Den rebelske og skamløse kunsts festival – Interview med Elise Bjerkelund Reine om FERAL FESTIVAL FIVE

Den 12-14. februar 2026 byder AFUK Scene publikum ind i varmen til den femte udgave af FERAL FESTIVAL, der hen over de tre dage præsenterer radikal og rå cirkus, performance, lyd-, og installationskunst. ISCENE mødte festivalens kunstneriske leder, Elise Bjerkelund Reine, til en snak om at skabe en platform for rebelsk kunst, om kunsten som et nødvendigt samlingspunkt og ikke mindst risikoen for, at alt kan fejle.

I AFUK’s rå haller er der højt til loftet. Det er der også på FERAL FESTIVAL FIVE, der løber af stablen den 12-14. februar 2026 og præsenterer 30 artister fra både Danmark og udlandet. Værkerne på festivalens program har en aldersgrænse på 18 år og lægger op til at skubbe til grænserne: Det er værker, der vil genforhandle, forstyrre, omkode og vende den velkendte verden på hovedet.

Ambitionen er at skabe et rum for det intime og give plads til “fuck-ups”. En formulering, der ofte går igen, da ISCENE mødes med Elise Bjerkelund Reine for at høre mere om, hvor det hele startede, og hvad man kan opleve under årets udgave af FERAL FESTIVAL.

Punket DIY-attitude

Elise Bjerkelund Reine er selv artist, oprindeligt baseret i trapez og contortion, men hun nu arbejder bredt med cirkus inden for performance-feltet.

“Jeg er initiativtageren bag FERAL FESTIVAL. Kunstnerisk leder og kurator er fornemme titler, men jeg laver også en masse arbejde, som er mindre fornemt. Hvis nogen eksempelvis skal bruge et rullebord, som er specifikt 1×1 meter, så fikser jeg det. Jeg er problemløser, kommunikator og host”, siger hun om sin rolle på festivalen, hvor hun fra begyndelsen har haft mange kasketter.

Når hun fortæller om den første festival i 2020, bliver det tydeligt, at DIY-mentaliteten altid har været en streng i festivalens DNA: “Jeg havde fem måneder og et totalbudget på 50.000 kr. Man kan godt sige, at festivalen var mere punk, da vi startede. Dengang var det alle – også de artister, der optrådte – der var med til at stable festivalen på benene. Vi fandt gammel maling, malede skilte og var i gang hele ugen op til. Vores attitude var, at vi kan sagtens bygge en bar af tilfældige materialer, vi lige har fundet udenfor.”

Et pop af farver i den mørke vinter

FERAL FESTIVAL er stadig en festival, hvor der løftes i flok. Derudover har den ifølge Elise Bjerkelund Reine i flere henseender været et tiltrængt frisk pust. Hun havde en vision om at skabe en varm festival i februar måned:

“Det er koldt, det blæser, det er mørkt. Folk sidder derhjemme og bliver ensomme, kolde og grå. Midt i kulden er FERAL et pop af farver og oprør. En mulighed for at se ting, man måske aldrig har set – og møde mennesker, man aldrig har mødt. I stedet for en festival spredt på forskellige venues over en længere periode, kan man på FERAL opleve mange værker samme sted på én aften. Man behøver derfor heller ikke at have jakke på. Det er lidt ligesom en sommerfestival – bare om vinteren.”

Festivalen er dog ikke kun en fornemmelse af sommer i perioden, hvor vinteren rammer hårdest. FERAL FESTIVAL manglede ifølge Elise Bjerkelund Reine helt konkret i det danske scenekunstlandskab: “Da jeg efter min uddannelse i Frankrig flyttede tilbage til København, savnede jeg en eksperimentel scene. Jeg oplevede, at den fandtes inden for teater og dans, men inden for cirkusfeltet var den nærmest ikke-eksisterende.”

Ud af dette savn spirede ideen til at starte FERAL FESTIVAL, som med sit navn indrammer det vilde og utæmmede festivalen står for: “Jeg ville gerne skabe en platform for rebelsk kunst på tværs af genrer. En platform for rebelsk kunst og rebelske kunstnere,” fortæller Elise Bjerkelund Reine.

Et samlingspunkt i en kaotisk tid

Udover at være en platform for det rebelske, arbejder festivalen inden for en queer og feministisk ramme. Med et program, der henvender sig specifikt til voksne, vil festivalen give plads til intime og grænsesøgende performances, eller som Elise Bjerkelund Reine udtrykker det: Være “host of the shameless art”. Den skamløse kunst er stadig en central drivkraft. Samtidig vil publikum i år opleve, at værkerne er markant mere politiske.

