★★★★☆☆ Sandflugt – mennesker og natur i håbefuldt værk om en ny verdensorden

Metropolis præsenterer danseforestillingen Sandflugt af koreograf Ingri Fiksdal og instruktør og dramatiker Jonas Corell Petersen, der havde verdenspremiere i Toronto i juni. Mellem Prøvestenens bjerge af sten, sand og grus, der går millioner af år tilbage, udforskes klodens cykliske nybrud og aktuelt vores evne til at navigere i verden efter et klimakollaps.

Vejret bliver vådere, vildere og varmere. Regnen har momentvis atter tændt for sluserne og samler sig i pytter, mens publikum skutter sig mod blæsten iført regntøj. Forestillingen er skabt til et liv på turné med lokale dansere og kor, mens de to oslo-baserede dansere, Sudesh Adhana og Pernille Holden, følger med rundt. En stor gitterlåge adskiller os fra et industriområde af byggematerialer, indtil beskeden: “Nu går vi i teatret!”

Et imponerende højt, pyramideformet bjerg af sand hæver sig foran os. Lasse Marhaugs lydlandskaber sætter igang med en dyb rungen som fra jordens indre. Det gentages de første mange minutter, som om sandet fortæller, at det var, er og bliver – i modsætning til forskellige livs flygtige aftryk. Bag sandbjerget hæver grå og golde stenbjerge sig i baggrunden mellem kraner, mens en skikkelse nærmer sig i det fjerne.

Cyklisk verdensorden

Et menneske bliver til syv, der alle bestiger sanddynen fra forskellige vinkler og begynder deres sanselige interaktion med materialet. Et kald fra toppen modsvares af vokalensemblet ÆTLA, der synger artikuleret og stemningsfuldt a cappella i mikrofoner bag publikum. På dette førsproglige stadie klinger vokale toner først drypvist og bliver til harmonier som endnu et lag på evolutionen. Det nyskrevne, sanselige og – særligt afslutningsvist – rørende korværk er skabt af den norske komponist Gaute Tønder.

Sand opstår fra bjergarter, der brydes ned af vand, vind og is og ændrer dermed konstant form og udtryk. På samme måde kropsliggør performerne, hvordan vi fra tidernes morgen har levet i ubeskyttede i ørkener som nomader. Bevægelser må tilpasses sandets og vejrets vilkår indtil overgivelse. Uden et egentligt plot associerer vi frit som vidner til kroppenes forskellige strategier for tilpasning under ugæstfrie forhold.

En danser har bevæget sig udenfor sandet, mens en anden står på et nabobjerg i hyldestposition. Korværket er på pause, mens mere industrielle lyde, som af skibes tuden og metalliske vibrationer tager over. Følelserne svinger fra fælles hyldest med arme over hovedet til forvredne ensomme kroppe, der ligger hen som ådsler, som sandet flytter ned ad bjerget til en ny cyklisk verdensorden.

Levende arters nyorientering

Scenografen er naturen selv, der undervejs sørger for både susen i mikrofoner, dramatiske skyer og varmt lys i solnedgangen, der kaster skygger over det golde bjerglandskab. Kostumedesigner David Gehrt har gjort danserne synlige i farvestrålende dragter, der beskytter mod sandet. Ikke mindst da de pludselig indtager bjerget med detaljerige dyrelignende bevægelser med lange artikulerede halse og abrupte hoveddrejninger.

De skraber i sandet, kaster sig på maven og ryster og klumper sig sammen til et klaprende, brummende lydspor. Koret sætter ind med glidende toner vekslende med korte, skræppende lyde. Danserne kaster sig halsbrækkende akrobatisk ud fra toppen og lander i rullefald eller gribes af sandet. Deres vidt forskellige kropsbygninger giver særegne udtryk og bevægelsessprog, som de bruger til at udforske sandet på.

Det afføder store forventninger til teknisk variation, men også forståelse for, at det ikke er en flad scene, men et levende, skråt underlag. Der er tydeligvis hentet inspiration i improvisatoriske praktikker med fin opmærksomhed på, at den vidt åbne scene og sandets beskaffenhed kræver større bevægelser og overvejelser om dynamik og hastighed.

Farvel til kloden som vi kender den

Korværket og lyddesignet undersøger forskellige cykliske liv på jorden og menneskets modsvar. Værket rundes af i et klassisk, harmonisk udtryk, næsten som et requiem eller en afsked med kloden, som vi kender den. Smukt fremført af sangerne, der skal intonere med både vind og stemmer. Helt symbolsk glider solen ned bag byen, mens danserne langsomt glider ned fra bjerget en sidste gang.

Værket fremstår på sin vis installatorisk, da publikum ser det fra hver sin specifikke, fysiske vinkel og ikke kan flytte sig. Intentionerne bliver luftige, glimtvise og svære at samle til helheder, der kan synke ind som erkendelser og følelser. Som en tegning på en sandstrand, der viskes ud af næste bølge. Præcis så uforudsigelig og fragmenteret som at stå foran en ny verdensorden, hvor det fulde billede mangler og strategier konstant må tænkes om.

Vi er overladt til håbet om, at vi godt kan omstille os skridt for skridt og skabe mening i kaos. Ligesom vores eksistens er en del af naturens orden, i modsætning til de sidste 200 år, lige så fascinerende og stemningsfuldt er det, hvordan naturen samskaber med sangere og dansere. Vejret bestemmer over sandets kvaliteter, lydens retning og hele værkets lyssætning. Hierarkiet er opløst.