Huskunstnerduo på Aarhus Teater, Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe, fortæller ISCENE om en virkelighed som kan være svær at håndtere og teatret som en løsningsmulighed.
Siden 2017 har Aarhus Teater haft tradition for at tilknytte huskunstnere til teatret. I år og næste sæson er det instruktør Carolin Oredsson og scenograf og kostumedesigner Josefine Thornberg-Thorsøe. De er begge nyuddannede, fyldt af vitalitet for teatret og rasende urolige for den virkelighed vi lever i. Deres forestillinger tager fat i tematikker om virkelighedsflugt og katastrofetanker, der bruges som spejl for den virkelighed, som kan være svær at færdes i.
Tankemylder om moderskab
Clear Blue er kunstnerduoens tredje forestilling i år. Forestillingen er skrevet af dramatiker Sonja Ferdinand og handler om moderskab. Den er iscenesat som et fremtidsscenarie af skræk og lyksalighed i forhold til det at blive mor – eller ikke blive. Det er fortalt som et tankemylder fra hovedpersonens indre, der får liv på scenen. Som fremtidsscenarier af muligheder ud fra devisen: ”Hvad nu hvis…”.
Hverken Josefine Thornberg-Thorsøe eller Carolin Oredsson har børn endnu. Men de har en alder, hvor flere i deres omgangskreds er blevet forældre: ”Enten får man børn og er lykkelig eller også får man ikke børn og er ulykkelig. Hvorfor har vi den forestilling om at få børn?” spørger Carolin Oredsson retorisk. Josefine Thornberg-Thorsøe fortsætter: ”Hvad hvis man ikke vil være mor? Hvis man tvivler. Hvad gør man så? Hvem er man så – og er man forkert?”
Carolin og Josefine overtager på skift hinandens sætningen – og dét i en sådan grad, at jeg flere gange må opgive at sætte et specifikt navn på citater fra dem. Vi taler om børn, og de peger begge på, at moderskab er en eksistentiel debat, der rækker langt længere ud end den enkeltes valg eller fravalg af børn. Fordi valget påvirker klima og klode i en grad, som afgør, hvilken verden der gives videre til de kommende generationer.
En sprække i virkeligheden
Virkeligheden er utryg, og tilværelsen er et eksistentielt vakuum, hvis man spørger duoen, og det ses i deres værker. Deres første forestilling, som huskunstnerduo på Aarhus Teater, var Derude. En coming of age monolog, hvor hovedpersonen, Mads, forsøgte at finde frihed og ægte mening i livet. I sin udlængsel sætter han kurs mod det nordlige Skandinaviens nådesløse natur. Men virkeligheden, hans minder og hallucinationer indhenter ham undervejs, og rejsen bliver en grum kamp for overlevelse.
I Kirstens hævn beslutter hestepigen Kirsten sig for at slå sin stedfar ihjel. Hun er 14 år og mistrives blandt veninder og familie. Hun vil gøre sig fri af det liv, hun kommer fra, men fantasiens brutalitet får fatale konsekvenser i virkelighedens verden. Liv og død er også omdrejningspunktet i Clear Blue. Som nævnt følger vi kvinden, der står med graviditetstesten i hånden og venter på dét svar, som afgør hendes videre skæbne i tilværelsen.
”Mange af vores fortællinger handler om mennesker, som står i en presset livssituation. Det giver en sprække i virkeligheden, som de er nødt til at få til at give mening, hvis de skal være i livet,” forklarer Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe.
Teatret som rum for eskapisme
Kunstnerduoens tematiske fokus på “virkelighed og katastrofetanker”, og deres samarbejde, rækker helt tilbage til deres tid på scenekunstskolen, hvor de mødtes. De ønsker at spejle samtidens kompleksitet og ser teatret som en vægtig aktør:
”Vi lever i en paradoksal verden, hvor virkeligheden bliver sværere og sværere at håndtere. Folk er ensomme, får depressioner og lever i afmagt. Der er meget i verden – og os selv – vi gerne vil flygte fra,” fortæller Josefine Thornberg-Thorsøe.
Carolin Oredsson fortsætter:
”Vores fortællinger handler derfor ofte om flugt. Virkeligheden synes uoverskuelig, men man kan ikke undslippe den. Teatret er et rum for eskapisme og følelser. Et sted som er afgørende for, at vi kan håndtere, hvordan vi kan være i virkeligheden.”
Katastrofer og magtesløshed
Jeg forsøger at forstå, hvad det er, de præcis mener, at teatret kan og skal, og Carolin Oredsson forklarer: ”Vi skal ikke skabe en illusion i teatret. Vi skaber billeder foran publikum, som styrker forestillingsevnen.”
Duoens værker er derfor meget ekspressive og legene i deres form. Iscenesættelsen er tydeliggjort. I Kirstens hævn er det fx åbenlyst, at det er de samme fire skuespillere, som spiller pigerne og alle de andre roller – fra knallertdreng til voksen mand og moderen. Identitet og virkelighed er noget, vi performer og selv kan give værdi. Josefine Thornberg-Thorsøe siger:
”Forestillingen er en måde at øve sig på, at se de ting der sameksisterer. Vi kan se ud på mange måder og der kan være mange sider inde i et menneske.” Carolin Oredsson supplerer afslutningsvist:
”Teater er en træning af empatimusklen og en skærpelse af bevidstheden. Hvis vi kan tro på det, vi ser i teatret, kan vi også tro på andre virkeligheder i den virkelige verden.”
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Aarhus Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE
Aarhus Teater har en stærk tradition for at knytte huskunstnere til sig. I mere end 35 år har de haft skiftende husdramatikere til at udvikle ny dansk dramatik og i de senere år har ordningen også omfattet andre fagligheder som instruktører og scenografer.