“Det er på mange måder en mere politisk tid med alt det, der sker i verden. Derfor er indholdet af årets performances måske også dybere. Men det tror jeg, er generelt for de performances, som bliver skabt i de her tider. Det er svært at være artist og ikke forholde sig til verden. Det er svært at være menneske og ikke forholde sig til verden. Alle er berørt på en eller anden måde, og det afspejler sig også i de værker, vi præsenterer,” påpeger hun.

På den måde opstår FERAL Festival som et særligt rum, som verden måske netop nu har brug for: “FERAL skaber et sted, hvor man kan tænke, man kan være sammen, man kan opleve, man kan få indblik. Det giver noget andet end at sidde derhjemme, kigge på sin skærm eller lytte til sin radio og gruble rigtig meget – og det tror jeg, mange gør. Det er nok bare sådan, det er, men det er enormt ensomt”. 

Konfrontatorisk fredag og kærlig lørdag

Vores samtid tegner nogle klare tematiske linjer i årets program. Temaer som indre opbrud, konfrontation, opløsning og politisk og kropslig kamp er gennemgående, men i løbet af FERAL FESTIVAL FIVE findes også reparation, omsorg, queer utopi og efterklang.

“Jeg har kurateret festivalen sammen med koreograf Beck Heiberg. Vi har i udgangspunktet tænkt, at det var sjovt, at årets festival afholdes fredag den 13. og på Valentinsdag den 14. februar. Fredag er blevet “dark and witchy”, mens lørdag er blødere,” fortæller hun, men præciserer dog, at kalenderens dato ikke har været afgørende for, hvordan årets værker er blevet udvalgt. Hun kuraterer også det, hun gerne selv vil se.

For Elise Bjerkelund Reine handler kurateringen ikke kun om, hvad der kurateres, men også om mødet mellem værker og mødet med publikum: “Jeg ser hele festivalen som et stort værk, hvor hver aften er sammensat af performances, der komplimenterer hinanden på nye spændende måder. Det er kun muligt at købe billet enten til en hel aften eller hele festivalen – ikke til de enkelte forestillinger eller performances.”

Alt er exciting

Hun vil da heller ikke udpege et enkelt højdepunkt, hun særlig glæder sig til, for “Jeg glæder mig til alle værkerne. Hvert værk står ud og har noget særligt at sige. Jeg tror, de kommer til at tale til forskellige mennesker. Det er måske et lidt kedeligt svar, hvis man gerne vil have udpeget en specifik performance. Men omvendt er det måske også exciting, at alt er exciting.”

Modstanden mod at rangordne værkerne er meget sigende for den måde, festivalen opererer uden stramme hierarkier. Højdepunkterne er ikke givet på forhånd, men som publikum kan man ifølge programteksten forvente at blive rusket op i på en kærlig måde.

“Det kommer selvfølgelig an på, hvor åbent et sind man kommer med, men jeg tror, alle kan blive rusket lidt op i, siger og pointerer så, at “det er en nichefestival for dem, der gerne vil se noget, som ikke nødvendigvis kan opleves på en større scene.”

Sårbart og ærligt

At være en nichefestival har givet plads til at eksperimentere – også med at vise ufærdige værker. I år er der ligeledes et work-in-progress værk at finde i festivalens program. Elise Bjerkelund Reine fortæller, at det har været vigtigt “at give et rum til helt nye formater. Det er spændende at vise et værk, inden det er færdigt. Man ved ikke, hvordan det bliver taget imod. Det kan være ret sårbart og ærligt”. Det at tage chancer er samtidig iboende for den scenekunst, som festivalen er udsprunget af:

“Risiko – det er dét, alting kan koges ned til. Dans har koreografi, teater er bygget op fra historie eller tekst, og cirkus er i udgangspunktet altid risiko. Og det kan man oversætte til mange ting. Jeg tror, at alle mennesker kan genkende den nerve, der findes i at tage en risiko. Det handler ikke kun om, at noget er farligt, eller at man kan falde ned. Det kan også være at balancere på sine hænder eller jonglere. Der er en risiko for, at alt kan fejle.” siger Elise Bjerkelund Reine.

Mulighed for fuck-ups

Under årets festival er der, i tråd med alle de forrige udgaver, også taget chancer: “Der er mange af værkerne, jeg har kurateret, som jeg ikke har set eller kun set brudstykker af. Så der ligger en risiko. Vi ved ikke præcis, hvad der kommer. Vi ved, hvem der kommer, og vi ved, hvad de vil sige, men vi ved ikke helt, hvordan det kommer til at se ud. Så jeg glæder mig. Det kan jo være, det bliver et fuck-up, og at det overhovedet ikke passer sammen.”

Midt i det store puslespil at få alt på plads, til dørene åbner og musikken spiller, er Elise Bjerkelund Reine dog sikker på én ting: “Jeg håber at vise noget, der rusker op i folk. At de kommer til at opleve noget og virkelig husker det. Det har vi haft hver gang og kommer også til at have i år. Hvad det præcist bliver, ved jeg aldrig helt.”