★★★★★☆ Relativ stilstand – eksistentiel refleksion i et rørende cirkussprog

Reumertnominerede Signe Løve Anderskovs nye forestilling, Relativ stilstand, er en eksistentiel refleksion i det cirkussprog, hun stadigt fornyer og forfiner. Gentagelsens monotoni, det irreversible forfald og balancen mellem tro og tvivl griber hjerne og hjerte i denne dybt originale, intellektuelt skarpe og meget rørende monolog, der kan måle sig med de bedste klassiske formater.

“Når du er i tvivl, vælg da den farligste, den mest uhørte løsning”.

Sådan siger Karen Blixen i en ode til det utrolige, det fantastiske, til frækheden. Hendes ord indgår i den collage af citater, der skaber det refleksive rum omkring Signe Løve Anderskovs tyst fænomenale forestilling Relativ stilstand, der undersøger meningen med livet gennem cirkustræning. Citater, der ikke tygger maden for os, men giver os tanker og ideer at balancere.

Ind i træningsrummet

Hun bringer os ind med ind det kropslige rum, med ind i træningsrummet, når vi i Teater FÅR302‘s foyer ruller skuldre og håndled, mens hun gennemgår de fysiske systemer, der skal spille sammen, når man står på hænder. Fra balancenerven i øret til musklernes finesse, håndfladernes sansning af tyngde og øjets stabiliserende faktor. Håndstand er hendes disciplin, og den tager “ubegribelig lang tid at lære og vedligeholde.”

Så er hun væk og vi ser hende næste gang i glasburet på scenen. Uret på væggen er gået i stå, og kun de nødvendige artefakter er til stede: Hendes redskaber, en stol, mobilen på sit stativ, der registrerer træningen og en voluminøs skål bugnende af de bolsjer, hendes russiske træner på Cirkusskolen i Moskva belønnede en særlig god træning med.

Det sisyfoske projekt

Her fortsætter hun opvarmningen alene. Vi mærker monotonien. Vi mærker den lille tøven, det lille studs i musikken. Blikkets målrettethed og den rituelle retten på hårspænderne.

“Vi leder efter et menneske og finder en akrobat,” lyder filosoffen Peter Sloterdijks enkle og dog komplekse påstand. På lydsiden blandes det med andre citater om at være et menneske tilføjet Signes nøgterne optegnelser om sin træning fra den spæde start som elev i 2001 til nu. Et liv fortalt i de sekunder – og siden minutter – hun kan holde balancen, i de konstante smerter, træningen udløser i kroppen – og den ufatteligt smukke oplevelse af vægtløshed i de få momenter, hvor alt lykkes.

Gentagelsens monotoni folder sig ud for øjnene af os. Rutinen med klodser under hænderne. Benene strakt, benende i split. Føddernes bølgende dans højt hævet. Forfaldet sker også for vores øjne og ører. “Jeg blev aldrig god nok, og nu bliver jeg kun dårligere,” siger hun om det sisyfosarbejde, det er at beherske kroppen, at bygge bro mellem tro og tvivl, mellem kendt og ukendt igen og igen og igen. Det vigtige er ikke at nå bjergets top, det vigtige er, at kampen finder sted, for mennesket kan ikke ikke-øve sig.

En helt særlig kunstner

Hun er bjergbestigeren og akrobaten, hun er den langsomme revolution, der “står stille som modstand til accelerationen.” Men hun er også hykleren, tvivleren, masochisten. “Det neoliberale ideal,” der behersker ubehaget. I et brag flyver bolsjepapiret som billede på de altid kolliderende tanker og positioner, der udgør en menneskelig eksistens.

Så træder hun ud og lader kornede optagelser tale. Billeder af de mange års træning. Gentagelse, præcision og de små variationer, der er foldet ind i den relative stilstand. Ung, ældre, gravid og med børnene kravlende omkring sig repeteres historien visuelt og dybt rørende. Det er et et menneske – men også en akrobat, der til slut beder os tage tid på hendes håndstand. Vi lever åndeløst med i hvert eneste sekund.

Signe Løve Anderskov viser sig atter som en helt særlig kunstner, der formår at gribe eksistensen og give den både fysisk og intellektuel form i et cirkussprog, der trods disciplinens begrænsninger altid finder nye veje og broer at krydse. Hendes kompagni Cikaros er fuldt fortjent Reumertnomineret for sidste års meta-humoristiske Faldet.

Relativ stilstand tager skridtet videre og er Signe Løve Anderskov-classic i sin strenge, men generøse insisteren på, at publikum vil strække sig på tæer for at følge hendes originale fortællinger. Stramt fortalt og i en knivskarp dramaturgi vælger de den farligste vej ladet med lige så dyb mening som en klassisk talemonolog.