★★☆☆☆☆ Where Even Flowers Can Grow – muskuløs kvindedans med uklart budskab

Caroline Blomqvists koreografi Where Even Flowers Can Grow handler måske om trivsel og mental sundhed. Men den organiske dans hos KOMMA Performance Productions forløses ikke.

Det er skønt, når unge rækker ud efter andre unge med deres kunst. Where Even Flowers Can Grow er en danseforestilling, hvor den svensk-danske koreograf og danser, Caroline Blomqvist, og hendes medskabende koreograf, den græsk-danske Nadja Bounenni, bevæger sig sammen i et danseudtryk skabt til andre unge.

Ifølge hjemmesiden er dansen “en tværæstetisk danseforestilling, der undersøger trivsel og mental sundhed gennem bevægelse, lys, lyd og rumlighed.” Intentionen bag forestillingen har altså tydeligvis været at hjælpe unge, der mistrives. Men danseforestillingen er uklar.

Kroppe i samhørighed

Danserne sidder på knæ over for hinanden og lokker hinanden ind i dansen med lækre, bugtende bevægelser. De kravler på gulvet, rundt mellem hinanden, og de drejer og drejer. De bevæger sig med kroppene i tæt samhørighed – og opnår nærkontakt, når Nadja Bounennis fletning og Caroline Blomqvists rottehaler mødes. Ivrigt og energisk, mens de klynger sig til hinanden. Men deres ansigter er lukkede.  

Musikken af den norske komponist Ingri Høyland er først helt blid. Så udvikler den sig og bliver voldsommere – med skræppende lyde, nærmest som lydene af gæs på træk.

Koreografien dyrker også det organiske. Danserne skubber skuldrene ned og lader hovederne dykke efter. Så kravler den ene danser oven på den anden og lader sig fragte af den anden hen over gulvet. Tungt og anstrengende som en symbolsk byrde, mens det farveglade lysdesign af Uli Ruchlinski slår over i lyserødt.

Ven eller fjende

Anstrengelserne vokser til noget ubehageligt. Kroppene kæmper. Snart er det ikke til at se, om de to dansere redder hinanden fra en ydre fjende, eller om de slås mod hinanden. Og stemningen piskes yderligere op af lyddesignet, der byder på både trommeregn og stormpust.

På et tidspunkt daler deres temperamenter dog ned, og de sætter sig i yogaposition over for hinanden. Her begynder de også at hviske og tale sammen. Men ordene er utydelige.

Og så overtager deres kroppe igen udtrykket, når deres skuldre rykker ud til siden, hvorefter hovederne og resten af overkroppen følger efter i mange sidelæns gentagelser. Indtil kroppene mødes i en omfavnelse – tæt omslyngede og med smil.

Hvad er budskabet?

Teknisk set er disse moderne dansere både dygtige og udholdende. Dansens budskab virker dog svært at forstå. Og dramaturgisk virker forestillingen underligt ustruktureret – og uden overbevisende forløsning af den spænding, som bygges op undervejs.

Titlen Where Even Flowers Can Grow virker også ret diffus. For hvis noget foregår et sted, “hvor selv blomster kan gro”, så er det vel et sted, hvor alt trives? Eller handler titlen om, at blomsterne skal være “jævnbyrdige” – altså om, at “lige børn leger bedst”? Det er ikke klart.

Målgruppen på 10 år+ er også meget lavt sat. Dansernes kropsfortælling afspejler i hvert fald mere en eksistentiel teenagerkonflikt end udfordringerne i en 10-årigs verdensbillede.

Dans uden installation

Den 25-minutters version af værket, der blev vist på KLAP festival, foregik uden scenografi. Her dansede de to dansere rundt iført strimlede bluser og bløde yogabukser – og fri udsigt til maveskindet – på gulvet mellem nogle spots. Det virkede meget abstrakt.

Når forestillingen spiller på skoler, suppleres dansen åbenbart med en workshop. Men workshop eller ej, så ville noget scenografi styrke dansens udtryk. For eksempel i form af nogle af de hængende baner af aluminiumsfolie, der kan ses på en videotrailer fra en tidligere version af forestillingen fra 2023, og scenografien var af Aina Erika Jonasson.

Men nuvel. Caroline Blomqvist og Nadja Bounenni er energiske dansere i god form. Deres dans er muskuløs, og deres teknik er sikker. De bevæger sig med stor overbevisning, og man mærker deres indbyrdes forståelse af hinanden. De ved øjensynlig godt selv, hvad de udtrykker om trivsel – og om at være ung. Som tilskuer føler man sig bare ikke nødvendigvis draget ind i deres dans.