I denne weekend fik revyen som genre tildelt sin egen ærespris i anledning af dens 175-års jubilæum. Fortjent eller forrykt? Det peger på en branche, der har travlt med at hævde sig selv, men som hellere skulle fokusere på at melde sig ind i kampen om publikums opmærksomhed.
I søndags modtog dansk revy som genre årets ærespris ved Revyernes Revy i cirkusteltet på Bakken. Prisen går normalt til en person, men i år har man simpelthen givet den til sig selv. Som genre. Ingen får prisen, men alle får æren, var tanken nok. Men det ærværdige i den beslutning er svært at få øje på.
Det virker, som om vi er i en tid, hvor danske revyer kæmper for at få brystkassen skubbet frem og genfundet sin selvrespekt. ”Vi er ikke ved at uddø,” bliver der sagt fra scenen flere gange under Revyernes Revy. Det er åbenbart et emne, der fylder i branchen. Men dens insisteren på at afvise det lugter mere af tvivl end af selvsikkerhed.
Jeg fylder 37 år om få dage. Jeg synes selv, at 37 år er ret ungt. Men jeg kan da også godt mærke, at jeg går mere op i at fortælle andre, at 37 år er ungt, end at 27 er det. Så måske er det ikke helt så ungt, som jeg selv synes.
Påstanden om, at revyen er ved at uddø, fylder givetvis mere i revybranchens bevidsthed, end i publikums. Og så må man bare gentage det modsatte, indtil man selv tror på det.
Er revyen sjov nok?
Ikke desto mindre er det rimeligt nok at gå rundt med bekymringer, når man er en revybranche. Særligt når truslerne er så åbenlyse, at de ikke engang kan overses til de professionelle revyers årlige landsstævne og selvfejring, som Revyernes Revy også er.
Samme ærespris, som altså blev tildelt branchen, blev overrakt af eller måske modtaget af – det var ikke helt tydeligt i søndags – komikeren Nikolaj Stokholm. Han laver ikke revy, men kan vistnok godt lide revy eller er inspireret af revy – eller kommer måske en dag til at lave revy, som han kluntet blev forsøgt præsenteret. Stokholm påpeger selv det underlige i beslutningen om at give prisen til en genre, men fabulerer sig nogenlunde igennem.
Det er nok det mest uforberedte, der bliver sagt på scenen hele aftenen. Ikke desto mindre kvitterer salen, der jo er fuld af revyelskere, nærmest modvilligt med latterbølger, som ingen andre har kunnet præstere i showet. Se, dét er en trussel. Komikerne kan. Revyerne kan. Men kun komikerne gør det for alvor. Så hvis ikke revyen skal uddø, skal branchen måske lade sig inspirere af noget comedy i stedet for at stille sig i opposition til det.
Døren er åben, virker det til. Pladderhumoristerne på Jacob Morilds kabaretscene, Café Liva, havde fat i noget med en standuprevy, og nu har Tivolirevyen fået comedy på scenen i Glassalen. Enkelte standuppere har også skrevet tekster til årets revyer. Og enkelte sketches i blandt andet Hjørring, Odsherred og Amager er lykkes med at brede komikforståelsen ud og får latteren til at rulle igen.
Hvorfor er revy en seniorklub?
Den anden store og åbenlyse trussel for revyen sidder og kigger på – det ældre publikum. Jeg hører ikke til dem, der mener, at det er et problem i sig selv, at ældre mennesker køber billetter, eller at lykken er at tækkes de unge (yngre end 37 år). Men mange gange i løbet af de par timer, vi sidder i teltet til Revyernes Revy, er en sketch, vise eller tale rettet imod alderdommen. Livet som pensionist. Demens. Dansktop.
Eller også skal alt dét, vi som samfund er blevet enige om som god stil – under den let nedladende fællesbetegnelse ”wokeisme” – rakkes ned. Revyens raison d’être er også at rette et kritisk blik mod dét, der ellers kunne synes konsensus om i samfundet, og derfor skal wokeismen bestemt heller ikke gå fri. Men hvis de unge (yngre end 37 år) skal føle sig velkomne til revyen, så skal de måske også føle sig set og ikke få hele deres verdenssyn kritiseret. Ikke mindst fordi de unge jo også bliver gamle.
Denne søndag til Revyernes Revy havde jeg den blandede fornøjelse at sidde ved siden af tre damer sidst i 60’erne, som bestemt havde deres erfaringer med revy og ikke holdt sig tilbage for at kommentere hvert nummer. Og dér slog det mig, at de ældre (ældre end 37 år) jo heller ikke gider at løse billet til underholdning – kun for at blive mindet om, hvor gamle de er, og hvor meget værre det bliver.
Så måske er det tid til at fokusere mindre på kernepublikummet og dets gennemsnitsalder, men mere på det, der vedrører os alle – det vi som folk, nærmere end som seniorklub, kan genkende os selv i. Skulle revy da ikke være for alle?
Lokalrevy eller national revykunst?
Den tredje store trussel er også en styrke. Det blev også sagt fra scenen til Revyernes Revy: Revy er ikke bare revy. Genren består af et væld af revyer med forskellige koncepter, og hver enkelt forestilling rummer et væld af numre, der er skrevet af forskellige forfattere. Revy er ikke kun platte dad-jokes, parodier og åbenlyse forvekslinger – det er langt mere nuanceret end som så.
Men hvis dansk revy – både som branche og som genre – ikke snart formår at formidle det budskab – til andre end os, der i forvejen elsker genren – så går man glip af fremtidige generationer af publikummere. Det er lettere sagt end gjort, men lige nu når færre og færre revyer ud til et nyt publikum. Det betyder, at branchen lukker sig om sig selv. Fx ved at: føre forretning fremfor at skabe scenekunst, holde nysgerrige ude med høje billetpriser, holde pressen ude og fornægte kritikken, opdyrke lokal loyalitet med tab af national berettigelse.
Et lokalt tilhørsforhold er godt, og selvfølgelig skal en revy i Brædstrup eller Svendborg først og fremmest være for de lokale. Men hvorfor må deres scenekunst ikke give genlyd på landsplan? Hvorfor valfarter danskerne ikke endnu mere op til den sorte humor og det fede bigband i Hjørring? Eller over til den poetiske perle på Bornholm? Eller ned til det glitrende show i Sønderborg?
Tager branchen ansvar?
Der er rigelig plads til de 20 professionelle revyer, der i dag er medlemmer i brancheorganisationen Revydanmark, og sikkert også mange flere til. Men hvis man ikke nu står sammen som branche – hvis man nøjes med at give priser til sig selv, men ikke tager fælles ansvar for branchens overlevelse – så risikerer man at gå kollektivt ned. Så drukner man uvægerligt imellem de hundredvis af standupkomikere, de storsælgende musicals og alt det andet, der lokker publikum især i sommermånederne.
Det skal her afslutningsvist siges, at det ikke er revybranchen selv, der har besluttet at give årets ærespris til genren. Beslutningen er truffet hos Skuespillerforeningen af 1879, som står bag Revyernes Revy og prisoverrækkelserne. Men revybranchen, og ikke mindst bestyrelsen bag RevyDanmark, er nødt til at finde på en anden fortælling, end at de er ofre for manglende kulturstøtte, for vigende billetsalg og for dalende tilslutning. Man bliver ikke et offer af at miste relevans.
I stedet må branchen stå sammen om at nuancere den udenforstående befolknings opfattelse af revyen som genre, understøtte nye revyer i deres opstart og hylde initiativer og originalitet og i det hele taget følge med tiden. Så skal publikum, både de yngre og de ældre, nok hjælpe med billetsalget.
