★★★☆☆☆ Hjemmekirurgen – reflekteret og brutal tekst i noget usikker iscenesættelse

Teater Staminas Hjemmekirurgen på Basement sprætter maven op på ungdommen for at finde årsagen til deres smerte, men kommer ikke helt i mål med de sceniske greb.

Basements rå vægge, ståltrapper og mørkt, tilrøget rum danner ramme om Astrid Gades nyskrevne monolog Hjemmekirurgen. Med det sort- og hvidternede køkkengulv, samt køkkenredskaber der hænger ned fra loftet i jernkæder, får man straks associationer til et slagteri, og ikke af den type som miljøstyrelsen giver en glad smiley.

Forestillingens unge kvinde pines af at skulle slå til, vælge rigtigt, være unik, passe ind, elske sig selv og elske andre. Et generationssymptom, måske? Hvis bare man kunne fjerne det kirurgisk.  

Dissektion af ungdommen

Langsomt og med tunge skridt kommer en ung kvinde med render under øjnene ind: ”Der bor nogen eller noget i min krop sammen med mig, som vil mig det ondt,” siger hun i et monotont og sløvt tonefald. Hun har forsøgt at drukne pinslen i fester, cigaretter, alkohol, spiseforstyrrelser, og har nu valgt at skære sin egen klonede krop op for at fjerne det, der piner hende.

Det begrænser desværre karakterens dramatiske udviklingspotentiale, at hun allerede er så forpint, da vi møder hende, og jeg savnede stemnings- og temposkift i den ellers modige fremstilling. Ikke mindst taget i betragtning, at hun kaster sig ud i nogle ret absurde situationer og valg.

Show it don’t tell it

Teksten balancerer fint mellem poesi, humor, banalitet og brutalitet. De unge kunstneres iscenesættelse står imidlertid mindre stærkt i forhold til at formidle den fortællende karakter. “Show it, don’t tell it,” kan man få lyst til at sige, når den unge kvinde beskriver sine egne handlinger, mens vi ser netop samme handlinger eksekveret på scenen.

Forestillingen står klart stærkest, når teksten får lov at træde frem i sin egen absurditet. Fx da kvindens tarm og hjerte pludselig har en samtale om, hvordan de hver især oplever at være en del af kroppen. Eller når kvindens følelsesliv træder fysisk frem i stærke billeder. Som da hun desperat forsøger at lade sig opsluge af den klonede krop i et forsøg på at vække den til live.  

Velbalanceret refleksion, humor og brutalitet

Stamina har med Hjemmekirurgen skabt en forestilling, hvis tekst og visualitet balancerer fint mellem det smukke og det brutale. Det store, dinglende kadaver giver associationer til Chaïm Soutines billede Carcass of Beef, der ligeledes balancerer inderlig følsomhed med nådesløs brutalitet.

Den unge kvinde erfarer, at kroppen lagrer alle vores hårde ord og gerninger, da hun trækker den lange blodige tarm ud fra det dinglende kadaver: ”Hjerte, vi anerkender dit hårde arbejde, men du udnytter os. Hvorfor skal du altid brænde for alting?” siger tarmen til hjertet på vegne af hele kroppen.

Måske et udtryk for en ung generation, hvis forventninger til sig selv giver psykiske problemer og mistrivsel. Men ved at fjerne hjertets stikkende nåle og omfavne sig selv, sender Hjemmekirurgen forhåbentligt sit unge publikum ud i verden med en tro på, at livet ikke behøver at gøre så ondt.