★★★★★☆ PIGSPIGSPIGS – spøgefuld og eksperimenterende bondegårdsfarce

Det legesyge, britiske komponistkollektiv Bastard Assignments forvandlede Spor Festival til en bondegårdsfarce med øffende latexgrise, hjemmelavede instrumenter og incestuøs absurdkomik i pigspigspigs. Det er virkelig bizart – og virkelig sjovt.

Det danske miljø for samtidsmusik er ramt af en British invasion. Monty Python-agtige absurditeter skyller ind over landet som et ekko fra 70’ernes satirerevolution. En ny gakket generation af herboende britiske komponister som James Black, Michael Hope og Matthew Grouse bruger sort komik som formsprog og indtager selv de skrå brædder forklædt som komikere.

Det britiske komponistkollektiv Bastard Assignments har i mange år bannerført denne nye hybridtendens. “Skomager, bliv ved din læst,” vil onde tunger nok sige. Hvad skal komponisterne på scenen – hvorfor holder de sig ikke bare til at komponere?

For PIGSPIGSPIGS føles uden tvivl som at være til komedieaften i den lokale forening for amatørteater. Det kan lyde som en kritik, men det er det faktisk ikke. For den omfavnelse af dilletanteriet, som gennemsyrer gruppens eksperimenterende tilgang, er noget af det mest legesyge, man finder på scenen for ny kompositionsmusik.

Bondegårdsdramaet

Under en stor natkjole syet sammen af gamle lagener med fire huller til hovederne kommer kvartetten syngende ind på scenen. Vi er på Spor Festival for eksperimenterende lyd- og tonekunst – men hvad er det egentlig, vi overværer? Teater eller kompositionsmusik? Forvirringen er total, og det føles forfriskende.

Vi lærer de fire karakterer at kende som en dysfunktionel bondefamilie, der bor på en lukningstruet grisefarm. På scenen er der et opretstående klaver, en Fender-forstærker, effektpedaler og hjemmelavede instrumenter. Den bizarre bondegårdsfarce er også en koncertsituation.

Mine associationer bevæger sig mod den argentinsk-tyske komponist Mauricio Kagel og hans instrumentalteater, der dannede skole i slutningen af 60’erne. Siden er der sket meget, og i dag taler man ofte om sådanne tværæstetiske overgange som komponeret teater. Som forestillingen skrider frem, bliver det klart, at Bastard Assignments har fundet deres helt egen – måske mere britiske – variant af dette flertungede kunstsprog.

Den hjemsøgte landidyl

Det er et kunstsprog, der er bygget af en særlig postironisk grammatik af overdrivelser og platheder. “This land is special,” siger den gravide datter, spillet af en fuldskægget Tim Cape (kønsidentiteterne er flydende i dette univers). Faren, Edward Henderson, overvejer at sælge ud af grunden. Men overnaturlige kræfter binder familien til jorden og ligesom den bundløse sarkasme ligger mystikken på lur og forvrænger konstant det socialrealistiske udgangspunkt i forestillingen.

Faren sætter sig pludseligt ved klaveret – nu er det tid til fællessang. Moren, Josh Spear med gulvmoppehår, melder sig i seancen med en lang klarinettone i en helt anden toneart, der lyder som om den har fået forkert nummer, men alligevel insisterer på at holde samtalen i gang. På et tidspunkt går sønnen, Caitlin Rowley i jakkesæt, fra at synge til at råbe sig ildrød i hovedet. Hvad er det, der hjemsøger den lille familie på gården? 

Incestuøs genfødsel

Absurditeterne når et dramaturgisk vendepunkt midtvejs, når faren bliver forvandlet til en gris. “Nu kan alt ske,” tænker jeg, og en adspredt, lidt nervøs latter lyder i salen. Henderson har stukket en øffende latex-gris under armen, og en grensaks skal forestille at være trynen. Den spøgefulde energi smitter af, og jeg er lige dele ivrig efter og angst for at finde ud af, hvad de fire originaler vil udsætte os for.

Det er en fornøjelse at høre den finurlige musik, der interfererer med kammerspillet. Fundne objekter og simple, hjemmelavede instrumenter præger lyden: tomme marmeladeglas, spraydåser, vandslanger og en forstærket æske med grene monteret på siden, som Rowley stryger med en bue fra tid til anden. Klangidealet er lo-fi, og musikken har en underpræsterende kækhed over sig, der betoner sortkomikkens kognitive dissonanser.

Efter en falsk begravelse, hvor vi blandt finder ud af, at broren og søsteren har et seksuelt forhold, kulminerer det hele til sidst i en vidunderligt latterlig fødselsscene, hvor bondedatteren i rædsel opdager, at hun ikke har født et barn men en babygris med en lille havesaks som tryne.

Måske en incestuøs genfødsel af faren – som en form for transgenerationelt traume? Under alle omstændigheder: virkelig bizart og virkelig sjovt. PIGSPIGSPIGS er skiftevis charmerende og aparte-kompositorisk komedie, som kun Bastard Assignments kan lave det.