Aaben Dans barsler med premieren på forestillingen Vi Fortsætter…, der finder sted i Centralmagasinet på Sankt Hans i Roskilde den 13-27. september. ISCENE har talt med koreograf og kunstnerisk leder af Aaben Dans, Thomas Eisenhardt, og instruktør Kamilla Wargo Brekling om tilblivelsen og tankerne bag.
Der er smukt i naturen uden for Roskilde, hvor Sankt Hans, det tidligere psykiatriske hospital, breder sig mellem fjord og eng. Kulturlandskaber der har flyttet sig over tid og været vidne til store menneskelige transformationer. Det forladte Centralmagasin står med alle sine historier og sin stærke fysikalitet, mens tomheden også inviterer nyt indenfor. Naturen vokser ind der, hvor mennesker går ud.
Postapokalyptisk og utopisk
Krigen i Ukraine blev afsættet for forestillingen, der har været længe undervejs, fortæller Thomas Eisenhardt: “De første tanker kom, da Rusland var gået ind i krigen, og der tænkte vi: Jorden har virkelig brug for, at mennesker tager sig sammen og gør noget pænt for den og lever sammen med den på en ordentlig måde. Men hvad gør vi? Vi starter nye krige. Det er ikke særlig CO2 venligt mod noget som helst.”
Det er både dommedag og genfødsel, og berører menneskets vanvittige evne til bare at fortsætte
Kamilla Wargo tager over: “Jeg tror, vi er i gang med at lave en forestilling, der både er postapokalyptisk og utopisk samtidig. Det er både dommedag og genfødsel, og berører menneskets vanvittige evne til bare at fortsætte. På den ene side at fortsætte med at gøre alt det forkerte, og på den anden side at blive ført frem af ufattelig livskraft.
Undervejs i processen overgik virkeligheden iscenesætternes vildeste fantasi og førte dem længere og længere ud i ideudviklingen: “Der startede en ny krig, og der kom endnu mere global opvarmning og endnu flere aftaler, som ikke blev overholdt. Den historie gider vi ikke at høre længere. Man kan simpelthen ikke åbne en radio eller en telefon eller et medie uden at få det i hovedet. Så hvem gider se en forestilling om det? Stop nu – vi ved det sgu godt,” konstaterer Kamilla.
Teater skal give tro på livet
Thomas mener, teatret skal tilbyde håb i svære tider og ikke bare gentage mediernes fremlægning: “Når vi søger ind i teatret, skal vi komme ud på den anden side med nogle tanker, men også med noget energi og tro på livet.” Kamilla tager over: “Ja, og en glæde ved at være til – det skal også være en sanselig oplevelse – sådan lidt smack i dit face. En fornemmelse af noget større.”
Det er en kropslig fornemmelse, hvor folk forhåbentlig får en fornemmelse af håb og livskraft
Thomas supplerer: “Det er en kropslig fornemmelse, hvor folk forhåbentlig får en fornemmelse af håb og livskraft. For ikke at give op. Vi talte om livet og vores ufattelige evne til at fortsætte under alle omstændigheder, og det er mennesker jo gode til. Mennesket har fx vandret over nordkysten af Grønland med hele familien og bosat sig nord for polarcirklen.
Alt levende vil gerne leve – det har en livskraft, som vi har til fælles med det, der kommer op mellem sprækkerne her i betonen. Håbet er i livskraften,” slår Thomas fast og peger på ukrudtet omkring os.
En forestilling der vokser indefra
Kamilla fortæller, at deres udgangspunkt oprindeligt var at se det som noget negativt, at vi bare fortsætter: “Egentlig begyndte det som en politisk ting på den vrede måde som en passiv-aggressiv provokation. Nu er forestillingen kommet mere og mere hen mod noget, der ligner en hyldest til alt levende – at alt bare bliver ved med at spire. Der er en betagende kraft i det – en meget livsbekræftende energi, der på samme tid også er nådesløs.”
En hyldest til alt levende
Thomas beskriver, hvordan deres dybe fascinationen af livskraft satte gang i bevægelser hos danserne med inspiration i netop den form for energi. Det kraftfulde blandet med det bløde, der konstant indretter sig efter omstændighederne og finder nye muligheder:
“Vi sad bare og kiggede på de her dansere og tænkte, hvad er det? Det var dybt fascinerende.” Kamilla bryder begejstret ind: “Vi sad alle sammen og gloede og håbede, det aldrig stoppede. Så det har vi satset hele butikken på. Vi blev nødt til at forfølge det,” siger hun og Thomas fortsætter: “Der var stor dynamik. Vi arbejder meget med bølger og energi. Vi starter fra nul, og kommer op, hvor der er tryk på.”
Vi er det store vi
Kamilla understreger: ”Når vi arbejder sammen, er det vigtigt, at vi som koreograf og instruktør giver plads til hinanden og til det, vi hver især mærker i forestillingen. Man skal hele tiden have øjnene på bolden og være åben overfor, hvad processen vil. Tit har jeg det som om, forestillingen selv ved, hvad den vil, og så må man bare følge efter. Nogle gange går tingene i en helt anden retning. Man troede det hele skulle være orange, og pludselig er det hvidt.
