★★★★☆☆ Asle og Alida – mestre mødes i ny klangfuld opera

Bent Sørensens rislende partitur bærer den nye opera Asle og Alida på Det Kongelige Teater, som er et møde mellem den anerkendte komponist og den nobelprisvindende norske forfatter Jon Fosse. Musikken fortryller, men måske komplementerer de to mestre hinanden lidt for godt.

Bent Sørensens musik er ikke til at tage fejl af. De organiske klange, der efterhånden har givet den internationalt anerkendte komponist kanonstatus, lever deres helt eget liv. Glidende toner lyder, som føres de bort af vinden. Rislende teksturer fyger over tøvende melodistumper, der fåmælt melder sin ankomst for stiltiende at tage afsked igen.

Musikken er i sig selv så så billedskabende, så stoflig, at scenisk modspil næsten ikke kan gøre andet end at reducere den. Sådan tænkte jeg forud for premieren på Sørensens anden opera Asle og Alida med libretto af nobelprisvinderen, den norske forfatter Jon Fosse. Hvordan iscenesætter man overhovedet en musik, der allerede taler for sig selv?

Bølgernes krusning

Der er nogle, som kalder Sørensens stil for nyromantik. Ikke en tilbageskuende, men en genopdaget musikalsk sødme, der konstant sløres af et opædende forfald. Vindblæste teksturer, der føles som støvede minder på vej mod glemslen. Andre hører filmmusik – klange, der effektfuldt skaber et rum, som lytteren bliver suget ind i.

I Asle og Alida får musikken masser af plads. Her er det ikke billedskønne scener, storladen gestikulation eller overvældende sangpræstationer, som fylder oplevelsen ud. Det er Sørensens partitur, der udgør operaens palette, og strygerne fanger mig øjeblikkeligt i forspillet med deres solstrejfende glissandobevægelser.

Den norske gæstedirigent Eivind Gullberg Jensen skaber en lyslevende orkesterklang, som skyller ind over publikum med Sørensens karakteristisk rislende slagtøj. Som bølgernes krusning spreder lyden sig med en særlig ømhed, og Det Kongelige Kapel spiller med en gennemtrængende, varmblodig vitalitet.

Forvrængede minder

Jeg er ikke sikker på, at Sørensens forening med Jon Fosses litterære minimal-modernisme er det allermest stimulerende kunstmøde. Selv har jeg ikke læst Fosses trilogi (Andvake, Olavs draumar og Kvældsvævd), som librettoen er en bearbejdning af. Men jeg sidder med en understimuleret følelse af, at rollerne ikke slår helt igennem på trods af gode vokalpræstationer, fordi der er tømt så meget ud i tekstuniverset for at give plads til Sørensens musik.

I skildringen af parret Asle og Alida, sunget af henholdsvis Wiktor Sundqvist og Louise McClellan Jacobsen, der ankommer til det ugæstfrie norske bysamfund Bjørnvin (nu Bergen), savner jeg til tider en større modvægt til den poetiske musik. Noget som kan bringe Sørensens stilsikre måde at komponere på ud af fatning. Bare en smule.

Når det er sagt, kan jeg sagtens nyde de subtile greb som binder æstetikken sammen. På et tidspunkt hører vi om et minde fra dengang, Asle spillede violin til et bryllup, og han og Alida blev forelsket. En erindring, der undervejs i operaen springer frem i bevidstheden, når violinisten Alma Serafin Kraggerud, som bevæger sig rundt på scenen, komplementerer orkestret i graven. Stærke minder kan tone ud, blive utydelige, ændre form. Men selvom de forsvinder midlertidigt, kan de live op igen på et splitsekund.

Yndefuldt operakor

Blandt operaens biroller er den unavngivne ældre mand som synges af baritonen Johan Weisser, den mest bemærkelsesværdige. Hans mistroiske og sleske væsen, kommer til udtryk i et særpræget vokalparti med kropumulige oktavspring, som Weisser forløser med akrobatisk finesse.

I baggrunden sidder Det Kongelige Operakor som limen i værkets narrative forskydninger. Indimellem smelter de sammen med orkesterklangen, andre gange agerer enkelte kormedlemmer voice-over. I slutningen af første akt rejser de sig og synger så yndefuld og sagnomspundet om Alidas fortid, at man bliver dybt berørt.

For der er øjeblikke i Asle og Alida, hvor Sørensens og Fosses samarbejde går op i en højere enhed. Men det er langt hen ad vejen et noget ufarligt mestermøde.