★★★★☆☆ Feerne er mere end glimmer og leg med metaforer

Teater FÅR302s skramlede sidegadescene i Nyhavn er den perfekte kulisse til Johan Klint Sandbergs kabaret Feerne. Her er glitrende tryllestave, malede læber og nuttet poseren, men her er også grumsede følelser, forrevne vinger og metakommentarer i massevis. Det er et dyk ind i et queer-univers, der rummer det muntre, det længselsfulde og det ukomfortable levendegjort af de tre hypermusikalske performere, der har mere sitrende nerve end de fleste.

Slutningen er det bedste.

Fordi den tør efterlade os i mørket. I det opgivende. I det ukomfortable. Ofte er det tegn på skidt dramaturgi, hvis der ikke klappes, når lyset går ud. Men ikke her i det som altid dampende varme lokale hos Teater FÅR302, der denne aften også damper af lyst, af queer og af tvetydig smerte og skuffede forventninger.

Her er stilheden efter tæppefald det bedste tegn på, at vi blev suget ind. Undervejs og i sidste scenes nøgne demaskering og dermed autenticitetsmærkbare indblik i queer-positionens udsathed gennem noget så mainstream som en sorgmættet, downbeat-version af Shubiduas Hvalen Valborg.

En guffer i baren

Det starter anderledes muntert et par timer før, hvor vi ankommer til Feernes kabaret og får anvist pladser, mens varietemusikken lyder og barsalget ledsages af spidsede læber og nuttede komplimenter. Feerne, der som eventyrlige væsner oftest optræder som heltens hjælper, træder i karakter i deres eget univers fyldt af glimmer, høje hæle, viftende vinger og elektrificerende lysskift.

“This is a cabaret, not a courtroom,” lyder ledetråden igen og igen med skiftende tempo, intensitet og stemning. Med andre ord: her dømmes ikke, her kan man drikke, knalde, tude og røre, her kan man være sig selv. Eller kan man nu det?

De tre feer er sjældent helt enige om, hvordan man er det, hvilket giver nogle ret skønne metapassager, hvor de mundhugges om form, indhold, publikums rolle og finansieringen af showet, som måske må peppes op med tilbud om “en guffer i baren” eller lommetyveri i gæstegarderoben, der belejligt er placeret på scenen.

“Nu skal publikum tænke lidt selv, og det er godt,” lukkes en af disse diskussioner ned. Det behøver vi nu ikke, men vi kan derimod mærke os selv i momenter af de akavede situationer, som de tre feer konstant havner i. Alle har følt sig pinlig, alle har følt sig udenfor. Måske ikke usikkert balancerende på kanten af en cafestol iført hofteholder og vinger, men følelsen, den genkender vi. Ligesom vi genkender den brovtende, megalomane poseren og den blasert overlegne attitude, der leder lige hen til det akavede ansigtstab.

Hjerteskærende linjer i kort sele

Carla Viola Thurøes fe er vidunderlig kejtet som en “famous fagget” H.C.Andersen, der åbenbart skylder Nyhavns feer alt, men glemte at kreditere dem. Hun giver også I wanna be loved by you en overlegen bue med afsæt i Marilyn Monroes lillepige-sensuelle version stigende til en kras, hvæsende vrængen. Hun tager med glans rollen som den fe, der kaster mest grus i maskineriet for de andre – og sig selv. Så kan man godt få lidt angst og synge længselsfulde sange gemt bag bardisken.

Hávard Magnussens fe holder humøret oppe og benene på jorden det meste af vejen – om end han også gør en flot hovedstand med split. “Det er jo bare metaforer og glimmer, vi leger med troper og æstetik,” maner han til besindighed under de to andres evige trakasserier. Hans gulvbas spiller sin egen koket-melankolske toner, der får sit toptåbelige modstykke i rytmisk spil på blender.

Ludvig Brostrups fe må ofte længst ud på kanten. Nok er han mod slut voldsmanden, der udløser akut ubehag, men inden da har han sunget sin underkastende længsel ud i Fred Ebb and John Kanders Maybe this time med de hjerteskærende linjer “Everybody loves a winner / So nobody loved me”. Og det hængende i en ikke flatterende flyvesele under det lave loft – ikke set mere bittersødt siden Laus Høybyes svæv i en endnu kortere sele i Plattforms første show. Han er også den desillusionsdryppende stemme i Hvalen Valborg.

Guddommeligt modvilligt strip

Sammen er de fuldkommen guddommelige i første dels afsluttende stripnummer. Aldrig har man set et mere modstræbende forsøg på at klæde sig selv af i forsøg på at please publikum, aka omgivelserne. Man gør som forventet – det matcher bare slet ikke noget indeni. Det er svært at være i metaforer og glimmer hele tiden. Lige så skønne er de i den absurde amerikanske korudgave af Nu falmer skoven trindt om land, hvor maskeringen tages til nye højder med tv-dukkeansigter hyllet i strømpebukser og læbestift.

Feerne lever i høj grad gennem de tre performeres stærke musikalitet, der kalder den rigtige varietestemning frem i en blæret buket af genrer og variationer, der også siver over i samspillet. Det går over stok og sten med kuriøse indfald, men det er orkestreret med sikker hånd, så vi køber skiftene mellem spil og meta. Og til sidst rives vi rundt og sidder famlende berørte tilbage.

Johan Klint Sandberg er en særlig fugl i scenekunsten. Han går sine egne veje og rammer nogle gange mere plet end andre. Men han mestrer som få viljen til at gå ud – og blive – i det seriøse og smertelige. Gerne garneret med glimmer og metaforer, men altid med det udefinerbare, men påtrængende stik af alvor, glimmeren følges med. Her får han kongenialt medspil i Ditte Marie Tygesens glitrende feunivers, der gennemtrænges af mørket og de stadigt mere dekonstruerede kostumer, og af tre performere, der har mere sitrende nerve end de fleste.