Tårnby Park Festival LEGELAND – jeg åbner en plads, hvor alting kan ske

Tårnby Park Festival 2025 finder i år sted fra den 4-6. september i området Tårnby Park, hvor 16 lokale og internationale kunstneriske oplevelser udfolder sig omkring temaet LEGELAND. ISCENE har talt med leder af Tårnby Park Studio, Andreas Liebmann, om legens perspektiver og om modet til at skabe plads til kunstens frie udfoldelse.

Om blot en uge løber Tårnby Park Festival af stablen med aktiviteter og forestillinger for børn og voksne i Tårnby på Amager. Andreas Liebmann giver, som få kuratorer, tøjlerne fri til kunstnerisk udfoldelse uden selv altid helt at vide, hvad der kommer til at ske. LEGELAND er årets tema – et eksperimenterende og overraskende fællesskab både ude og inde, hvor alle kan være med. Også de naboer, der ikke går bevidst efter kunsten.

Naboskab er derfor temaet for branchens symposium, som også er åbent for alle. Andreas Liebmann udfolder i dette interview sine overvejelser om leg som tema. Og italesætter tilliden til at sætte kunsten fri mellem det internationale og det lokale, og mellem unge og erfarne kunstnere.

Kunst nuancerer legen

Temaet LEGELAND er ikke grebet i tom luft, men er en vigtig problemstilling som Andreas Liebmann, der er schweizisk performancekunstner og leder af festivalen, er i proces med at udforske:

“Jeg har oplevet Danmark som et land, hvor alt gerne vil være leg. Vi har det bare godt, og det er nok også associeret til det danske begreb hygge, som er relateret til gode lege og det positive. Det er ikke en særlig stabil eller nuanceret ramme for mig som udefrakommende. På den anden side er der et aspekt af spil og leg, som jeg synes er vigtig som et sted for frihed. Et sted, hvor du virkelig kan lege på måder, der byder på overraskelser – noget man ikke forventer.

Det skaber mulighed for at komme ind i mere komplekse billeder af virkeligheden, hvor det ikke længere handler så meget om fikserede positioner, men om en åbenhed overfor det andet. Det er et aspekt af leg, som er meget vigtigt og som også stiller spørgsmål ved, hvordan vi vil lege med hinanden. Når nogen vil bruge leg som en opskrift med specifikke mål, prøver jeg at lægge et nyt kort på bordet – kunst – der kan tilbyde nogle nye lag. I en verden af skræk kan leg også medvirke til at undersøge de ubehagelige ting,” fortæller Andreas Liebmann.

Nogle af festivalens værker er rekreative feel good oplevelser, mens andre er mere seriøse og river op i samfundets normer. Andreas Liebmann nævner UP-AND-DOWN-AND-UP af Jernej Bizjak som en meget legende, kraftfuld og sjov forestilling, mens forestillingen Metch er et eksempel på en radikal forestilling, hvor alting er i spil, og det er ikke altid behageligt.

Fællesskaber på godt og ondt

Den første dag begynder let og medskabende. Fx den aktivistiske kunstgruppe Folkets Ting med En stol ved bordet, der lægger rammen for en politisk dialog: “Det er en kunstnerisk praksis, som jeg sætter meget pris på, og på samme tid ved jeg, at det ikke nødvendigvis er trendy eller bliver et stort publikumshit, men for mig er det vigtigt,” fortæller Andreas Liebmann.

På andendagen afvikles en række forestillinger. Den helt store billetsælger er Metch af Ivo Dimchev, der er koreograf, billedkunstner, singer-songwriter og queer-aktivist fra Bulgarien og som viser en koncertudstilling med malerier, dialog og sange. Immanuel, Immanuel! af Hungry Eyes består af fire kvinder: Mie Katrine Kristensen, Ida Oldmark Østman, Olivia Klang og Dina Viksten Abrahamson, der også optrådte på festivalen sidste år.

Two Apart af Sophie Grodin og Karen Christopher er første udkast til deres tredje performance, som undersøger øjeblikke, hvor tilstedeværelse og kommunikation fejler: “Jeg har fornemmelsen af, at de adresserer noget, der er meget vigtigt for for festivalen,” konstaterer Andreas Liebmann, som tidligere har haft samarbejder med dem begge.

Plads til det skrøbelige

Birgitte Skands er en erfaren performance artist, som står for det sidste show, der ganske enkelt hedder Carte Blanche for Birgitte Skands: “Jeg vil gerne støtte en som hende – hun er unik, og derfor kan hun gøre, hvad hun vil. Jeg ved ikke, hvad hun vil lave. I den anden ende af spektret er Kridthus af Inge Agnete Tarpgaard og Annika Nilsson, der handler om fællesskab og er lavet sammen med lokale SFO’er.

