★★★★★☆ Kontakthof – Pina suger os stadig ind med centrifugalkraft

København Danser har inviteret Tanztheater Wupperthal til Danmark med det hypnotiserende værk Kontakthof koreograferet af legendariske Pina Bausch i 1978. Publikum i Aarhus Musikhus og på Det Kongelige Teaters Gl. Scene oplevede den centrifugale kraft, der stadig lever og ånder i koreografens ekspressionistiske værker.

Jeg vågnede morgenen efter den tre timer lange forestilling med en følelse af at have været til fest. Med efterveer af kulturelle ritualer og historier, der stadig kører i ring med musikken og dansen. Man kan forsøge at zoome ud, men bliver konstant suget ind igen som ved fællesskabets centrifugale kraft. Så slog det mig, at jeg bare havde siddet i et rødt plyssæde.

Det er det stof, Pina Bausch var gjort af. Hun var kendt for de berømte ord: “Jeg er ikke interesseret i, hvordan mennesker bevæger sig, men i, hvad der bevæger dem.” Derfor stillede hun sine dansere personlige spørgsmål og bad dem bruge svarene ærligt på scenen. Vi kan let spejle os i bevægelser, der kunne være vores egen gestik med udtryk i gentagelser, der forstørrer alment menneskelige vilkår.

Kontaktstedet

Kontakthof betyder “sted for kontakt”, og scenen ligner et medborger- eller menighedshus med høje paneler og et opretstående klaver i højre hjørne, hvor en dør giver en celeber adgang til bevægelse over diagonalen. Endnu sidder alle bænket på rad og række på stole langs bagvæggen klar til forførelsens spil. Kvinderne i satinkjoler i hver sin farve og høje hæle. Mændene i jakkesæt og blankpudsede sko.

Musikken er tyske numre og tangoer med lyd af 20’erne og 30’erne, der ligesom bevægelserne gentager sig og giver en fornemmelse af samme procedure gennem generationer. Forscenen er dobbelttydig, når danserne målrettet går hen og står med front og side mod publikum. De ser sig selv i et spejl – og tilbyder sig som spejl og objekt for os. Alle kneb gælder, så vi bliver ét med dem.

Fx har danserne også lært at sige sætninger på dansk, der blander sig med tysk og engelsk – og alle de andre sprog, der tales i kompagniet. Endnu en gestus, der viser engagement. Og da alle sidder på rad og række på forscenen og fortæller en historie fra deres eget kærlighedsliv, er det på hver deres modersmål og med eminent nærvær og udtryk.

Dans som social konstruktion

Et af Pina Bausch’ andre kendte citater er “Dans, dans ellers er vi fortabte.” Og indimellem er koreografien lige så besættende som hendes Le Sacre du printemps fra 1975, der bruger gentagelserne ritualistisk og med livet som indsats. I Kontakthof er den grundlæggende puls langsommere. I momenter drømmende, når danserne går i takt, rundt i en kreds eller på diagonalen med de legendarisk ur-tikkende trin og en enkel og synkron håndgestik, der gentages igen og igen.

Bausch mestrer hele skalaen af menneskelige relationer fra en tid med kønsstereotyper og kvindefrigørelse understreget i både kostumer, vrikkende hofter, og kvinder der helst skal afvente mænds initiativ. Måske gentagelserne vil vise, at mønstrene er socialt konstruerede og ikke så biologiske som den film om ænder, de mage-søgende mennesker ser midt i det hele.

Bausch var heller ikke bange for at gøre hverken publikum eller dansere ubehageligt til mode og viste gerne smerte og brutalitet. Voldtægt er et af hendes gentagne motiver, som vi også ser i Kontakthof i en subtil, men ikke mindre foruroligende version. Eller som scenen, der handler om de utallige måder et par kan skade hinanden på, symboliseret ved kropslige smertepåvirkninger. Den groteske iscenesættelse får os til at le for bagefter at kunne overveje, hvorfor vi griner.

Sårbarhed i alle afskygninger

Publikum er nemlig på ingen måde uskyldige udenforstående, men vævet ind i værket. Helt konkret lokker værket reaktioner frem og kræver fx, at nogen giver mønter til en kvindes tur på en mekanisk legetøjshest. Hvad vi medvirker til, og hvordan grænser brydes er interessant og fremhæver relationer og sårbarhed i alle afskygninger. Vi bliver en del af festen, når vi provokeres til at reagere på grænseoverskridende adfærd, som at se andre vride kikset om på høje hæle og falde om med grineflip eller sammenbrud.

Danserne leverer en udmattende lang tour de force med både ømhed, nærvær og intensitet. Der er stor autenticitet alene i deres højde, drøjde, baggrund og alder, som det er karakteristisk for Tanztheater Wupperthal. De har hver især deres styrker og særlige udstråling, der bidrager til et alsidigt kompagni. Bausch’s stærke teknik fra både ballet og samtidsdans, ved de mest ikoniske undervisere, synes stadig at skinne igennem.

Kompagniet videregiver arven fra danser til danser, og selvom det på mange punkter er tydeligt, at værket er fra en postmoderne æra, der ligger næsten 50 år tilbage, er det stadig dybt interessant. Måske fordi det fremstår så tværæstetisk integreret, at man suges ind i følelser og gentagelser som ved centrifugalkraft. Ingen syntes upåvirkede af det længe ventede gensyn med Pina Bausch’s legendariske kompagni på dansk jord.