillet som seksuelt skuffende eller decideret dysfunktionelle, mens yngre og mere virile mænd bliver omtalt som lutter sexobjekter.

Nå ja, det skal ingen klandre lamserne på Bakken for. Vi mænd skylder vist stadig historisk set lidt på dén konto – og i Bakkens Hvile har vi ikke det fjerneste imod at synge med. Så det gjalder som et brummende mandskor, på visen Hængepilen om, at den hænger nedad.

Savner komisk variation

Når jeg er mere tilbageholdende med begejstringen over dette års forestilling i Bakkens Hvile, så skyldes det altså hverken bornerthed over den frie tone eller fornærmelse på mit køns vegne. Tværtimod. Det er, som det skal være.

Men syngepigerne må passe på balancen. Viserne med frække undertoner bliver i dette års program for enslydende i teksterne med gentagende pointer og for lidt variation i de komiske greb og virkemidler. Og de mere romantiske eller satiriske indslag bliver hovedsageligt henlagt til gamle klassikere, som giver aftenen en lidt tung slagside af slagerpotpourri.

De kendte sange og viser som Gå med i lunden og Alle går rundt og forelsker sig er også en del af, hvad Bakkens Hvile står for. Men der er ikke den samme moderne lyd og generelle vekslen mellem gammelt og nyt, som, i hvert fald i de forrige år, har været mere udtalt end i år. Det skal ikke alt sammen lyde af musical og standupcomedy – det er bare balancen, vi savner.

Vi er alle boomere

Når det er sagt og skrevet, så er der ingen tvivl om, at Bakkens Hvile ellers har helt styr på sine former, og de fire rutinerede medvirkende synger og pjatter forestillingen hjem på dygtig og charmerende vis. Der er flere blandt publikum, der får en bemærkning med på vejen, som ude i virkeligheden nemt kunne starte en shitstorm. Og der bliver taget selfies under Køb blomster, køb blomster, der, hvis de blev lagt på sociale medier, nok kunne få én cancelled.

Men det er fristedet til at være boomer – selv for os, der trods alt er et par årtier for unge til at være det – og til at stemme sindet efter en anden end tidens politisk korrekte tone. Vi griner ad hyggeutroskab og generel drikfældighed, ad gramseri og løs hud. Og hvorfor skulle vi dog ikke også kunne det?

Spjæt i pailletterne

I år er det Ann Farholts 20-års jubilæum i Bakkens Hvile, og hun er som vanligt garant for rappe bemærkninger og gode grin. Selv iført de pæne og glitrende kjoler forfalder hun ikke til at være nogen ”pæn pige”, men spjætter med benene, så pailletterne plirrer.

Og selvom også Sus Mathiasen, Tina Grunwald og Dot Wessman bestemt er stærke i genren og står helt naturligt på scenen – særligt i deres soloer – så er det svært at forestille sig en rigtig vellykket Bakkens Hvile uden Ann Farholts jazzede stemme, veltimede komik og flabede karakter. Det er dét med balancen – det er vigtigt, at det ikke bliver for fruet.