Plex-Tårnby af Toaspern/Moeller giver modspil: “Hvad de gør som performancekunstnere er anderledes med deres baggrund i ballet og med klassisk musik. Det er et andet udgangspunkt, som jeg synes er interessant. Det er berigende, at publikum får mulighed for at se så forskellige udtryk, fortæller Andreas Liebmann, der ikke ønsker at skabe en homogen festival, der er “spot on”:

“En festival behøver ikke at være så forbrugsorienteret, at man skal gå fra den ene stramt kuraterede forestilling til den næste. Det er meget fint også at have plads til det skrøbelige og løse. Jeg føler altid et pres fra en dansk design tradition, hvor alt er simpelt og klart. Jeg prøver hele tiden at gøre noget, der står i modsætning til det. Jeg åbner en plads, hvor alting kan ske, og når det fungerer, kan folk føle det og mærke samværet. Jeg er meget interesseret i folks egen drivkraft – derfra kan jeg trække det ind i en sammenhæng.”

Relationen og det kunstneriske potentiale er vigtigt for Andreas Liebmann: “Jeg er ikke en kurator, der kigger efter de nyeste hits. Jeg er mere interesseret i kontinuitet. Hvis jeg har en relation til en kunstner, der har et potentiale, vil jeg gerne følge og støtte den kunstner. Jeg behøver ikke nødvendigvis vide, om det er godt. Jeg siger ja til at se en kunstner vokse og vægter samtidig stor diversitet og kunstnerisk spredning.”

Alt har en rytme

Tilliden er vigtig understreger Andreas Liebmann: “Det er meget vigtigt for mig at have tillid til kunstnere og give dem en følelse af frihed. Det ville jeg selv have brug for som ung kunstner. For at tage de første skridt har man brug for nogen, der stoler på en. Det gælder ikke bare for de unge, men plads og tillid har også noget med det legende at gøre. Er succes bare, at det hele tiden kører godt, og hvad vil det sige? Jeg vil gerne have et community, hvor jeg stoler på, at hvis nogen tænker, festivalen er for dem, så er den det. Jeg vil gerne tilbyde en ramme og en ånd – og så skal det spille,” siger Andreas Liebmann.

Præcis, hvordan det udfolder sig i år, er han også selv spændt på at opleve: “Jeg har en god fornemmelse af energierne, for kvaliteten og for teksturerne. Det føler jeg ret præcist. Alt har en rytme og en sammenhængskraft, så jeg ved, hvor jeg skal sende en forestilling hen. Nogle gange foreslår jeg, at en forestilling spiller udendørs, når kunstnerne kommer og gerne vil spille indendørs – og så har vi en forhandling. For jeg synes det sted, vi har med at gøre, er lidt specielt.

Vi har nogle kunstnere, der gerne vil skabe noget med naboerne – og mange af naboerne går ikke normalt i teatret. De har ikke den tradition eller mener ofte, at kunst foregår i København. De kommer måske tilfældigt forbi med deres barnevogne og børn, og lige pludselig ser de samtidsdans eller er deltagere i en åben aktivitet. Det er et vigtigt element i rækkefølgen og festivalens dramaturgi, at der skal være plads til de uventede møder.”

Branchens solidaritet

Festivalen afholder vanen tro et symposium, der er åbent for alle, men henvender sig til branchen og handler om at skabe et uformelt mødested for gensidig solidaritet:

“Jeg synes, vores branche er meget konkurrencepræget. Ikke menneskerne i sig selv, men feltet skaber det, og jeg prøver at gå imod,” fortæller Andreas Liebmann. I år handler symposiet om nabolag med bidrag fra eksperter på området: “Kitt Johnson besøger fx lokalmiljøer og spørger, hvad hun kan gøre for dem, og hvad de har brug for. Det kan være, det ikke har noget med kunst at gøre, men så starter det en proces,” forklarer Andreas Liebmann.

Han nævner også Til vægs, der arbejder med billedkunst på Nørrebro, hvor der sker en udveksling mellem kunst og naboskab med beboerne. Caroline Bäckmann og Laura Navndrup Black arbejder koreografisk med naboskab og Bäckmann fortæller om projektet Imagining (the Imgaination of) the Other.

Festivalen er dermed bygget op med både leg og alvor. Begge sider tilbyder eksperimenterende oplevelser og kommentarer om samfundet. Andreas Liebmann citerer Peter Brook, der engang sagde, at når du skal leve, skal du tage det 100% seriøst, men på samme tid ved du, at det ikke gør så meget. Selv i en politisk debat eller en svær situation er det legende perspektiv og humoren vigtig. Plads til leg er et godt mantra, mener Andreas Liebmann.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Tårnby Park Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.