★★★★☆☆ Elverhøj – med en ræv bag øret

Heibergs nationalromantiske værk fra 1828 dekonstrueres på Aarhus Teater. Først af Alexandra Moltke og derefter af teatrets dynamiske duo, Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe, som i seneste sæson stod bag nogle af byens absolut bedste teateroplevelser. Nationalklenodiet er hevet fra Store Scene og ned i kælderen, for nu skal der dissekeres!

“Der er et yndigt land” står malet i guld over fortæppet. Men det er ikke kun nationalromantikken, der driver ned af væggene, det gør sarkasmen også. Fra de første toner af Kuhlaus berømte ouverture har Elverhøj i Alexandra Moltkes dramatisering et påtvunget smil på læben og en ræv bag øret.

Gennemført pastiche

Thornberg-Thorsøes scenografi vækker mindelser om en tid, hvor en scenograf retmæssigt blev tituleret teatermaler. Flade, bemalede elementer skubbes ind og ud af scenen og etablerer det ene guldaldertableau efter det andet. Kostumerne er holdt i paletten sort, hvid og rød, så ensemblet nærmest ligner en renæssance-udgave af The White Stripes.

Carolin Oredssons iscenesættelse taler samme sprog, og alle spillere er med på legen. Med unisone replikker og sukkersød diktion fremstår Elverhøj vitterligt som et romantisk festspil – blot med det appendiks, at forestillingen bliver holdt ud i mindst én strakt arm, og stilistisk fremstår den som en parodi på sig selv.

En der spiller, at han spiller

Den parodiske stil passer enormt godt til Emil Busk Jensen, og jeg har sjældent set ham bedre end i rollen som den joviale Christian IV. Han ligner en spiller, der spiller, at han spiller, og det gør han som det mest naturlige i verden.

Et par nyerhvervelser til teatrets ensemble i form af Malte Conradsen og Marie Boda bliver introduceret, og med deres naturlige sødme er de perfekt castet som de unge elskende. I rollen med det vidunderlige navn Ridder Poul Flemming – med en frisure, der sidder som støbt på hovedet – falder Laurids Langes også fint ind i det sarkastiske taktslag. Holdt overvejende grineren.

Danser Mikkel Alexander Tøttrup spiller den tavse Elverkonge, og hans tilstedeværelse er næsten i bogstavelig forstand bjergtagende. Efter min mening kan elementer af dans og musik hurtigt virke en smule påklistrede i “rene” teaterstykker, men her virker det yderst velplaceret. I den sammenhæng skylder jeg at nævne, at forestillingen præsenteres i samarbejde med Holstebro Dansekompagni.

Formen brydes

Én ting irriterer mig dog grænseløst, og det er, når forestillingen undervejs bryder den parodiske form og begynder at kommentere sig selv. For eksempel ved udsigten til, at Elisabeth, spillet af Ida Mia Appel, skal have omarrangeret sit ægteskab og udbryder noget i stil med: “Nå, så jeg er bare en ting, man kan flytte rundt på, eller hvad!” Det er de billige grins holdeplads, og der er ikke noget originalt over det.

Det greb præger også forestillingens slutning, da hele den nationalromantiske ramme rives fra hinanden. Stykkets gamle orakel Karen – i skikkelse af en i øvrigt velspillende Mette Døssing – brager ind fra siden og afslører det Disneyficerede blændværk. Det er kraftfuldt, det er sjovt, men jeg bryder mig bare ikke om at få skåret pointen ud i pap. Vis mig det i stedet for at fortælle mig det, for det gik jo egentlig lige så glimrende.

Hvis man kunne lide sidste sæsons trilogi af Oredsson og Thornberg-Thorsøe, Derude, Kirstens hævn og Clear Blue, hvilket undertegnede i dén grad kunne – vil man uden tvivl også falde for Elverhøj.