★★★★☆☆ Snus til radikaliseringen med Taxi Drivers, hvis du tør

Tag med i vognen hos Sort/Hvid, fix+foxy og Teater Nordkraft, der med Tue Bieringske greb dykker ned i radikaliseringens veje og helt konkrete udtryk. Taxi Drivers kræver aktiv deltagelse af passagererne i bilen – for det er vores krop og sind, der er på spil i denne uhyre væsentlige form for politisk teater.

Jeg var uhyre glad for fix+foxy og TOASTERs teaterserie Staten, der kørte over hele København på et hav af lokationer i foråret. Her mødte vi forskellige mennesker, der alle havde en beretning eller en holdning til den danske stat. Her kunne man blandt andet køre rundt med en (ex)bankrøver og en rigtig taxachauffør.

Nu har Biering kogt konceptet æstetisk ind sammen med co-producenterne Sort/Hvid og Teater Nordkraft. De almindelige mennesker er erstattet af en skuespiller, og turen har en form for dramaturgisk kurve – nok lidt afhængig af, hvordan og hvor meget passagererne byder ind.

LÆS ISCENEs interview med Tue Biering om Staten her

Bristede forventninger og etiske dilemmaer

Vi bliver samlet op på Burger King af Christoffer Rønje, der ikke er taxachauffør og dermed straks anslår ledemotivet “bristede forventninger.” Havde man forventet en dramatisering af Scorseses ikoniske film Taxi Driver, bliver man skuffet – og ville i øvrigt kende Tue Biering dårligt. Filmtitler har alle dage været et afsæt for nye fortællinger for ham.

En lodtrækning med slatne pomfritter falder uventet ud og bestemmer vores plads i bilen. “Hvad gør det ved dig, når du tror, du har vundet, og så taber? ægger Christoffer Rønje som start på en veritabel skudsalve af spørgsmål til vores holdninger til især politikere og samfundets status. Hårde spørgsmål, som der kan findes enkle svar på, men så nemt giver vi os selvfølgelig ikke.

“Det er vel det, vi kalder et tillidssamfund,” opponerer en medpassager, og der nikkes raden rundt, indtil næste dilemma atter kaster os ud i etisk selvransagelse. Samtalen er rygraden i køreturen, for ingen kan gemme sig helt, når man sidder mast sammen på et bagsæde eller lige ved siden af den kampberedte type, der i princippet kunne være blomstret på både yderste venstre og yderste højrefløj.

Outlawstemningen gror på os

Christoffer, der præsenterer sig med eget navn og erhverv, som derfor også bruges her, er uhyre god til at skabe netop tillid og trække informationer ud af os. Jo, jo, det er da også noget værre noget med den kapitalisme, men vi hygger da meget godt her i vognen, hvor vi også alle er kulturtyper med meget ens holdninger trods stor aldersforskel.

Men Christoffer er ikke vores bordherre. Han kan skifte ham og på et splitsekund veksle mellem nysgerrig samtalepartner, offer og bøddel. Et voldsomt optrin stopper for en tid vores muntre dystopi-pludren, før turen går videre med blod på forruden.

Karakterskiftene og den hastighed, vi bevæger os med gennem byen, skaber en form for outlaw-stemning, der gør lovbrud til en fælles identitet og bereder os på den dybere nedstigning i det aktivistisk-kriminelle. Ingvild Skansens mudrede lyddesign, der veksler mellem nervesitrende lydvariationer og headbangers, forstærker følelsen. Stjæl lige det, klip lige den lås op. Hvilket våben vil du vælge til at forsvare dig med?

Vi følger med og lander til sidst i en rå garage på et lukket område et sted på Amager. Luftbøssen, der ser meget farlig ud, kommer frem – og nu er der ingen ende på villigheden. Der er bare et eller andet med våben, der omgående får det til at trække i pegefingeren, mens trangen til at ramme plet får pulsen op.

Det er så sexet

Det er sexet, er det. Vi er blevet stopfodrede med våben og voldsparathed på film fra barnsben, og stopfodrer fortsat os selv med det på Netflix. Så selvfølgelig vil vi skyde til måls, og selvfølgelig vil vi lave bad ass-poses til kamera. Latteren lægger sig over det vanvittige scenarie, at vi formentlig alle er en slags danske hygge-pacifister, men alligevel bliver liderlige af våbnets magt.

De fleste kan gribe til våben. Men skal vi det? Er det svaret på den afmagt overfor kapitalismen og den angst for krig og fascisme, som var omdrejningspunktet for debriefingen i bilen? Vil vi stå op for vores værdier – og hvad er de overhovedet? Da vi to timer senere var tilbage ved Burger King, var potentialet for væbnet modstand i hvert fald vakt. Konklusionerne må den enkelte selv tage med sine værdier.

Taxi Drivers er en Biering classic-variant, der fungerer i kraft af en overlegen orkestrering af virkemidler og ikke mindst i en stærk præstation af Christoffer Rønje, der inkarnerer det ulmende raseri over at blive skuffet i sine forventninger til verden.

Jeg var på tur med tre andre, der også er i tæt berøring med scenekunst dagligt, så vi tog den massive inddragelse med ophøjet, men engageret ro. Jeg vil håbe, at rigtig mange mennesker fra andre brancher også tager turen, så formatet for alvor kan folde sig ud og sætte mærke – for det har det potentiale til.