Og hvis den ene får en vision eller kan mærke noget helt klart i forhold til forestillingen, så ville det være dumt at sige nej. Vi er jo også drevet af nysgerrighed. Så når Thomas mærker noget, der kalder på ham, så lægger jeg mig som en slyngplante op ad det. Derefter mærker jeg måske noget og indskyder, at vi måske skal gøre sådan her nu. Derfor kræves der enormt meget tillid i sådan et samarbejde. Man skal ikke hele tiden tro, man selv ved bedst.”
Så når Thomas mærker noget, der kalder på ham, så lægger jeg mig som en slyngplante op ad det
Thomas supplerer: “I de tidligere forestillinger, som vi har lavet sammen, er vi måske gået mere ud og ind af hinandens udtryk. Nu prøver vi bare at være i det sammen. Vi er det store “vi”. Min verden er jo meget mere hen i det abstrakte.” Kamilla forklarer: “Meget af fortællingen ligger i lyden og lyset, og det er nærmest dér, der er mest drama.”
Dansere med historier i kroppen
I centrum af det hele er de fire dansere, der er castet til forestillingen efter en åben audition. De er Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund, Ole Birger Hansen og Sophia Mage. Kamilla fortæller, at de har valgt modne dansere til denne produktion:
“Det er fire mennesker midt i livet, som har en livserfaring, og det er inspirerende. Thomas er enig: “De har en historie bag sig alle fire, som gør, at de hver især kunne løfte en forestilling alene og have noget interessant at byde på. Den slags møder er spændende.”
Det er fire mennesker midt i livet som har en livserfaring
Der er 25 års forskel på den ældste og den yngste danser, og det er deres forskelligheder, der har inspireret til iscenesættelsen. Thomas fortæller: “Materialet vokser fra dem til os. Det er meget lidt, jeg er gået ind og har sagt: gør sådan og sådan. Jeg har sat ting i gang, og så får vi noget til at ske. Hvis det havde været nogle andre dansere, var det noget andet, der var vokset frem.
Et helt særligt rum
Kamilla er fascineret af rummet: “Vi fandt ud af, at det også er et enormt smukt rum i sin mærkelige fortabthed, og det har vi prøvet at understrege. Vi har set på billeder af ødelagte rum – ting, som er forladte og har stået der i flere år og er faldet mere fra hinanden. Det er fascinerende, for selv i tomme rum, sker ting. Der begynder at vokse ting op.”
Thomas kommer med et eksempel: ”I Tjernobyl flyttede prærieulve ind i rummene. Det er fascinerende, for rummet er jo hele udgangspunktet. Et billede på, at vi ikke ved, hvordan her ser ud lige om lidt.”
Marie har skabt et rum, der ikke ligner noget, men er noget i sig selv
Her har samarbejdet med scenograf og kostumedesigner Marie Rosendahl Chemnitz været uvurderligt, siger begge iscenesættere. Thomas fortsætter: ”Marie har skabt et rum, der ikke ligner noget, men er noget i sig selv. Folk kommer ikke ind i et teater, men i en installation, hvor der er sket en hændelse. Det er stærkt sanseligt.” Han mener rummet gav dem hele billedet på Vi Fortsætter…: “Du kommer ind og ser, at alt er smadret, men vi fortsætter alligevel.”
Mærk kraften og sanseligheden
Det er i det hele taget det sanselige, der er ståstedet i forestillingen, og her er alle de kunstneriske udtryk i spil. Komponisten Mads Emil Nielsen har også siddet med i hele prøveforløbet og komponeret i samspil med koreografien ligesom lyset af Elke Laleman er blevet til i samspil med lyd og koreografi. Det vil publikum tydeligt kunne mærke.
Grænsen mellem scene og publikumsområde er udvisket
Thomas forklarer, at grænsen mellem scene og publikumsområde er udvisket: ”Publikum sidder på noget tilfældigt som efterladte kasser, gammelt træ og bænke, og der ligger tang over det hele. Så i selve situationen, hvor publikum kommer i teatret, er scenariet allerede i gang.
Vi indretter os efter vilkårene og fortsætter. Vi håber, publikum fornemmer en kraft og en sanselighed. Vi håber også, de mærker deres egen krop og tænker: wow, her er jeg i verden, og jeg går ud i den igen på en eller anden måde – og det kan jeg godt.”
“I virkeligheden er der måske kun livskraft, og hver dag er en god dag. Det fortsætter. Vi fortsætter. Og hvis vi ikke fortsætter i det, vi har nu, fortsætter vi i noget andet. Og hvis vi ikke fortsætter, så fortsætter noget andet.”
(Kamila Wargo Brekling, instruktør).
Se trailer fra forestillingen her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Aaben Dans med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling har tidligere sammen skabt Aaben Dans forestillingerne: ”Hvad er det?” for børn 0,5 – 5 år, ”Hvad kan det – og hvad skal den?” for børn 5 – 11 år og publikums-successen ”Damekrop – on tour” om overgangsalderen.
